Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eyðun Johannessen

Oprindelige forfattere MeHa og JDav
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Eyðun Johannessen, 28.4.1938, skuespiller, instruktør. Født i Torshavn. Efter at have medvirket en tid ved Sjónleikarhúsið, Torshavns lille amatørscene, blev J. 1957 aspirant ved Det kgl. teaters elevskole og 1960 elev ved Odense teater hvorfra han fik afgangseksamen 1960. Efter studieophold i Hamburg og Berlin, bl.a. Berliner Ensemble, Bertolt Brechts teater, vendte J. tilbage til Færøerne hvor han arbejdede som instruktør ved teatret i Torshavn til 1970. I dette tidsrum instruerede han for Torshavns teaterforening 25 skuespil, klassiske og moderne, herimellem også nye stykker af færøske forfattere. Han deltog fra 1965 i unge nordiske instruktørers studierejser i Danmark, Polen, Tyskland, England og Island. 1970–73 var han vicerektor og instruktør ved Århus teaters skuespillerskole og 1973–77 kunstnerisk leder ved Torshavns teater og Landsstyrets teaterkonsulent for Færøerne. Han instruerede 1977 det færøske skuespil Skibet (Steinbjørn B. Jacobsen) ved Islands nationalteater. J. oprettede aug.1977 det første professionelle færøske skuespillerhold Grima der opførte stykker på Færøerne, i Danmark og på Island. Han var 1979-86 rektor ved skuespillerskolen ved Århus teater. På Århus teater iscenesatte han en række markante forestillinger, bl.a. Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, 1981, Milan Kunderas Jacques og hans herre, 1984 og den seks time lange opsætning af Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per, 1988. – J. har gjort et betydningsfuldt pionerarbejde for amatørteatervirksomheden på Færøerne som under hans ledelse har udviklet sig smukt i retning mod det kunstnerisk selvstændige og professionelle.

2000-05 var J. leder af teatret Grima i Torshavn, og 2000-04 var han medlem af bestyrelsen for Færøernes kulturfond. 1997 tildeltes han Statens kunstfonds livsvarige ydelse, og 2001 modtog J. Færøernes Landsstyres kulturpris.

Familie

F: arbejder Johannes J. (1910-86) og Ása Isholm (1909-96). Gift 24.7.1960 i Badskær k. i Vendsyssel med Tove Jakobsen, født 4.11.1934 i Høgsted ved Vrå, d. af landmand Helge Holger J. (født 1905) og Kirstine Larsen (født 1908).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, John Davidsen: Eyðun Johannessen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292216