Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dirch Passer

Oprindelig forfatter JeKis

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Dirch Passer, Dirch Hartvig Passer, 18.5.1926-3.9.1980, skuespiller. Efter en kort tid til søs begyndte Dirch Passer 1944-45 som skuespiller på turneer i provinsen, men fik sin egentlige debut i Seks kammerater i Riddersalen 1946. Han gennemgik 1946-48 de frederiksbergske teatres elevskole og spillede adskillige roller på Frederiksberg teater (Aveny) og Allé scenen (Betty Nansen teatret). Men det var i revyen man første gang blev opmærksom på hans talent som komiker. Fra Fiffer-revyerne 1949-50 kom han 1950 til Stig Lommer på ABC-teatret, og her fik han 1952 sit gennembrud i crazykomedien Slap af, en modernisering af den gamle folkekomedie Den mandlige husassistent med Dirch Passer som det alt dominerende komiske midtpunkt. – Det var en ny form for farce-komik Dirch Passer her introducerede og personificerede, en crazy-stil hvis drivkraft var den bevidst overdrevne og overspillede karikatur. Den passede til Dirch Passers talent og type, og den blev yderligere udviklet i det samspil der i en række ABC-revyer 1955-58 udfoldede sig mellem ham og Kjeld Petersen. Som komikerparret Kellerdirk Bros. supplerede og accentuerede de hinanden. Dirch Passers bevidst underspillede distræt-uskyldige "eftertænksomhed" kombineret med Kjeld Petersens neurotiske jagede-plagede forvirring der gradvis gik op i en spids af galskab. Makkerskabet, der foruden i en række film også blev udvidet til det egentlige lystspil – Lasede engle på Allé scenen 1956 – blev senere genoptaget, men brat afbrudt ved Kjeld Petersens pludselige død 1962. – På ABC-teatret opøvede Dirch Passer den teknik som forenede et maksimum af komisk karikerende overdrivelse med et pianissimo der ligesom uforvarende var sluppet ind ad bagdøren. Antydningens kunst midt i den overtydelige opforstørring af alle plastiske, mimiske og fonetiske virkemidler. Her udviklede han sig også – især efter "skilsmissen" fra Kjeld Petersen – til den komiske solist hvis menneskelige træk fik et næsten mytisk format fx som jazz-eksperten i How Jazz was born, Lis Groes, Karl Nielsen og Kanonkongen. Et højdepunkt i denne karriere som revy-entertainer eller scenisk klovn blev hans Charleys tante 1958, mens hans Leopold i Sommer i Tyrol snarere hævdede sig ved sine rørende end ved sine komiske træk. Et forsøg som alvorlig skuespiller – Lennie i Mus og mænd på Aveny 1961 – mislykkedes derimod for så vidt som publikum nægtede at acceptere Dirch Passer uden for revyen eller farcen.

Kjeld Petersens død gav Dirch Passer et chok der i flere år holdt ham borte fra revyen. Han spillede et par lystspilroller på Folketeatret, men sin anden store blomstring som komisk revy-solist oplevede han først i somrene 1967-74 da han var knyttet til Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken. Her udnyttede han fuldt ud den næsten Storm P.ske evne til via karikaturen at skabe en rent komisk figur der blev det bærende i hans revy-karrieres sidste faser. Hans komiske geni blomstrede mest lykkeligt i tekster der sjældent var andet end halvdårlige vittigheder, løsrevet fra den virkelighed hvor han var en på én gang åndsnærværende og vildfarende godmodig gæst. Det viste sig i Cirkusrevyerne når han fx som klovn bevægede sig ud i det rene russiske nonsens, forvandlede sig til narre og særlinge som ornitologen med mudderkliren, botanikeren med kartebollen og havbiologen med kulmulen eller greb tilbage i barndommens og vor fælles urtid som den ikke absolut uskyldige kæmpebaby under feltråbet: "Op å då!". Efter Cirkusrevyerne spillede Dirch Passer en enkelt farcerolle – som Amorius Darling i Stamherren på ABC-teatret 1975 – men forblev ellers i revyen: på Falkoner teatret, i Holstebro og 1978-80 i Tivolirevyen. Trods portrætterne af Lis Groes og senere af Idi Amin undgik han den personlige og politiske satire. Som Storm P. holdt han i sin komik det meste af verden på afstand. Han skabte sin egen verden, sådan som han også i stigende grad blev sin egen revy i revyen. Det blev meget tydeligt i hans sidste sæsoner på Tivoli teatret med "Pjækkeland"-nummeret som Kim Larsen 1980 som den absolutte kulmination – en hyldest til en yngre kollega, men samtidig med en distance til alt det i tiden han så og dog lukkede øjene for. Det var umiddelbart før en opførelse af denne revy han faldt om og døde af den hjertesygdom der i nogle år havde plaget ham.

