Elith Pio

Elith Pio, Viggo Elith William Pio, 3.7.1887-10.2.1983, skuespiller. Født i Kbh. (Frue), død i Bistrup, begravet i Birkerød (Ass.). P. er af teaterslægt. Oldefaderen var Carl Winsløw, hans far en af Casinos frodigste karakterskuespillere. Som tilfældet ofte er med teaterbørn blev P. ikke opmuntret til at følge i familiens fodspor, han måtte end ikke spille dukketeater. Men han lod sig ikke kue, begyndte beskedent på sommerteatret i Kalundborg (1907), dernæst ved Peter Fjelstrups selskab der turnerede i Danmark og Norge, senere under Emil Wulff på Frbg. teater. 1909 kom han til Casino hvor han prøvede kræfter som altmuligmand fra drengeroller til gamle mænd og modtog inspirerende påvirkning fra Herman Bangs instruktion. 1914 hentede Holger Hofman ham til Dagmarteatret hvor han som Christian 7. i Støvlet-Kathrine, 1915, for alvor viste hvad han var og skulle blive, karakterskuespiller. Hans gribende spil skaffede ham en folkelig og langvarig succes der førte til gæstespil i Stockholm 1917, Århus 1924 og på Folketeatret 1931. Det afgørende gennembrud blev dog advokaten i Et Drømmespil. Som "belønning" herfor fik han Mefistofeles i Faust som han dog, fysisk som psykisk var for ung og spinkel til at mestre, men han tog revanche som dr. Utkin i Otto Rungs Fanevagt hvor han blev instrueret af Henri Nathansen. Den fornemste præstation i denne periode var Jean i J. Sarments Skyggefiskeren, et portræt af en sjæleligt afsporet, en tænker og digter der lever i sin egen drømmeverden. 1923-24 var P. på Betty Nansen-teatret, n.å. på gæstespil i provinsen, så atter på Dagmarteatret 1924-25 hvor han spillede dauphinen Carl VII i Shaws Jeanne D' Arc, derefter på Dansk skolescene og atter tilbage til Dagmarteatret. Det var bl.a. Henri Nathansen som 1931 fik P. ind på Det kgl. teater, hvor Thomas More i Kaj Munks Cant blev hans første rolle. Men gennembruddet på nationalscenen blev den totalt massakrerede flyver Jobson i Christen Juls Valkyrie, 1932 som han gav al sin barske humor i genialt samspil med Else Skouboe og Eyvind Johan-Svendsen Som lænestolen i Eva aftjener sin Barnepligt, 1936, udtrykte han Kjeld Abells ætsende spot og ironi over for borgerskabet så stærkt at teaterchefen intervenerede og fik præstationen mildnet og derved fejlsporet. En lang række højst forskellige roller fulgte, bl.a. terroristen Rigault i Nederlaget, gamle Mahon i J. M. Synges I Sandhed en Helt. Han spillede både Dr. Relling og gamle Ekdal i Vildanden og Meyer i Indenfor Murene. Dybt original var hans Knappestøber i Peer Gynt og i særklasse paven i Becket i funklende replikduel med Poul Reumert. Jerusalems skomager tilhørte P. i mange år og som han både gav den tyste magi og studenterkomediens underfundighed. Afskeden med teatret skete næsten symbolsk i rollen som den gamle Firs i Kirsebærhaven, 1973.

P. blev i enestående grad de mindre rollers stormester. At bringe dette tilsyneladende modsætningsfyldte fænomen af en skuespiller på en formel lader sig ikke gøre, dertil har han vist os for mange vidt forskellige særlinge, fantaster, drukkenbolte, kynikere, skarpe intelligenser, men også poetiske skikkelser, tragiske eller tragikomiske figurer som alle er tegnet præcist. Alligevel er der en fællesnævner, noget elementært menneskeligt som mange har kunnet spejle sig i. Han har vist den skjulte eller åbenlyse galskab som bor i os alle, og at hans særlinge har rødder i det liv vi alle kender.

Sit største publikum har P. imidlertid fået gennem radioen. Hvad teatret nægtede ham af hovedroller på grund af nogle fatale tommer i højden, det har radioteatret givet ham. Han har spillet et større antal roller end nogen anden (682). Hans omgang med mikrofonen er virtuos. Replikken rammer altid i plet. Sproget er tidløst. Stemmen kan bide, ætse, være klinisk saglig, funkle af skadefryd men også klinge mystisk og poetisk og eje den intime betroelses karakter. Han har så at sige spillet alt fra Vorherre til djævelen, fra Noureddin til Sortebroder Knud i Axel og Valborg, fra narren i King Lear til Versjinin i Tre Søstre, fra professor Higgins til Dareios genfærd i Aischylos' Perserne. På bånd findes bl.a. boghandleren i Ernst Bruun Olsens Men Boghandleren kan ikke sove, Falstaff i De muntre Koner i Windsor, vandringsmanden i Sct. Hansaftenspil. Han gentog gamle Mahon uden at figuren mistede noget af sit irske temperament, spillede Ole Vestervang i Klaus Rifbjergs De beskedne og den gamle herre i Finn Methlings monolog Den gamle Herre er til Koncert, 1976 som er skrevet for P. og senere udsendt i Østrigs radio. Hans mange oplæsninger omfatter både radioromaner, noveller, værker af H. C. Andersen, Pontoppidan, Dickens, Gorkis erindringer, Becketts Molloy og sidst Dostojevskijs Legenden om Storinkvisitoren, 1981. – På TV-skærmen har han fuldt ud kunnet udfolde den humor man nok vidste han ejede, men ikke i så intens en grad, bl.a. i Livsens ondskab, 1972.

1908 begyndte P. på Nordisk Film. Hans store tid oprandt dog først nogle år senere da han blev placeret i skurkefaget. Senere medvirkede han i Holger-Madsens og Asta Nielsens Mod Lyset, 1918, i Carl Th. Dreyers Præsidenten, 1920, Blade af Satans Bog, 1921 og Benj. Christensens Heksen s.å. Han har gennem 1930'erne, 40'erne, 50'erne og 60'erne markeret sig i en lang række talefilm, bl.a. Kirke og Orgel, 1932, Kongen bød, 1938, Forellen, 1942, Otte Akkorder, 1944 og For Frihed og Ret (grundlovsfilmen), 1949.

P. er dansk teaters nestor. Han har gennem dette århundrede formået at bevæge sig fra naturalismen over symbolismen til det absurde teater med en tilsyneladende selvfølgelighed. I en alder hvor de flestes udvikling forlængst er standset skyder hans fantasi stadig nye skud. Han har gjort mediernes begyndelse med, er vokset og har udvidet sit område i takt med dem. Mangfoldigheden har givet ham en enestående plads i dansk kulturliv. En jernhård disciplin har præget hans arbejde. Han har afskyet publicity, aldrig fejret jubilæer og været sit talents kloge herre og ydmyge tjener. P. har skrevet den fine erindringsbog Spejlet, 1958, oprindelig fire radioudsendelser, og At være – og – ikke være, 1980. - Ingenio et arti 1971.