Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvin Tiemroth

Oprindelige forfattere JeKis og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Edvin Tiemroth, Edvin Christian Tiemroth, 18.2.1915-16.11.1984, skuespiller, sceneinstruktør, teaterchef. Efter at være blevet student fra Metropolitanskolen 1932 gennemgik Edvin Tiemroth 1934–36 elevskolen på Det kgl. teater, var 1936–37 skuespiller ved teatret og 1937–38 ved Odense teater, men fik sit egentlige gennembrud hos Sam Besekow i Riddersalen 1938–40. I High Tor, Mus og mænd og De syv dødsdyder slog han sit navn fast som et af de mest lovende mandlige talenter i den yngre generation – med en blanding af modenhed og en blid, blød, til tider næsten barnligt bamset ungdommelighed. Og denne position befæstede han i de roller han kom til at spille i 40'erne, i en række lystspil på Frederiksberg teater – Lykkelige dage, Stjernevognen og Privatliv – samt ikke mindst i Livet er jo dejligt. Natherberget og Helte i Riddersalen og i Turtelduens kurren på Alléscenen. Dertil kom et par roller på Det ny teater - krigsskuespillet Tilbage ved daggry og som studenten i Kjeld Abells Silkeborg. Hans talent var ligesom uden skarpe kanter. Der var en venlighed og en naiv elskværdighed i hans væsen som også kom til udfoldelse på filmen – fx i Når man kun er ung, Biskoppen og Ditte Menneskebarn. Men efterhånden optrådte han stadig sjældnere på scenen – som politimesteren i Den lykkelige mand og senere som Vanja i Onkel Vanja på Alléscenen og som Schubert i Jomfruburet på Folketeatret. Virksomheden som iscenesætter lagde fra 50'ernes begyndelse helt beslag på hans kræfter – først på teatret alene, senere i radio og TV. Som instruktør i både Radioteatret og TV-teatret gjorde han et stykke pionerarbejde der fornyede radiodramatikken som en selvstændig kunstart og gennemprøvede TV-teatrets muligheder især inden for det klassiske repertoire fra den græske tragedie over Ludvig Holberg,J. L. Heiberg og C. Hostrup til Kaj Munk,Sven Clausen og Kjeld Abell. Derimod gjorde han kun et enkelt heldigt forsøg som filminstruktør – med besættelsesfilmen Den sidste vinter, 1960.

Som iscenesætter på teatret fik han en flyvende start og demonstrerede hurtigt, at ingen genre var ham fremmed. Han debuterede 1944 med lystspillet Seks i ilden på Rialto – en let og legende moderne forestilling med søskendeparret Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussen som det musikalske centrum. S.å. tog han et glansfuldt spring ud i operetten med opsætten af Oskar Straus' Tre valse på Nørrebros teater, iscenesatte klart og intelligent Hamlet med Erling Schroeder i Riddersalen og vandt n.å. en ubetinget sejr med Bagtalelsens skole på Folketeatret, hvori Henrik Bentzon og Else Skouboe spillede Sir Peter og Lady Teazle – alt inden for samme sæson. Hvad John Price i disse år blev for Det kgl. teater, blev Edvin Tiemroth for de private københavnske teatre – med Det Ny teater under Peer Gregaard som den scent der gav ham de største og mest krævende opgaver. Frodigst udfoldede han sig i den klassiske og nyere komedie – med enkelte afstikkere til musicalen, fx Kys mig, Kate på Nørrebros teater. Han iscenesatte en lang række komedier af Bernard Shaw – Candida, Mænd er kun mænd. Man kan aldrig vide, Major Barbara – men gik heller ikke af vejen for de ældre klassikere som Shakespeare (Trold kan tæmmes) og Moliére (Misantropen, Den indbildt syge) foruden naturligvis Holberg som han ajourførte i Holger Gabrielsens ånd, omend ikke altid i hans stil, i radioen, i TV, på Folketeatret og så sent som i 60'erne og 70'erne på Det kgl. teater (Hekseri eller blind alarm, Det lykkelige skibbrud). Men Edvin Tiemroths virksomhed som iscenesætter var ikke begrænset til komedien. På Det ny teater skabte han med Arthur Millers Heksejagt og Udsigt fra broen to af periodens stærkeste forestillinger. Og fra efterkrigstidens Anouilhske drama gik han i 60'erne videre med det absurde teater (Eugéne Ionescos Næsehornet på Alléscenen) og det ny engelske drama (Arnold Weskers Livets rødder på Odense teater). Fra starten af 60'erne helligede Edvin Tiemroth sig mere og mere fjernsynet som fast instruktør ved TV-teatret, men fik fra 1963 nærmere kontakt med Det kgl. tealer hvor han bl.a. iscenesatte Stor ståhej for ingenting, Kongen skal dø, Glasmenageriet og Tag dig lidt af Amélie samt Hekseri eller blind alarm, kulminationen af hans på én gang nænsomme og dristige forsøg på at gøre den Holbergske komedie nutidig og nærværende.

Fra årsskiftet 1966–67 overtog han som teaterchef ledelsen af Århus teater som han efter nogle urolige år stabiliserede kunstnerisk og administrativt. I repertoiret gennemførte han en moderat fornyelse og trak selv som iscenesætter en væsentlig del af læsset – i nogle få forestillinger optrådte han også som skuespiller. Han styrkede og udbyggede teatrets elevskole og oprettede 1968 den ny kælderscene, Studio, hvad der dannede basis for en klog og diplomatisk kunstnerisk fornyelse, og hvor han selv bl.a. iscenesatte Holbergs Uden hoved og hale. 1973 afløstes han som teaterchef af Henrik Bering Liisberg og vendte tilbage til København. Han var Polonius i Folketeatrets opførelse af Hamlet s.å., men har ellers virket som free lance-iscenesætter bl.a. på Folketeatret (Den gerrige, Den gode doktor, Volpone), Det danske teater (Rosmersholm, Erasmus Montanus, Tør vi elske?), Hvidovre teater (Vildanden), Alléscenen (Bunbury) samt Aveny og ABC. På tv spillede Edvin Tiemroth rollen som højesteretssagfører Øster i serien Matador, 1978-82.

Annonce

På mange felter og i mange funktioner, men især som iscenesætter, var Edvin Tiemroth med til at gøre dansk teater tidssvarende – sky, men ikke fremmed for eksperimentet inden for det beståendes rammer og uden nogensinde at glemme forbindelseslinjerne bagud.

Edvin Tiemroth var formand for Foreningen af danske sceneinstruktører 1964–66 og medlem af bestyrelsen for Per Knutzons og for Poul Reumerts mindelegat.

Familie

Edvin Tiemroth blev født i København (Garnison); begravet på Bispebjerg kirkegård, ny fællesgrav.

Forældre: overretssagfører Christian T. (1882–1956) og Karen Margrethe Nicoline Hansen (1885–1957). Gift 11.2.1941 i Frbg. k. med skuespiller Laurita Clara Hansine Østergaard Østø, født 14.1.1911 i Århus, død 20.5.1983 i Kbh. (Bisp.), d. af gårdejer Laust Østergaard Olesen og skuespiller Sigrid Bröchner Jacobsen.

Udnævnelser

R. 1968.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

De musiske udsendelser. DR 1925–75 II, 1976. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup, Merete Harding: Edvin Tiemroth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298442