Frederik Jensen

Frederik Jensen, Jesper Frederik Marius Jensen, 25.6.1863-14.2.1934, skuespiller. Født i Nyborg, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). J. var urtekræmmersvend og havde spillet en del dilettantkomedie, inden han juni 1881 som medlem af det Spiersske selskab debuterede på Rosenlund i Randers som Amédé i Urmagerens Hat. Hans kår i de tidligste sæsoner adskilte sig ikke fra rejsende skuespilleres. Om vinteren turnerede han i provinserne, og om sommeren dukkede hans forslagne ansigt frem på den københavnske revyscene Frbg. morskabsteater, første gang 15.6.1884 i Olaf Poulsens parodikomedie Robert og Signe. 1886 udførte han sin første revyrolle i hovedstaden; fra 1890 tilhørte han teatret i Nationaletablissementet, og 1892 brød han totalt igennem som Lunte Aftenstjerne i revyen Kjøbenhavn N. med viserne Drej om ad Lille Kongensgade, Stop nu lidt, Smit og Frederik, er du oppe. I den følgende menneskealder bar han den årlige revy (indtil 1900 i forbindelse med William Gerner) og var desuden i en mængde farce- og parodiroller førstekraften på Nørrebros teater som han i forening med forfatteren Anton Melbye ledede 1911–21. Da interessen for den aristofaniske revy i gullaschtiden blev fortrængt af smagen for udstyrsrevyen, forlod han 1926 sin gamle scene (sidste optræden som Tanne i Hun skal debutere) og optrådte siden som gæst i provinserne, på Casino og Folketeatret; sit 50-års-jubilæum fejrede han i Oslo, og hans sidste rolle var hofglassliberen i Jomfruburet på det nye Nørrebros teater; da han 18.12.1933 sluttede dette gæstespil var han genstand for en overordentlig hyldest. – I J.s forfriskende kunst var det københavnske element den stærkeste farve, men den blandede sig med fynboens lyse hoved og muntre sind. Han var ubetinget Danmarks betydeligste revykunstner og i besiddelse af en uhyre popularitet i alle samfundslag. Hans replik var overordentlig nuanceret – naturlig, båret af strålende vis comica og taleteknisk virtuositet, og i sit indtil den mindste enkelthed gennemarbejdede viseforedrag, der besad en sjælden styrke og friskhed, forenede han et halvt godmodigt, halvt lunt-satirisk "københavnerhumør" med en forbløffende evne til i få streger at karikere tidens kendte personligheder på en vittig måde. Hans foredrag af politiske viser kunne være fuldkomne mesterværker. Uden for revygenren skabte J. mange overdådige farceskikkelser og parodiske figurer, fx varietédirektøren i Taxameterkuskens Datter. Stork i Barn i Kirke, Vadum i Kameliadamen, teaterdirektøren i Erik Ejegods Pilgrimsfærd, tjeneren i Frelserpigen, hovedrollerne i Den trætte Theodor og En lille Tuttenut hvori der midt i frodige overdrivelser, undertiden med nogen brist i smagen, fandtes geniale karaktertræk og rammende satire; titlen Ebberød Bank i hvilket stykke han var skrædderen Vipperup der agerer bankdirektør, gik over i sproget som betegnelse for al ansvarsløs pengeanbringelse. Trods sit enorme arbejde, større end nogen anden dansk skuespiller ydede, bevarede J. sin legemlige og kunstneriske vitalitet. Mod slutningen af sit liv fornyede han sin form og skabte flere ypperlige figurer, hvoriblandt navnlig Micawber i David Copperfield var en fantasifuld og overbevisende skikkelse.