Emmanuel Larsen

Emmanuel Larsen, Emmanuel Lorentz Larsen, 18.9.1865-16.6.1917, skuespiller, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet sst. L. blev student 1883, privat dimitteret, og tog n.å. filosofikum. Han studerede engelsk og nederlandsk filologi med magisterkonferens som mål, men opgav studierne. Da C. Riis-Knudsen 1889 begyndte sin idéfyldte ledelse af Dagmarteatret, var L. blandt dets unge kunstnere. Den lille, stærkt byggede mand besad et udmærket sceneansigt og udtryksfulde øjne, men i begyndelsen led hans spil under en modsætning mellem hans ubændige vilje og hans tekniske formåen; stemmen skæmmedes af en bilyd, og han virkede ofte forceret og anspændt. Men allerede 1890 vakte han opmærksomhed som sekretæren i Kampen for Tilværelsen, og gennem et hårdt arbejde lærte han at beherske sine midler; lidt efter lidt vandt han almindelig anerkendelse som en ideelt præget, fantasifuld karakterskuespiller med dyb respekt for sit kald. Egenartede typer (den selvgode foged i Brand, den listige Søren Rosin i Bønder, den selvglade Snild i Erotik og pyromanen Ole Madsen i Den røde Hane) kunne han levendegøre, og han evnede som ingen anden scenekunstner i samtiden at fremstille begrebet angst (Kryses i Kongesønner; ægtemanden i I Telefon). Olivier i Ludvig XI og Svase i Snefrid vidnede om hans store maskeringstalent, hvorimod hans higen efter den klassiske tragedie kun resulterede i en succes d'estime som Frantz Moor i Røverne.

L. var en moderne skuespiller, spændstig, voldsom i sin kraftudfoldelse eller stilfærdig intens. 1905 forlod han med "De Otte" Dagmarteatret som en protest mod Martinius Nielsens styre og optrådte derefter i Kristiania (Oslo) og norske og danske provinser for 1908 igen at vende tilbage til de københavnske privatscener, denne gang Folketeatret, også som instruktør, i hvilken egenskab han 1914–17 virkede med stort held på Alexandrateatret i Frederiksberg allé (Eventyret). Inden for sin stand gjorde L. 1909–11 et grundlæggende arbejde som formand for Dansk skuespillerforbund, og henimod de halvthundrede år gennemførte han sit ungdomsstudium der 1914 førte ham til magisterkonferens i alm. og sammenlignende litteraturhistorie. Da en hjernesygdom afbrød hans ualmindelige løbebane, et sjældent vidnesbyrd om vilje og energi, var han i færd med at lægge sidste hånd på en dramaturgisk doktorafhandling og var valgt til direktør for Odense teater. Døden standsede ham på vejen mod hans egentlige mål: at blive nationalscenens direktør, valgt af socialdemokratiet, hvortil han fra ungdommen havde sluttet sig.