Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egill Rostrup

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Egill Rostrup, Egill Barfod Rostrup, ved dåben Egil, 16.3.1876-3.8.1940, skuespiller, instruktør, teaterhistoriker. Født i Kbh. (Helligg.), død i Rønne, begravet i Svaneke. Allerede i den pure ungdom vågnede den brændende, næsten fanatiske kærlighed til teatret som blev retningsbestemmende for R.s liv. Faderen gjorde det til en betingelse at han fik et alment akademisk grundlag før han begyndte sin sceniske uddannelse hvad der senere blev af allerstørste betydning både for hans kunstneriske og videnskabelige indsats. 1894 blev han privat dimitteret som student, og n.å. tog han filosofikum; i sæsonen 1895–96 spillede han småroller på Dagmarteatret, og 1896 kom han ind på Det kgl. teaters elevskole og debuterede 1899 som Fjeldbo i De Unges Forbund. Derfra gik vejen til de tre førende privatteatre, Folketeatret (1899–1900), Casino (1900–05) og Dagmarteatret (1905–18); på det sidstnævnte teater virkede R. tillige som instruktør de sidste syv sæsoner. Der var et langt spring mellem ungdommens idealer og det repertoire som R. kom til at bestride i sin første skuespillertid hvor krasse og drøje folkekomedier var det altoverskyggende. Med sin intelligens og iagttagelsesevne tilegnede han sig imidlertid ikke alene rutine, men scenisk dygtighed og nøje kendskab til teatrets tekniske virkemidler. Sin største publikumssucces opnåede han som den sensationelle folkekomediehelt dr. Nicola. Det var imidlertid ikke som skuespiller han skulle gøre sin mest betydningsfulde indsats inden for dansk teaterliv; dertil var hans evner for begrænset, han havde ikke den fødte skabende kunstners sind og frodige fantasi; hans skuespil-. lergerning var først og fremmest viljesbetonet, præget mere af klog indsigt end af umiddelbar medleven. Hans markante væsen og lidt hårde stemme henviste ham naturligt til karakterfaget hvor han bl.a. som Lechat i Forretning er Forretning og advokat Berent i En Fallit ved et gæstespil 1924 på Betty Nansen-teatret skabte dygtig og godt gennemtænkt skuespilkunst. Af langt større betydning blev hans virksomhed som sceneinstruktør der kulminerede i perioden 1928–30 da han virkede på Det kgl. teater; han iscenesatte her de tre store succesforestillinger Graven under Triumfbuen, Volpone og Hr. Lamberthier foruden en række andre forestillinger, væsentlig inden for det klassiske repertoire, deriblandt Misanthropen, Maria Stuart og Som man behager. Som iscenesætter gik R. ud fra en psykologisk gennemreflekteret realisme der nærmere havde sine forudsætninger i den Blochske skole. Hans forestillinger, hvor han arbejdede med så betydelige kræfter som Bodil Ipsen, Else Skouboe, Poul Reumert og Eyvind Johan Svendsen, kunne vel mangle den helt forløsende fantasifylde, den fuldstændige frigjorthed i udtrykket; til gengæld var de båret af en ubønhørlig sanddruhed, indgående kendskab til ældre tiders dramaturgi, klog beregning, myndighed og fasthed i form og opbygning. I de bedste af hans iscenesættelser opnåede han virkelig den velafstemte helhed der var hans mål; overalt var han på vagt mod det tekniske virtuosen der selvherligt sprængte rammen. Den mindste og den største rolle var ham lige væsentlige faktorer, og de måtte alle bæres oppe af den samme ensstemte ægthed i udtrykket. Dette synspunkt forfægtede han nidkært både i skrift og tale, bl.a. ved en forelæsningsrække på Kbh.s univ. Det er overmåde betegnende at R. sammen med sin anden hustru, Ellen Rovsing, udarbejdede en fortræffelig fordanskning af K. Stanislåvskijs En Skuespillers Arbejde med sig selv, 1940, ikke efter den forkortede engelske udgave, men efter den russiske original. Med R.s had til den ydre gestus, til stjernekomedien og hans kærlighed til den virkelig afstemte ensemblekunst måtte nyrussisk skuespilkunst således som den doceres af Stanislåvskij blive hans ideal.