Der er ingen tvivl om at det var på scenen Dirch Passers talent udfoldede sig friest og mest originalt. Men hans store popularitet blev udbygget og udnyttet i en mængde filmroller fx i Ved Kongelunden, Det var på Rundetårn, Charleys tante, Vi er allesammen tossede, Baronessen fra benzintanken, Frøken Nitouche og Sommer i Tyrol. Det bedste og mest alsidige indtryk af hans komiske talents rækkevidde og "numre" får man imidlertid gennem to af hans seneste film: Mig og mafiaen og Mafiaen – det er også mig, 1973-74. De er en slags opvisning i alt hvad Dirch Passer kunne som komiker og bag ved det hele: den uskyld og barnlige elskelighed der var og forblev det personlige vandmærke i hans kunst som revyskuespiller og farcekomiker. I en vis forstand satte Dirch Passer meget snævre grænser om sit virkefelt som skuespiller – ikke bare på scenen, men også i radioen og på tv. Han havde i en periode sit eget radio-show, og han spillede en gennemgående birolle i den dramatiske tv-serie En by i provinsen, men meget mere blev det ikke til. I 70'erne havde han desuden sin faste humoristiske rubrik "Dus med Dirch" i Billed Bladet, og prøver på hans vid findes udgivet i bogen Dirchs filosofikum, 1979. Som komiker og scenisk fænomen kunne han kun måles med sine egne mål, klarest udtrykt af Klaus Rifbjerg i en anmeldelse af revyen Værs'-go og skyl på ABC-teatret 1961: "Alle begreber om reaktion og fremskridt opløses, og tilbage står hans person, dette moderne fænomen, hvis vanvid er et koncentrat af den højeste elskelighed, hvis absurditet er den sjælebefriende og helt sande mening, han indblæser meningsløsheden. Som entertainer skriver han atter teaterhistorie."

Annonce

Familie

Dirch Passer blev født i Kbh., død sst., begravet i Dragør. Forældre: skibsfører Vilhelm Passer (1899-1975) og Ragnhild Fich (1904-97). Gift 1. gang 4.3.1950 i Kbh. (b.v.) med skuespiller Sigrid (Sitter) Horne Rasmussen, født 22.9.1915 i Hellerup, død 22.4.1982 på Frbg., datter af møller Arthur Oluf Rasmussen (1879-1963) og Henriette Laura Lindballe (1879-1964). Ægteskabet opløst 1959. Levede sammen med skuespiller Judy Gringer. Gift 2. gang 17.12.1970 i Søllerød med tegner Hanne Bjerre Pedersen. Ægteskabet opløst 1976. Levede sammen med Bente Askjær.

Udnævnelser

R. 1974.

Ikonografi

Tegn. af Arne Ungermann, 1963 (Kgl. bibl.). Afbildet på karikatur af Klaus Albrechtsen, 1967 (Marselisborg slot). Litografi af H. Isenstein, 1975. Tegn. af Otto Frederiksen, Eiler Krag, Hans Bendix og Kai Christiansen (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interviews i Politiken 22.2.1976 og 6.5.1979, Berl. tid. 29.6.1980 og i Nye Ninka interviews, 1980 144-54. – Fr. Dessau i Perspektiv X, 1962-63 nr. 4 27-30. Ove Sprogøe i Politiken 26.12.1980. Malin Lindgren: Kære Dirch, 1981.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Dirch Passer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295491