Else Skouboe

Else Skouboe, Else Johanne Louise Skouboe, 19.12.1898-12.2.1950, skuespiller. Født i Lemvig, død på Frbg., urne på Mariebjerg kgd., Gentofte. S. blev uddannet på Det kgl. teaters elevskole 1916–18 uden dog at blive engageret. Men hun fik en meget lovende debut på Århus teater som Ida i Den kære Familie (9.2.1919) og her kom også udfordringerne i et yderst afvekslende repertoire, Petra i En Folkefjende, Puk i En Skærsommernatsdrøm, Norma i G. Kambans Vi Mordere. Størst lykke gjorde hun som komtessen i W. Norries lystspil Løjtnantens civile Bror hvor hun beåndede en konventionel teaterfigur. 1921 hentede Frede Skaarup hende til Kbh. og på Det lille teater fik hun et epokegørende gennembrud som Anne i H. Müllers Flamme (11.11.1921) der med ét slag gjorde hende til sin generations store erotiske skuespiller. Rollen var et paradenummer à la kameliadamen, men hun evnede at gøre den til en bevægende menneskelig tragedie. Diktionen var syngende, stemmen glasklar og med et rigt varieret udtryksregister. 1922 blev hun engageret til Dagmarteatret hvor man ofte anvendte hende i det tragiske fag uden at have sans for humoren og de capriciøse sider af hendes talent. I Poljakovs Labyrinten spillede hun for første gang sammen med Eyvind Johan- et sammenspil der senere og på sine højdepunkter kom til at måle sig med Poul Reumerts og Bodil Ipsens. Efter at have spillet Mary Peerybingle i Faarekyllingen ved Arnen, Elsa i Hr. Arnes Penge og Martine i J. J. Bernards skuespil af samme navn blev det fastslået som et handicap at hun så decideret var en "moderne" skuespiller, og her dækkede "moderne" over det psykologisk komplicerede, forfinede og dekadente. Af egentlige digteriske opgaver fik S. kun Christine i A. Schnitzlers Elskovsleg og B. Shaws Jeanne d'Arc der ikke lå umiddelbart for hende. Det blev mere legendens serafiske Jeanne end det Shawske paradoks anno 1923. Men en fuldkommen sejr blev hendes Geneviève i Gignoux's og Théry's vittige komedie Den grønne Ungdom hvor hun spillede en ung pige der af hensyn til sin mor skal virke som 13-årig og her afslørede sin virtuositet som comédienne med en blanding af barok poesi og erotisk pikanteri. Så åbnede nationalscenen sine porte for hende. De følgende fem år (1926–31) fik hun kun undtagelsesvis de rigtige roller. En del historiske og klassiske opgaver lå hende fjernt, fx Agnete i Elverhøj, prinsessen i Der var engang –, kejserinde Zoe i Væringerne i Miklagard. Men professorfruen Jeléna i Onkel Vanja i sammenspil med Eyvind Johan-Svendsen lykkedes og med ham som partner spillede hun Aude (soldaterbruden) i Graven under Triumfbuen. Indlysende for hendes talent var Célimène i Misantropen, Myrrhine i Aristophanes' Lysistrate men triumfen blev dog Trine i Aprilsnarrene der fremstod som en grim lille 12 års pige med daskende arme, halvåben mund, kysk og nyfigen på samme tid og med talentfuld ironi over for figuren. Derpå fulgte Katharina i Trold kan tæmmes, en rolle hun spillede første gang i Johs. Poulsens iscenesættelse på Kronborg 1926. I dronningefaget var hun Mariamne i førsteudgaven af K. Munks En Idealist og et højdepunkt i karrieren blev Schillers Maria Stuart som hun senere uddybede på gæstespil i Berlin 1939.