Hvor godt R. kunne sin sceniske metier kan bl.a. ses af en række velturnerede, godt opbyggede folkekomedier som Pastor Pedersen, 1907, Der var en Svend med sin Pigelil, 1920, Lyse Camilla, 1922, sammen med J. Anker Larsen – der fik stor betydning for stykkernes rent poetiske indhold – Niels Nielsen, 1906, Karl den Dristige, 1909, Pigernes Alfred, 1908, Karen, Maren og Mette, 1910 og 500 pCt., 1917 og sammen med forfatteren Ingeborg VollquartzPetersen og hendes Søstre, 1912. Flere af disse stykker opnåede et ikke ringe sceneheld og opførtes i provinsen, Sverige og Norge, Pigernes Alfred desuden på Burgteatret i Wien. – Sin betydeligste og mest personligt prægede indsats ydede R. inden for den teaterhistoriske forskning hvor hans skarpe intelligens, nidkærhed og grundighed i høj grad kom ham til gode, om end hans fanatisme kunne medføre en vis fare for ensidighed i emnets belysning og ideernes konsekvente gennemførelse. Hans første afhandling, Skuespillernes Scene i Middelalderen (Nordisk tidskrift 1908) belyser den middelalderlige professionelle skuespillerscene på baggrund af et billede i et Terentshåndskrift der findes i Det kgl. bibliotek. Stor betydning fik hans utraditionelle og fordomsfrie undersøgelse af den antikke græske teaterkultur, først i Oxyrhynchos Papyri III, 413, 1915, hvor han meget sindrigt påviser at et vanskeligt forståeligt håndskrift i virkeligheden er en udskreven skuespilrolle, og senere i Den attiske Tragoidia i theater-historisk Belysning, med hvilken han 1921 erhvervede sig doktorgraden ved Kbh.s univ. som den første skuespillerdoktor i Danmark efter Karl Mantzius. I det sidstnævnte arbejde søger han gennem et stort, sammenligningsmateriale fra forskellige primitive folkeslag på religionshistorisk basis at stadfæste den antikke tragedies tætte tilslutning til den kultiske maskedans. En fortsættelse af dette arbejde, der også er udkommet i engelsk udgave (1923), lå næsten færdig ved hans død og er nu deponeret på Det kgl. bibliotek. Endnu må nævnes det lille skrift Theatrets Historie i Europa, 1924 og To danske gaadefulde Skuespil fra det XVII. Aar-hundrede, 1918, en udgivelse ved hvilken R., om end problematisk, prøver at vise hvorledes en dansk oversættelse af et af Lope de Vegas værker.kan have forbindelse med Leonora Christina. Med sib dristighed, sin friskhed i synspunkterne og sin altid klare fremstillingsform har R. været både fornyende og inspirerende inden for dansk teaterforskning, ligesom hans disputats har virket inspirerende på senere religionshistorikere. – R., der fra 1931 underviste i dansk oplæsning ved universitetet, beklædte en række tillidshverv; bl.a. var han medlem af Teaterrådet fra 1930, af Dansk skuespillerforbunds optagel-seskommission fra 1933 og af Filmsrådet fra 1938 og har endvidere været Dansk skuespillerforbunds repræsentant på de internationale skuespillerkongresser i Berlin (1926), Paris (1928), Wien (1930), Stockholm (1937) og Oslo (1939). Han var en ivrig tindebestiger og skrev adskillige afhandlinger om denne sport.

Familie

Forældre: snedkermester Kaspar R. (1845–1911) og Vitta K. Barfod (1850–91). Gift 1. gang 3.6.1903 i Kbh. (b.v.) med skuespiller Oda Ingeborg Alexandra Clausen, født 14.5.1879 i Kbh. (Pauls), død 25.10.1955 i Kbh., d. af portner, senere belysningsmester ved Casino Emil Thorvald C. (1848–91) og Pauline Magdalene Lydia Werner (1848–1924). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 12.12.1913 i Kbh. (b.v., Nordre birk) med skuespiller Ellen Henriette Marie Rovsing, født 9.6.1889 i Fredensborg, død 20.2.1960 i Kbh., d. af læge, senere tit. professor Niels Ivar Asmund R. (1850– 1909) og Julie Frederikke Henriette Dithmer (1856–1909). – Far til Haavard R.

Annonce

Ikonografi

Rolletegn. af E. Krause, 1906 (Teatermus.) og af Vald. Møller. Foto.

Bibliografi

E. R. i Gads da. mag. II, 1907–08 691–705. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1921 114–16. – Alb. Gnudtzmann i Masken 14.4.1912. Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1857–1908, 1919. Kn. Bokkenheuser: Studenter vi kaldes-, 1920 84f. Berl. tid. 17.3.1921. Studenterne fra 1894, 1922 171. B.T. 3.5.1924. Fr. Schyberg i Politiken 4.8.1940. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: Egill Rostrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296618