Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eyvind Svendsen

Oprindelig forfatter KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eyvind Svendsen, Eyvind Severin Svendsen, kaldet Johan-Svendsen, 5.1.1896-10.10.1946, skuespiller. Født i Kbh, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). S. var født i et kunstnerhjem og kom på balletskolen fordi hans far gerne ville have ham på teatret. Det morede kapelmesteren at se sønnen som 1.ste gadedreng i Carmen når han selv stod på podiet. Længe blev han dog ikke på balletskolen, men kom i stedet på Birkerød kostskole. Allerede i gymnasiet begyndte han at læse med Nicolai Neiiendam. Studentereksamen blev opgivet, og han kom ind på Det kgl. teaters elevskole 1915–17, men fik ingen debut. S. blev engageret ved Dagmarteatret hvor han vegeterede nogle år. Først under Thorkild Rooses direktorat kom gennembruddet i E. Christiansens Tronfølger, 1920 hvor han spillede den unge homoseksuelle kronprins Eugen. Herefter skabte han nogle betydelige skikkelser, Prosper i Revolutionsbryllup, sønnen i Professor Storyzin og Maurice i Strindbergs Rus (Brott och Brott). I 1922 skete der noget afgørende for hans karriere og udvikling som kunstner. Else Skouboe kom til Dagmarteatret, og dermed indledtes et samspil der på sine højdepunkter kom til at måle sig med Poul Reumert og Bodil Ipsens i den foregående generation. Det begyndte i S. L. Poljakovs Labyrinten, fortsatte i J. Sarments Skyggefiskeren, i A. Schnitzlers Elskovsleg og i S. Lagerlöfs Hr. Arnes Penge. Begge virkede de som erotiske tændsatser på hinanden. Sin første store sejr i det moderne repertoire vandt han som den unge arbejder i J. Galsworthys Forliget. I 1926 udvandrede både S. og Else Skouboe til Det kgl. teater hvor han blev – med en enkelt afbrydelse på Det Ny teater – til 1939. I første sæson spillede de i A. Tjekhovs Onkel Vanja, han som lægen Astrov. Makkerskabet fortsatte i F. Raynals Graven under Triumfbuen hvor han vandt sin største sejr i disse år som soldaten. Rollen er en skulptur i overnaturlig størrelse men han gennemglødede den med sin individualitet. Præstationen hayde europæiske dimensioner. Et andet højdepunkt nåede han – igen med Else Skouboe – som Maurice i L. Verneuils Hr. Lamberthier hvori skinsygen steg til patologisk desperation og pegede hen på den Othello som han aldrig kom til at spille på scenen. Perioden mellem Graven under Triumfbuen og Hr. Lamberthier var kulminationen af hans kunst. Teatret prøvede at udvide hans område med mange klassiske roller fx Klint i Genboerne der lå ham fjernt. Af Oehlenschläger spillede han Olaf Trygvesøn i Hakon Jarl, Vilhelm i Axel og Valborg og titelrollen i Tordenskjold. Af Shakespeareroller fik han Orlando i Som man behager og narren i Hellig tre Kongers Aften, men melankolien kvalte ethvert tilløb til lystig galgenhumor. Heller ikke Hamlet (1937) lykkedes. Figuren havde for mange psykologiske lag for S. der i stedet gjorde den danske prins til en robust handlingens mand med olme tyrekræfter der varslede om en fremtidig tyran. Han spillede en mærkelig Alceste i Misantropen. Skønt verset og ordene klang purt og smukt var der afgrunde af fortvivlelse i denne mand som lå langt fra Moliéres komedie. Det faldt i hans lod at blive den første Herodes i Kaj Munks En Idealist som blev en fiasko d'estime. Det lidenskabelige magtmenneske kunne han følelsesmæssigt fornemme, men den blændende komediant havde han ingen forudsætninger for at fremstille. Af Henrik Ibsen spillede han Peer Gynt og Falk i Kærlighedens Komedie der gav ham anledning til et fint romantisk spil. Det samme viste han som prinsen i Der var engang – som i poetisk og sproglig henseende havde sublime øjeblikke. Af en særlig art inden for hans rolleregister var Meyer i Indenfor Murene og Tusenbach i Tjekhovs Tre Søstre, karakterstudier der fik et skær af tragisk resignation gennemlyst af en stille humor som ellers ikke fandtes i denne de store følelsers skuespiller. Men det var og blev i det moderne repertoire han udfoldede sig størst som fx Stenmåren i K. Schlüters Afsporet og kaptajn Stanhope i R. C. Sheriffs Rejsen endt. Hans sidste sejre var titelrollen i O. Bangs Judas og pastor Kargo i Munks Kærlighed, især den sidste præstation var beåndet af lidelse og smerte. Positionen som førende skuespiller ved nationalscenen sluttede brat. Han gennemførte at spille Christiern II i Munks Diktatorinden, men brød sammen efter premieren og kom ikke til at optræde mere på Det kgl. teater. Senere spillede han dog Ibsens Brand på Folketeatret, den forsumpede skuespiller i E. Williams Hjertets Renhed. På Frederiksberg teater var han baron Helmuth i G. Wieds Hendes gamle Naade. Sidste gang han med fuld udfoldelse af sit talent spillede på Betty Nansen-teatret (dengang Alléscenen) var i baronens rolle i Strindbergs Baandet med det vældige temperament dæmpet og tøjlet til bristepunktet og bag hadet alligevel en strøm af ømhed. S. var en enestående kunstner. Privat, en alvorsfuld og sky natur.I statur var han tæt, bred, med kort hals, og et tungt fysiognomi med smukke brune øjne og et stort blik. Skønt han i banal forstand ikke tog sig ud som en elsker blev han sit slægtleds store mandlige erotiker med den kolossalt virile udstråling. Han visualiserede ikke sine figurer, følte sig altid fortabt i et kostume. Teknisk mesterskab og refleksion var ikke hans midler, kun gennem følelserne kunne han arbejde og byggede så at sige sin egen individualitet ind i rollerne, brugte sine egne lidenskaber og spillede så hårdt mod egne smertepunkter at det ofte blev med livet som indsats. Højest nåede han når han fremstillede nervøse forpinte tvivlrådige naturer der ligesom han selv "kæmpede med trolde". Tidligt blev han angrebet af angsttilstande, så pinagtige at han måtte dulme symptomerne med alkohol der alt for tidligt nedbrød hans fysik. Hans skæbne viste hvor stor og farlig skuespilkunsten kan være for bestemte kunstnertyper der kompromisløst opbruger de fysiske og psykiske ressourcer.

