Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Cetti

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Frederik Cetti, Frederik Adolph Christensen Cetti, 23.12.1838-18.2.1906, skuespiller. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet sst. C. havde været til søs med en ostindiefarer inden han gav efter for teaterlysten og meldte sig blandt dilettanterne i Kalkeballen i St. Kannikestræde. Fra 1856 rejste han med skuespillerselskaber i danske og norske provinser og fik i et stort repertoire det rutinerede præg som aldrig forlod hans spil. Over sommerteatret i Alhambra nåede han - efter at have deltaget i krigen 1864 -Casino hvor han 1865 optrådte som Tordenskjold i I Dynekilen; derefter rejste han atter i Norge, var 1870-71 direktør i Bergen hvor han drev en norsk elevskole indtil han ansattes på Det kgl. teater ved Kr. Mantzius' pludselige afsked. Den lille, tætte, kraftige C. med det udmærkede sceneansigt og de fortræffelige stemmemidler optrådte første gang 1.10.1872 som amtmanden i De Nygifte og spillede i de følgende år bl.a. Løjtnant v. Buddinge, Hermann v. Bremen, Jesper Ridefoged og Birkedommer Krans, men da hans spil savnede både lune og originalitet tålte han i kunstnerisk henseende ingen sammenligning med sin forgænger. Men ved hastige dubleringer var C. meget nyttig, og hans stilling blev yderligere fæstnet da han 1874 overtog posten som økonomiinspektør med fribolig på teatret. 24.1.1880 blev han pludselig afskediget uden pension på grund af gæld; samtidig erklæredes han fallit og rejste til Norge hvor han på ny førte en omflakkende tilværelse. Disse mørke år i C.s liv afløstes dog af lysere tider da han atter ansattes ved Casino hvis kolorerede folkekomedier passede hans talent; han nåede således udmærkede realistiske virkninger som den første danske Copeau i Faldgruben. 1884 kom han til Dagmarteatret som han ledede uden økonomisk held i sæsonen 1887-88, og hvor han under C. Riis-Knudsens direktion udførte et betydeligt repertoire, bl.a. Oehlenschlägers Stærkodder. På Casino var han artistisk direktør 1889-90 og 1891-92, og her sluttede han i sæsonen 1898-99 sin livsgerning; senere forsøgte han sig som ølhandler i Klosterstræde indtil venner fik ham anbragt på sygehjemmet ved Rolighedsvej hvor han døde.

Familie

Forældre: operasanger Giovanni C. (1794-1858) og Jacobine Gade (1814-94). Gift 22.2.1861 i Trondhjem med skuespiller Adelaide Marie Frederikke Warburg, f. Carpentier, død 17.7.1835 i Kbh. (Fr.ref.), død 27.3.1901 i Kristiania (gift 1. gang 1855 med typograf Wilhelm Frederik Warburg, ca. 1830-58), d. af lakaj hos prinsesse Juliane af Hessen-Philippsthal Jean Edouard C. (1803-49) og Charlotte Christine Schubarth (1805-65).

Ikonografi

Træsnit 1886, efter fotografi, kopieret 1888. Foto.

Annonce

Bibliografi

Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist., I-III. 1921-25. H. Wiers-Jenssen og Joh. Nordahl-Olsen: Den nationale scene, Bergen 1926. - Erindringer i manuskript på Teatermuseet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Frederik Cetti i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288198