Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emma Thomsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Emma Thomsen, Emma Alice Thomsen, 21.11.1863-15.1.1910, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Ass.). Den norske maler Christian Krohg kaldte 1893 T. "verdens skønneste kvinde". Hun havde da i en halv snes år tilhørt Det kgl. teater hvor hun 14.9.1883 debuterede som Johanne i Eventyr paa Fodrejsen og som hun tilhørte til hun døde. Hendes harmoniske skønhed betingede, at man stillede de mindst mulige krav til hendes uddannelse og gav hende et større repertoire end det ellers er begynderes lod at få. Hun sang net, var sød og indtagende som vaudevillernes unge piger hvis empirekostume klædte hende (Margrethe i Abekatten, Lise i Køge Huskors, Constance i Aprilsnarrene. Sophie i Nej), men sejrene var for letkøbte, og hun undgik ikke at virke fersk ved idelig gentagelse af den samme type. Skønheden havde vel banet hende vej, men hindrede hende længe i at opnå kunstnerisk anerkendelse. Selv var hun ikke tilfreds med bestandig at være "yndig", men stræbte mod karakterrollerne, og allerede da hun spillede den overfladiske Fanny i En Skandale, 1884, den beregnende Elise i Kærlighed og den giftelystne Klara i Under Snefog, røbede hun sikker iagttagelse af københavnerinden uden ånd. Efterhånden blev hun en af teatrets nyttigste skuespillere med den tekniske form i orden, også når hun optrådte i Shakespeare (Helena i En Skærsommernatsdrøm, Portia i Købmanden i Venedig) eller i Adam Oehlenschläger (Gulnare i Aladdin, Maria i Væringerne). Hos J. L. Heiberg udførte hun tolv roller, deriblandt Elisabeth i Elverhøj endog 250 gange. Men sit store gennembrud fik hun først ved en velgørenhedsforestilling på Folketeatret (6.12.1900) da hun ud fra de erfaringer, livet havde bragt hende, forsvarede hustruen Maria i Edv. Brandes' skuespil Under Loven med en lidenskabelig kraft som ingen havde tiltænkt hende. De brillante toiletters skuespiller der med elskværdighed på scenen beherskede det elegante selskabsliv og kunne virke både besnærende (Ildfluen i Da vi var enogtyve-) og let komisk, forvandledes her fra lam til løvinde og fandt i de følgende år sandfærdige og ærlige udtryk hos kvinder som segner under skuffelser, eller hvis liv er bestandig opofrelse. Blandt de mest interessante af de ca. 170 roller hun spillede var Henriette i Skyldig – ikke skyldig, Maria i Paa Storhove, Akulina i Mørkets Magt, den af elskov både dybt fornedrede og højt ophøjede Katuscha i Opstandelse og den halvdannede kunstner-boheme i Johan Ulfstjerna. I sin sidste periode følte hun sin stilling truet af teatrets engagement af Betty Nansen og kæmpede med sygdom; hun optrådte sidste gang 22.12.1909 som den blide og forstandige jødinde Gerda Sommer i Daniel Hertz.

T.s kunstneriske udvikling var ualmindelig. Den unge pige fra vaudevillerne blev ikke alene repræsentanten for damen fra det gode selskab men karakterskuespiller på et bredt område. Hun var ærgerrig, overmåde flittig og aftvang respekt ved sin naturalistiske stræben. Hendes kunst var hverken særpræget eller interessant, men udsprang fra et jævnt og ærligt sind, og hendes medfødte gave, skønheden, for hvilken hun modtog megen hyldest, forvandlede ikke hendes væsens ligefremme naturlighed. Hendes tidlige død betød et virkeligt tab som ikke kunne erstattes. Skulle man sammenligne T. med en ældre tids skuespiller måtte det blive Josephine Eckardt, og en epigon fik hun i Ingeborg Middelboe (1887–1931). Sammen med Emma Gad, til hvis skuespil T.s navn også var knyttet, deltog hun ivrigt i det københavnske bourgeoisis velgørenhedsarbejde.

Familie

Forældre: translatør, engelsk vicekonsul, krigssekretær Carl Vilhelm Lange (1820–75) og Dorothea Stibolt (1833–98, gift 1. gang 1849 med drejermester Jens Jørgen August Clemensen, 1819–54). Gift 1. gang 28.3.1888 i Hvidovre med skuespiller Poul Nielsen, født 11,12.1862 i Kbh. (Frue), død 8.8.1931 sst., s. af tjenestekarl Jens Jørgensen og Karen Sophie Sørensen, adopt. 1876 af marskandiser Jens N. (ca. 1830–80) og Ane Kirstine Olsen (ca. 1819–1907). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 24.9.1897 i Kbh. (Slotsk.) med premierløjtnant, senere kaptajn i flåden og siamesisk admiral Fritz T., født 22.4.1864 i Kbh. (Garn.), død 13.9.1935 på Montebello ved Helsingør, s. af premierløjtnant, senere oberstløjtnant i infanteriet Fritz Christian Martin T. (1840–1931) og Engel Cathrine Nicoline Metzgen (1843–96).

Annonce

Udnævnelser

Ingenio et arti 1908.

Ikonografi

Tegn. af KS 1885 (Kgl. bibl.). Afbildet på P. Fischers mal. fra Det kgl. teater, 1888. Træsnit 1890 efter foto. Tegnet i rolle af P. S. Krøyer, 1893. Afbildet på træsnit af de fra Slesvig udviste skuespillere 1894. Træsnit af A. Bork, 1897, efter foto. Tegnet i rolle af E. Krause bl.a. 1901, 1904, 1906 (Teatermus.). Mal. af Sophus Jurgensen, 1903 (Det kgl. teater). Tegn. af samme s.å. (Teatermus.) og 1907. Tegn. af Bertha Dorph (Teatermus.), farvelitografi af samme. Tegn. af Fr. Andersen (Kgl. bibl.) og af Gerda Ploug Sarp (Teatermus.). Relief af Anne Marie Carl Nielsen (mindesmærke på graven). Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 25.12.1893. A. Aumont og Sv. Lange sst. 6.1.1910. Edv. Brandes i Teatret I, 1901–02 1–4. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. IV-V, 1927–30. Samme: Det kgl. teaters hist. 1890–92, 1970. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv og af da. teaters hist., 1930 215. – John Arhtur Lange om E. T. som menneske og skuespillerinde (manus, i Kgl. bibl.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Emma Thomsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298306