Sammenspillet med Bodil Ipsen (som Elisabeth) og S.s erotiske personlighed hørte til periodens store stunder. Hun forlod teatret og rejste til England for at se teater og vendte hjem med Somerset Maughams 2x2 (Penelope) som hun kom til at spille på Det ny teater 1931. Den uimodståelige society-kvinde ramte i centrum af hendes talent og blev en virtuos præstation, raffineret og primitiv på samme tid. Sejren førte hende tilbage til Det kgl. teater hvor hun 1932–34 blev Stærekassens primadonna og spillede en række moderne elskerinder som Esther/Lilly i Karl Schlüters Afsporet, titelrollen i Christen Juls Valkyrie, den prostituerede Myra i R. Sherwoods Waterloo Broen, men sin største sejr vandt hun som Germaine i L. Verneuils skinsygedrama Hr. Lamberthier i sammenspil med Eyvind Johan-Svendsen. Her viste hun et menneske i kunstnerisk forkortning. Præstationen blev et uforglemmeligt bidrag til løgnens og angstens psykologi. Stykket blev en enorm succes på Kongens Nytorv og hun gav gæstespil som Germaine i Norge. I denne periode spillede hun også prinsesse Charlotte Frederikke i C. Gandrups Kongeligt Blod, den grønklædte i Peer Gynt, Batseba i K. Munks De Udvalgte, og Pernille i Henrik og Pernille. Herefter tilhørte hun privatscenerne, bortset fra en enkelt sæson på Det kgl. teater 1939–40 hvor hun spillede K. Abells Judith, en rolle der var skrevet over hendes herskende evne: den moderne kvinde indpodet i en klassisk kvindeskikkelse. I 30erne bar hun Folketeatrets forestillinger som Nora i Et Dukkehjem, der var en nyskabelse af usædvanlig rækkevidde, Julie i Romeo og Julie, der dog ikke blev en indlysende sejr fordi hendes forhold til rollen stammede fra et tilbagelagt trin på hendes udvikling, Hedvig i Vildanden, Frk. Schmidt i Han sidder ved Smeltediglen og den internationale eventyrerske Irene i R. Sherwoods Den store Galskab. I Noël Cowards tre enaktere under fællestitlen I Aften kl. 8.15 viste hun en kavalkade af hele sin formåen, særlig som vittig entertainer på laveste plan i Paprika. Men dejligst og helt suveræn var hun i Giraudoux' Amphitryon 38 hvor hun kreerede sin guddommeligt vittige men højst sanselige og jordiske Alkmene i sammenspil med Henrik Bentzon. På Betty Nansen teatret havde S. haft Bentzon som partner i Nicodemis Morgen, Middag og Aßen og partnerskabet fortsatte i Bagtalelsens Skole hvor hun var Lady Teazle, en af de største Folketeatersuccesser der holdt sig gennem spærretiden og stod på plakaten på befrielsesdagen i maj 1945. Med årene blottedes dybere lag i hendes natur som blev mærkbare i hendes version af Euripides Medea i Robinson Jeffers udgave. Lucretia i Den Vægelsindede var den sidste rolle hun spillede på Folketeatret. På Det ny teater var hun skuespilleren Julia i dramatiseringen af Somerset Maughams Teater hvori hun vendte vrangen ud på sin metier og leverede stjernespil af internationalt format. Hun optrådte sidste gang på Frederiksberg teater som Olivia i T. Rattigans Ægteskab, 1949.

S. tragtede ikke efter de legendariske scenefigurer i det klassiske storspil. Hun var den moderne kvinde og hendes særlige evne var at kunne digte et nuanceret liv over halvlitterært teaterskrædderi som hun formåede at gøre til gribende virkelighed. Det erotiske var orgelpunktet i hendes spil. Hun evnede ikke at omskabe sig men gik med sin egen person ind i rollerne og fandt den sangbund der gav genklang i hende selv, og således opstod hendes sceniske universer. S. begyndte på radioen 1928 og fik lejlighed til at spille en lang række roller som teatret ikke gav hende, bl.a. Hanne i G. Hauptmanns Lille Hanne, Eboli i Schillers Don Carlos, Eleonore i Paaske, Oscar Wildes Salome, Teresina i H. Drachmanns Renaissance, Lysalf i sammes Vølund Smed, Eliza i Pygmalion, Rosina i Barberen i Sevilla, Ophelia i Hamlet og Gertrud i H. Söderbergs skuespil af samme navn. S. fik en stor filmsucces som natklubværtinden Fru Gaby i Tango, 1933. – Hun modtog Ingenio et arti 1933, blev studenternes æreskunstner 1940 og fik Tagea Brandts rejselegat s.å.