Da helbredet ikke mere holdt til at stå på scenen gav radioen ham de store udfordringer, og her medbragte han den væsentligste forudsætning: sin stemmes klang af malm og utrolig skønhed. Han kom til at spille over 300 roller og mange som teatret havde nægtet ham fx Horace i Fruentimmerskolen, Marki Posa, Ferdinand, Karl Moor hos Schiller, Faust og Egmont i Goethes skuespil, Jason i Medea og Kreon i Kong Ødipus. Shakespeareroller fik han på stribe, først og fremmest Othello som han lavede i to versioner, Edgar i King Lear, titelrollerne i Coriolanus, Macbeth og Timon af Athen, Romeo, Oberon i En Skærsommernatsdrøm og Marcus Antonius i Julius Cæsar. Af Oehlenschläger spillede han Ludvig i Sct. Hansaftenspil, titelrollerne i Aladdin og Corregio, Hagbarth i Hagbarth og Signe, Hakon Jarl og Helge i Yrsa. Men ellers spændte han fra Ruy Blas til grev Almaviva i Barberen i Sevilla, fra Danton i Büchners skuespil af samme navn til Macheath i Tiggerens Opera. S. fik nogle successer i bl.a. de tidlige danske talefilm Hotel Paradis, 1931 og Præsten i Vejlby, 1932. I Otte Akkorder, 1944 vandt han som den sky, forkomne provisor på apoteket den første danske filmpris 1945. Johan Jacobsens Brevet fra afdøde, 1946 blev hans sidste film og havde premiere kort efter hans død.

Familie

Forældre: komponist, kgl. kapelmester Johan Svendsen (1840–1911) og danser Juliette V. Haase (1866–1952). Gift 1. gang 27.2.1923 i Kbh. (Matth.) med Ellen Tvede, født 2.4.1900 i Kbh., d. af tandlæge Hans Peter Nicolai T. (1867–1941) og Astrid Emma Elisabeth Strøyer (1875–1954). Ægteskabet opløst 1939. Gift 2. gang 24.10.1942 på Frbg. (b.v.) med Jytte Høeg Brask, født 2.9.1909 på Frbg., død 31.1.1984 i Kbh., d. af kontorchef Frantz Richard Høeg B. (1877–1941) og Elisabeth Ovidia Hansen (1878–1961).

Annonce

Udnævnelser

R. 1933.

Ikonografi

Mal. af V. Kongsdal, 1907. Tegn. af Henrik Lund og af Vald. Møller. Afbildet på tegn. af Viggo Thomsen, 1932 (Teatermus.). Mal. af E. Saltoft, 1934. Buste af H. Isenstein, 1936. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1944. Foto (Kgl. bibl.; Teatermus.; filmmus.; Det kgl. teaters bibl.). Dødsmaske taget af Ferdinandsen (Teatermus.).

Bibliografi

Oskar Schlichtkrull i Politiken 6.6.1928. Fr. Schyberg: Ti års teater, 1939. Samme: Teatret i krig, 1949. Samme: Danske skuespillerportrætter, 1959 138–42. Sv. Erichsen: Else Skouboe, 1942. Henrik Rechendorff i B.T. 1.9.1942 og 10.10.1946. Mogens Garde sst. 4.12.1970. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945. Samme: Forlystelsernes allé, 1958. Fr. Schyberg i Politiken 10.10.1946. Oluf Bang i Berl. aften s.d. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 11.10. s.å. (optr. i forf.s Vedbend og laurbær, [1952] 51–60). Sv. Erichsen i Socialdemokraten s.d. Haagen Falkenfleth i Nationaltid, s.d. Sigfr Johansen i Berl. aften 12.10. s.å. Oluf Bang: E. J.-S. 1947. Teatret på Kongens Nytorv 1748–1948, 1948. De musiske udsendelser. DR 1925–75 I, 1975. Sv. Kragh-Jacobsen: Teateraftener, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Eyvind Svendsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298020