Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erika Voigt

Oprindelig forfatter OWal
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erika Voigt, Erika Augusta Voigt, 28.11.1898-29.5.1952, skuespiller. Født i Randers (Skt. Morten), død i Kbh. (Vor Frelser), begravet sst. (Vestre). V. fødtes som den yngste af en stor søskendeflok. Hun havde en ualmindelig god stemme og fik sangundervisning hos Rudolf Hoffmann. Som 17-årig traf hun i Nørresundby sin senere mand Kai Voigt som engagerede hende til sit teater. Hermed indledtes hendes karriere som revyskuespiller i provinsen. Gerda Christophersen opdagede her hendes talent og stemmemidler og engagerede hende til en række operettepartier bl.a. i Sommer i Tyrol – mens hendes revykarriere fortsatte i Nørresundby, Århus, Nykøbing F., Helsingør og Kbh. Gennem Nancy Nathansen, en overgang meddirektør for Helsingørrevyerne, kom hun til Apolloteatret og-en-gageredes en længere årrække på dette revyteater. I Apollorevyen 1943 brød hun endelig igennem med Tante Agathe af Aage Stentoft og Mogens Dam. Så fulgte i tæt rækkefølge Sådan var det ikke i 90'erne (Stentoft/Epe), Den var lille i fjor (Amdi Riis/Epe), 5. maj (Riis/Epe), Bakke-sangerinden (Epe og Poeten), Ikke om søndagen (Epe) og Thyra Danebod (Epe). Hun fandt i Epe den forfatter der forstod hendes groteske gemyt og hendes glade gøglersind. Hun medvirkede med succes i en lang række revyer på Apollo, Dagmar, ABC og i Helsingør. 1948 sang V. Stentoft og Arvid Müllers Jacobsen hvor hun fortolkningsmæssigt nåede Osvald Helmuth når han var bedst – og Ud vil jeg ud hvor hun tangerede Liva Weel, og hvor man tydeligt kunne høre at kgl. kammersanger Else Schøtt havde hjulpet hende på vej. Hun blev aldrig operasanger, men hun mestrede parodien som ingen anden. V. filmede i en lang række karakterroller 1931-51. I Bag de røde Porte, 1951 spillede hun en bakke-sangerinde – og det forårsagede at hun på grammofonplade kom til at indspille en lang række af vore klassiske syngepigeviser på fortræffelig vis. Som karakterskuespiller på teatret fejrede hun triumfer i Min søn Peter, Madame sans Gene og i sin sidste rolle som skøgen Carina i Ben Jonsons Volpone på Riddersalen 1951.

Familie

Forældre: arbejdsmand Niels Eriksen og Johanne Kathrine Olesen (født ca. 1859). Gift 1. gang med skuespiller, teaterdirektør Kai Einar Thorkild V., født 7.9.1894 i Kbh. (Matth.), død 28.1.1946 i Gentofte, s. af handskemager Jacob August Adolf V. (1855-1902) og Marie Louise Lamp (født 1860). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang med kapelmester Arne Emil Wellejus. Ægteskabet opløst 1939. Gift 3. gang 31.12.1939 i St. Magleby med solodanser Hans Brenaa, født 9.10.1910 i Stenmagle, s. af gårdejer og hestehandler Peter Petersen og Hansigne Marie Larsen; navneforandring 1928.

Ikonografi

Tegn. af Hans Sørensen, 1944 (Teaterhist. mus.). Foto.

Annonce

Bibliografi

Interview i Socialdemokraten 26.4.1944. – Georg Wiinblad sst. 30.5.1952. Berl. tid. s.d. – Axel Andreasen og Jens Hansen: Ingeborg Bruhn-Bertelsen ..., E. V. og grammofonen, 1976(discografi).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Walbom: Erika Voigt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299061