Erling Schroeder

Erling Schroeder, 1.3.1904-17.10.1989, skuespiller, instruktør. Født på Frbg. Efter studentereksamen 1923 blev S. uddannet på Det kgl. teaters elevskole hvor han 1926 debuterede i Stormen. Da et engagement ophørte 1927 spillede han på Aarhus teater indtil han 1931 vendte tilbage til nationalscenen for dog allerede 1935 at virke ved privatteatrene. Han var 1943–47 og 1950–53 direktør for Riddersalen hvor han iscenesatte størstedelen af repertoiret. Siden har han været meddirektør på Apollo-teatret 1954–56, instruktør på Det kgl. teater 1967–70 og i øvrigt instrueret på vekslende teatre i København og i provinsen, de seneste år bl.a. på Gladsaxe teater og Strøghus teatret. 1961 erhvervede han sig en antikvitetsforretning i København. – Efter nogle år på Det kgl. teater fik S. i Århus tildelt hovedroller som fx Hamlet og Aladdin hvor især det romantiske ydre gjorde sig gældende. På de københavnske privatteatre spillede han ofte elegantier i lystspillet og var førstekraft på Dagmarteatret og Riddersalen hvor han bl.a. var en udsøgt Macheat i Laser og Pjalter, 1937. I denne periode spillede han ligeledes inden for operettegenren og var en charmerende grev Danilo i Den glade Enke på Fønixte-atret 1938. Han manglede dybden i de seriøse roller, som fx Hamlet på Riddersalen, 1944, men demonstrerede udmærkede evner inden for karakterfaget som Joe i Livet er jo dejligt på Riddersalen, 1943.

Som ung og aktiv direktør for Riddersalen var S. med til at indføre moderne, udenlandsk dramatik og skabte herved en tiltrængt fornyelse i dansk teater. Caligula, 1947 og Pigeleg, 1951 var således vovede repertoirevalg, ligesom tiden fandt Volpone, 1951 særdeles sanselig og grov. I Lorry indrettede han et kvadratteater 1952 med plads til 200 tilskuere, en for danske teaterforhold ny anti-naturalistisk sceneindretning der dog kun fik kort levetid. På Apollo-teatret var det især lystspillet han varetog som instruktør i rap og kvik indretning som fx Hvad ved Mor om Kærlighed, 1956 og Fransk uden Tårer, 1955. I 1950erne var det de moderne amerikanske dramer S. især forløste, fx Lang dags rejse mod nat på Det kgl. teater, 1957, En sælgers død samme år og Glasmenageriet på Dansk folkescene. En kort overgang var han skuespiller på Det ny teater hvor han bl.a. spillede sagføreren, fortrinligt karakteriseret i Messe for en Skøge, 1958. Herefter helligede han sig atter instruktørgerningen hvor især hans medhjælpende personinstruktion må fremhæves. I En duft af honning, 1960 på Alléscenen fremdrog han gennem sin excellente iscenesættelse nye sider hos Ghita Nørby og i Mus og Mænd, 1961 var personinstruktionen ligeledes af afgørende betydning for stykkets skuespillere. Til trods for en traditionel opfattelse af Vildanden på Ålborg teater 1964 blev forestillingen et gennembrud for Lone Hertz som seriøs skuespiller. Nyforsøg inden for afromantiserede Shakespeare-forestillinger skete i Troilus og Cressida, 1968 på Det kgl. teater, i Købmanden i Venedig på Det ny teater, 1971 og i Som man behager, 1973 på Ny Scala.

S. er overordentlig berejst, og hans største indsats ligger således i indførelsen af moderne europæisk dramatik på danske scener. Han er den smagfulde instruktør der aldrig benytter effekter for effektens egen skyld, men har evnen til at samstemme lys og dekoration med den bedste udnyttelse af det givne scenerum. Der ligger gennemkultiveret teatertradition til grund for iscenesættelserne hvorimod problemet kan være de særkendende intentioner og det store vingesus. Opvokset i den naturalistiske skole er det især personinstruktionen og sammenspillet, der lykkes. Som tekstnær instruktør med vægten lagt på god dramatik holder S. sig til forfatterens intentioner selvom han ikke er bange for at stramme gennem tekstbeskæringer. S. har gæstespillet i London 1938 og instrueret i Sverige. Han har været flittigt anvendt som radioinstruktør og har ligeledes gjort sig gældende inden for film og TV, fx titelfiguren i Weyse, 1940 og sagføreren i TV-spillet Ka' De li' østers?, 1967. I efteråret 1982 har S. introduceret en helt ny genre idet han med stor succes fra scenen, og uden manuskript, har fortalt sine erindringer. -Teaterpokalen 1959. Teaterkatten 1960.