Christian Schmidt

Christian Schmidt, Christian Theodor Schmidt, 20.10.1821-22.11.1865, skuespiller, teaterdirektør. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Der var tre brødre Schmidt som alle blev skuespillere. De kom fra et fattigt hjem. Den ældste, Christian, kom i tjeneste hos Ludvig Phister, ikke alene som privat rideknægt i liberi, men som påklæder under forestillingerne, og derved vågnede hos ham lysten til at blive skuespiller. Phister instruerede ham, inden han i begyndelsen af sæsonen 1841 debuterede i Ålborg ved J. P. Mullers selskab. Ude ved provinsscenerne gik det rask fremad; S. var kun 20 år, køn og charmerende. Phisters replikinstruktion gav ham en særstilling mellem omgivelserne, og 1847 avancerede han til medlem af provinsens bedste selskab, hvor H. W. Lange var direktør, og da han 2. juledag 1848 åbnede Casino med Talismanen brød S. igennem som Titus Brandstok. Ved sin lethed, ynde og elskværdighed blev han en af Kbh.s populære skuespillere, indtagende alle med sin munterhed og livsglæde. Han skabte Casinos plads i offentlighedens bevidsthed trods al den modstand, denne hovedstadens første privatscene mødte hos aristokratiet og dets penneførere J. L. Heiberg og H. Hertz. H. C. Andersen betroede ham sine hovedroller, fx Henrik i Mer end Perler og Guld og Christian i Ole Lukøje, og Erik Bøgh tilrettelagde sine mange vaudeville-bearbejdelser for S. hvis sangforedrag ikke alene var vittigt pointeret, men også hjerteligt. Han kaldte ham Casinos "glade Sjæl" og beundrede hans indtagende personlighed og det sprudlende lune der var i hans replik. Foruden bonvivanterne og de zünftige håndværkssvende (Peter Ravn i En Spurv i Tranedans) mestrede han den rørende komik (Tanne i Hun skal debutere). Naturen havde udrustet ham så rigt, at kunsten syntes en leg for ham, og det var vel derfor han higede mod patetiske opgaver som lå uden for hans område.

Kun 42 år gammel blev S. imidlertid af en da uhelbredelig sygdom tvunget bort fra Casinos scene, hans virkeplads fra åbningsforestillingen med undtagelse af sæsonen 1854–55, i hvilken han optrådte i provinsen. Fra januar 1865 var han sammen med regissør Theodor Rasmussen Casinos direktør, men fremstilleren af det sorgløse, godmodige letsind savnede den koldblodige ro og overlegenhed der kræves af en teaterleder. Hans økonomiske bekymringer var i ikke ringe grad overdrevne, og den nervøsitet som sygdommen medførte kunne han ikke beherske. Til sidst opgav han kampen og begik selvmord. Halvandet år forud, 30.5.1864, optrådte han sidste gang som Abel i Et Uhyre. Dødsfaldet vakte stor deltagelse, og der dannedes en komité hvis opgave var at hjælpe hans efterladte, og i den indtrådte H. C. Andersen som anerkendelse af hvad S. havde betydet både for hans komedier og som hjertelig og lunerig fortæller af hans eventyr. – Den anden af brødrene Frederik Carl S. (1830–85) begyndte 1849 som Lars i Genboerne på Casino og blev siden en dygtig karakterskuespiller i provinsen, mens Ferdinand Vilhelm Schmidt, født 25.3.1833, død 25.11.1893, debuterede 1853 på Århus teater som Rasmus i En Søndag paa Amager. 1856 blev han udpebet på Kristiania teater under en demonstration som Bjørnstjerne Bjørnson arrangerede i protest mod anvendelsen af danske skuespillere på den nationale scene. 1869 åbnede han morskabsteatret i Frbg. allé (nu Betty Nansen-teatret), en primitiv sommerscene for små lystspil og vaudeviller, og 1886 grundlagde han Nørrebros teater hvor han dyrkede farcer, revyer og parodier, fx Svend, Knud og Valdemar med sig selv som en storkomisk Absalon. I perioden 1888–91 flyttedes virksomheden til National, det senere Scala på Vesterbrogade. Han blev meget populær ved sin lune komik og sine kåde lystighed. Sammen med sin meddirektør, Vilh. Petersen, placerede han i sine sidste år den kommende tids revykunstnere, Frederik Jensen og William Gerner.