Eline Heger

Eline Heger, Ellen Marie Heger, 13.12.1774-6.6.1842, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død i Tårbæk, begravet i Lyngby. H. havde frekventeret V. Galeottis danseskole og medvirket i hans balletter. Instrueret af madame J. C. Rosing hvis efterfølger hun blev som fremstiller af den nordiske ungmø, debuterede hun 26.11.1793 som Lucette i skuespillet Den gode Moder oversat af M. Rosing. Da hun få dage senere udførte titelrollen i Emilie Galotti brød hendes personlighed igennem. Der var over hendes ranke, lyse skikkelse, hendes blide diktion og i hendes tungsindige blik en betagende renhed. Jens Baggesen kaldte hendes jomfruelighed "hellig", og den syttenårige Adam Oehlenschläger, den treogtyveårige Henrik Steffens og den femogtrediveårige Knud Lyne Rahbek var alle forelsket i hendes poetiske fremtoning. Men hendes evne var enstrenget, hverken lunerig eller temperamentsfuld; hun havde skønne, naturlige udtryk for øm hengivenhed og blid melankoli, og den elegiske stemning hun vakte i tilskuernes sind var øjeblikkets og dertil en ny tone på Den danske skueplads. Hendes Dyveke i O. J. Samsøes sørgespil (1796) blev det kvindeideal der foresvævede Oehlenschläger da han digtede Thora i Hakon Jarl og Valborg i Axel og Valborg og i fremstillingen af disse skikkelser fik hendes ydre og indre evner deres rigeste udtryk. H.s navn er i teatrets historie uløseligt knyttet til hans; også Maria i Correggio, moderen i Den lille Hyrdedreng og Helga i Stærkodder gav hun scenisk liv. Efter alle vidnesbyrd bevarede hun sit milde væsen, sin blide jomfruelighed op gennem årene trods vanskeligheder i samlivet med sin opfarende, splittede mand og sorg over tabet af fire af de ti børn hun fødte ham. Blandt roller uden for det oehlenschlägerske repertoire udførte hun Estrith i C. L. Sanders Niels Ebbesen, Frederikke i A. W. Ifflands Jægerne, Marie i Goethes Clavigo, titelrollerne i Schillers Maria Stuart og B. S. Ingemanns Bianca. Da hun 13.1.1832 ved premieren på fru Gyllembourgs drama Magt og List havde spillet Sophies rolle, ramtes hun af apopleksi og berøvedes mælet for bestandig, men levede dog endnu i ti år. Ved hendes død skrev hendes svigersøn, historikeren E. C. Werlauff: "Hun havde været sit Hjems gode Genius, forsaavidt som det tillodes hende at være det. Selv i sin hjælpeløse Tilstand var hun et Foreningspunkt."