Emil Helsengreen, Emil Waage Helsengreen, 25.2.1863-30.7.1932, skuespiller. Født i Kbh. (Frue), død sst., urne på Solbjerg kgd. H. var uddannet som smed og havde spillet dilettantkomedie under et ophold i USA inden han 3.9.1885 debuterede i Ålborg; 17.6.1887 optrådte han første gang i Kbh. i en parodikomedie på Frbg. morskabsteater; 1887–88 var han knyttet til Casino og deltog bl.a. i uropførelsen af Strindbergs Faderen; senere tilhørte han i tolv år norske og danske provinsscener, indtil han fra efterårssæsonen 1900 af direktør J. F. S. Dorph-Petersen blev ansat ved Folketeatret i hvis ensemble han passede fortrinligt, og hvor han virkede til sin død. Her brød H. straks igennem ved sin groteske fantasi som Store Klaus i Gustaf af Geijerstams dramatisering af H. C. Andersens eventyr; snart efter virkede han pudsig som den hjælpeløse greve i farcen Smiths Hvedebrødsdage, og med viceværten i Emma Gads Gadens Børn begyndte han sine sanddru og lunerige skildringer af typer fra proletariatet på hvilket område han blev uovertruffen. Navnlig var Svup-Nikolaj i folkekomedien Forbryderliv, 1906 en original figur med dybe perspektiver, en generalnævner for en hel række "handelsmænd" af ubestemmelig metier fra samfundets nederste lag. H. var en scenisk urkraft, stor og tung, uden kundskaber og tradition, men med den fødte skuespillers evne til at beherske scenen med et blik, en gestus. Noget primitivt og klodset prægede hans skikkelser der kunne minde om den svenske billedskærer Döderhultarens træfigurer. Hans replikteknik var mangelfuld, men situationsfølelsen ubegrænset. Parallelt med det komiskbrutale i hans begavelse (titelrollen i Boubouroche; Per Bunke i Pigernes Alfred) løb hans evne for det rørendenaive (Kellermann i Hans Højhed). Han optrådte sidste gang som købmand Madsen i Ebberød Bank 1.5.1932.

Familie

Forældre: skuespiller Frederik H. (1827–90) og Wenzeline H. M. Stripp (1834–85). Gift 1. gang 20.8.1890 i Kbh. (Matth.) med skuespiller Hilda Moe, født 3.9.1869 i Bergen, død 24.7.1891 i Kbh. (Matth.), d. af skolelærer Hans Mathias M. (1835–1920) og Martha Marie Hansen (1840–1913). Gift 2. gang 1.6.1894 i Kbh. (Helligk.) med skuespiller Hedvig Dorthea Rechendorff, født 26.2.1872 i Kbh. (Ty. ref.), død 5.10.1901 sst., d. af guldsmed Wilhelm Valentin R. (1830–95, gift 2. gang 1886 med Thora Dorothea Rechendorff, 1858–96) og Theorine Henriette Sophie Karup (1836–79). Gift 3. gang 9.9.1924 på Frbg. (b.v.) med Karen Ida Jensen, født 12.9.1887 i Kbh. (Helligg.), død 21.12.1944 på Frbg., d. af arbejdsmand Jens Peter J. (død 1925) og Anna Jensine Kristine Gudman (død 1896). -Bror til Albert H.

Udnævnelser

R. 1926.

Ikonografi

Mal. af Carl L. Nielsen 1926, 1927 og i rolle, 1929 (alle Teatermus.). Tegn. af Eigil Petersen (Kgl. bibl.), Fr. Andersen (sst.), Albrecht Schmidt (Teatermus.) og Emil Krause (sst.). Foto.

Bibliografi

Chr. Houmark i Teatret VI, 1906–07 77–80. Axel Breidahl sst. XXV, 1925 53–55. Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1857–1908, 1919. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig