Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frits Helmuth

Oprindelige forfattere JeKis og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Frits Helmuth, Frits Helmuth Pedersen, 3.7.1931-12.12.2004, skuespiller. Allerede som dreng spillede Frits Helmuth mindre roller på filmen og optrådte en enkelt gang på teatret som piccoloen i Sommer i Tyrol (Det ny teater 1943). Umiddelbart efter at være blevet student fra Ordrup gymnasium gennemgik han Det kgl. teaters elevskole 1950–52. I den følgende sæson var han knyttet til Allé scenen (Forhekset, Ikke som de andre) og vendte derpå tilbage til Det kgl. teater 1953 hvor han hurtigt kom til at gøre sig gældende både i det klassiske og i det mere moderne repertoire. Der var i hans type og talent en umiddelbar naivitet som i disse år slog stærkt og overbevisende igennem – bl.a. som Richard i Du skønne ungdom, Esmond i Den blå pekingeser, Edmund i Lang dags rejse mod nat og sønnen i Seks Personer søger en Forfatter. Inden for dette rollefag spændte han over et stort register der rakte fra ungdommens håb og tro til dens skuffelse og smerte. Samtidig vandt han megen popularitet inden for filmen som den unge mand af i dag (Benny i Ung leg). 1959–62 var han direktør for Allé scenen, i starten sammen med Helle Virkner. Her dyrkede han især den ny engelske og franske dramatik: En duft af honning. Gidslet – hvor han som soldaten spillede sammen med sin far – og Næsehornet.

1962–72 var han påny knyttet til Det kgl. teater, men havde vanskeligere ved at finde sig til rette end i de helt unge år. Skønt han var en udmærket Troilus i Troilus og Cressida og vakte interesse som en spændende dauphin i Lærken, havde han svært ved at blive voksen – hans ungdommelige, næsten barnlige ydre var nær ved at blive et handicap. I nogle sæsoner dyrkede han med vekslende held musicalen og operetten på Scala: Nøglen under måtten, My Fair Lady, Jomfruburet. Men det var især en række opgaver på fjernsynet – bl.a. i Båndet, i Panduros Anne og Paul og senere som Strindberg i Tribadernes nat – der modnede ham, da han endelig tog springet over i det egentlige karakterfag med John Proctor i Arthur Millers Heksejagt på Gladsaxe teater (1977) som det afgørende gennembrud. Forinden havde han sammesteds spillet titelrollen i Kaspar Rostrups opsætning af Niels Klim og fortsatte denne linie med Faust (Gladsaxe), Tartuffe (Bristol), og Cyrano de Bergerac (Det ny teater).

Fra 1980 udviklede Frits Helmuth sig til at blive en af dansk teaters store karakterskuespillere. En glansrolle havde han i Cyrano de Bergerac på Det ny teater, 1980. Han spillede flere gange rollen som George i Hvem er bange for Virginia Woolf, først på Det kgl. teater, 1983, siden på Ålborg teater 1987 og Privatteatret 1989. Af store roller kan desuden nævnes titelrollen i Ibsens Bygmester Solness, 1986 (Aveny teatret) og Strindberg i P.O. Enquists Tribadernes nat, 1987. I hans senere år var Frits Helmuth især tilknyttet Privatteateret, hvor han spillede Clarence Darrow i monologen Skyldig - ikke skyldig, 1991-92 og 1993, en rolle han også spillede i sin 50-års-jubilæums-forestilling 2002 på Det ny teater Sceneriet. Desuden kan nævnes rollen som dirigenten Furtwängler i Disharmoni, 1997. På Gladsaxe teater var han biskoppen i Jeanne d'Arc, 1998 af Flemming Enevold. I forestillingen Osvald & søn, 2003, først på Privatteateret, senere på turné, sang Frits Helmuth for første gang offentligt sin fars, Osvald Helmuths, viser. Stykket handler om faderens liv.

Annonce

Frits Helmuth medvirkede i talrige film i større og mindre roller, bl.a. i Duellen, 1962, som skolelæreren i filmatiseringen af Martin A. Hansens Løgneren, 1970 og som en homoseksuel transvestit i Lille spejl, 1978. Han var den sadistiske lektor Blomme i filmatiseringen af Scherfigs roman Det forsømte forår, 1993. En af hans større filmroller var i Dansen med Regitze, 1989, hvor han spillede sammen med Ghita Nørby. Blandt hans sidste filmroller var den senile Hr. Walentin i Erik Clausens Hotel Paranoia, 2004. Han optrådte desuden i TV-roller, bl.a. som faderen i TV-serien Bryggeren, 1996-97 og medvirkede i film i Norge. Han virkede endvidere som instruktør i radioen og på teatret og sang og indspillede visesange som Annas ballader, 1976.

Frits Helmuth modtog talrige æresbevisninger: Han fik bl.a. Bodil-prisen 1978, 1980, 1990 og 1993, Olaf Poulsens mindelegat 1978, Teaterpokalen 190,Robert-prisen 1990 og 1994, LO's kulturpris 1990, Holger Gabrielsens hæderslegat 1997 og Lauritzen-prisen 1998.

Familie

Frits Helmuth blev født i København (Helligkors) og er begravet på Ordrup kirkegård.
Forældre: skuespiller Osvald Helmuth (1894–1966) og Sylvira D.D. (Søster) W. Jeppesen (1907–75). Gift 1. gang 1.9.1957 med balletdanser Agneta Segerskog, født 18.3.1938 i Helsingborg, død 12.11.1983 i Gentofte (Dyssegård), (gift 2. gang med annoncechef Ib Andersen, født 1938), d. af direktør John Frederik Segerskog (født 1900) og Britt Margareta Holmgren (født 1907). Ægteskabet opløst 1960. Gift 2. gang 17.5.1961 i Hørsholm kirke med skuespiller Jeanne Darville, født 18.8.1924 i København, død 9.5.1995, d. af direktør Kay Louis Angele Darville og Hanna Olava Halvorsen. Gift 3. gang 31.7.1971 i Gentofte (b.v.) med Kirsten Frederiksen, født 14.5.1942 i København (Vor Frelser), d. af ejendomsmægler Poul Frederiksen (1908–62) og revisor Margrethe Frederiksen (født 1915).

Udnævnelser

R. 1969. R1.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Frits Helmuths erindringer: Med mellemrum : erindringer, 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup, Merete Harding: Frits Helmuth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291071