Gottlob Stage

Gottlob Stage, Johan Adolph Gottlob Stage, 31.8.1791-3.10.1845, skuespiller, regissør, instruktør. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Da S. havde taget dansk juridisk eksamen fik han 1811 ansættelse i Kbh.s politiret, men samtidig deltog han ivrigt i de dramatiske selskabers dilettantforestillinger hvor han ved sit smukke ydre og sit livfulde væsen vakte så megen opmærksomhed, at teaterchef F. v. Holstein tilbød ham kgl. ansættelse ved komediehuset før han debuterede. Dette usædvanlige skridt hævnede sig ved hans førsteoptræden 16.11.1815 som Frontin i syngestykket Nonnerne. Han opfyldte ikke de spændte forventninger, navnlig ikke i sanglig henseende, og rollen, en traditionel tjenertype, passede ikke til hans kavalermæssige holdning. Denne og hans aristokratiske ydre blev gennem livet hans bedste sceniske egenskaber; lyrisk følelse besad han ikke, og det kneb med temperamentet, men han kunne virke fornem-ironisk; prinsregenten i Kean var generalnævneren i S.s kunst, fyrster og adelsmænd blev i hans fremstilling sikre i tonen og imponerende i deres noblesse. Men ejendommeligt nok beherskede han også verdensmandens modsætning. Det var ham der som bådsmanden i Sparekassen lancerede Henrik Hertz' bevingede ord: "Det skulde De inte gøre, Hr. Reiersen", og i det hele taget var matroser, som han kendte fra faderens livsstilling, hans sceniske speciale, og i fremstillingen af en beruset var han, skønt selv meget sober i sin livsførelse, en mester der forstod at variere rusens nuancer og gengive dem med lune og naturtroskab (fx hos Jens Olsen i Barselstuen og Niels Vognmand i Det lykkelige Skibbrud). Størstedelen af hans omfattende repertoire er nu glemt, men det strakte sig fra Faldsmaal i Gulddaasen, Rinville i Den første Kærlighed over Fouché i Michel Perrin til titelrollerne i Didrik Menschenskrcek, Jean de France, Don Ranudo og Jacob v. Tyboe.

S. undgik ikke i sit spil det rutinerede der let fremkommer hos den som optræder i alle "Fag"; et vidnesbyrd herom er J. L. Lunds tegning af ham som ånden i Hamlet hvor vi ser en flot hugaf, men ikke et fantasibillede af en afdød der går igen. Dr. Ryge (J. C.) bebrejdede ham i sin Critisk Sammenligning (1832), at hans spil ofte var "alt for tydelige Kopier enten af andres Præstationer eller af Personligheder uden for Scenen". Ryge klagede også over hans "usikre memorering" der endog kunne være så tydelig, at den vakte "Bekymring og Medlidenhed hos Tilskuerne"; årsagen til denne svaghed må uden tvivl være den, at S. (fra 1827) påtog sig det omfattende regissørembede og dertil (fra 1835) var instruktør. Særlige evner ud over smagfuld tilrettevisning af begynderne, hvoriblandt Michael Wiehe var, synes S. ikke at have ejet. De mange timers daglige, forskelligartede arbejde han påtog sig, forklarer at han uden forudgående sygdom pludselig sank sammen på gaden og døde. 27.4.1845 stod han sidste gang på scenen som Lars i Et Rejseeventyr.

S. var en mand af megen form og med udmærkede sprogkundskaber som han i sine oversættelser udnyttede i teatrets tjeneste. Hans sceniske anvendelighed var stor, og han blev i praktisk forstand teatret til megen nytte, men kunstner var han kun på et snævert område. Fru Heiberg (Johanne Luise") skrev, at hans ironi aldrig forfejlede sin virkning. – S.s hustru, Augusta Stage, debuterede purung 10.5.1834 som Colette i Jeannot og Colin og var med sin ranke skikkelse, sit muntre ansigt og sin bløde, bøjelige sopran som skabt til de unge piger i sangspillet, fx Constance i Aprilsnarrene. Ved yderligere uddannelse hos madame Bishop voksede stemmen i omfang, således at hun magtede at synge Papagena i Tryllefløjten, Susanne i Figaros Bryllup og Zerlina i Don Juan. 1838 blev hun kgl. ansat. Sammen med sin 25 år ældre ægtefælle rejste hun 1845 til Paris, hvor Manuel Garcia skulle forsøge det farlige eksperiment at gøre stemmen endnu større, og da hun i marts 1846 genoptrådte, syntes man at den var vokset i fylde. Hun sang nu med dramatisk livfuldhed bl.a. Rosina i Barberen i Sevilla, men formentlig er stemmen blevet overanstrengt, for allerede fra juli 1847 ansøgte hun, kun 31 år gammel, om afsked på grund af en halslidelse; hun optrådte sidste gang 10.5. s.å. som Juliane i Røverborgen og gled derefter ind i privatlivet.