Christen Foersom, Christen Martin Foersom, 7.8.1794-2.12.1850, skuespiller. Født i Odense, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (ved Holmens k.). Medens F. var skriver på stiftamtmandens kontor i sin fødeby spillede han dilettantkomedie. Både guvernementssekretær Carl Holten og bogtrykker Christian Iversen opdagede hans talent og anbefalede ham til teaterchef Frederik v.

Holstein og prins Christian Frederik (Christian VIII) under hvis protektion han fik lov til at debutere på Det kgl. teater 7.12.1821 som tapetmageren Ducoutis i Fanchon. Valget var karakteristisk for F.s særlige evne; rollen var en ældre karakterstudie af en håndværker og stykket et syngespil. Inden for dette område savnede teatret efter H. C. Knudsens og H. Rinds død en kunstner af F.s art. Han gjorde straks lykke og blev, efterhånden som hans slankhed afløstes af korpulence, af stor værdi for fremstillingen af Heibergs vaudeviller, Hertz', Overskous og Hostrups komedier der i de følgende årtier skulle præge dansk skuespilkunst. – F. var musikalsk og evnede at træde ud af sin egen individualitet; han varierede opfindsomt sine masker og sin stemme der fra naturen var en dyb og stærk bas. Helt aflagde han aldrig sin fynske dialekt, og store måtte rollerne helst ikke være; således forløftede han sig på Holbergs politiske kandestøber, men var derimod en mester i fremstillingen af samtidens jævne borgere som han karakteriserede med en mængde fine småtræk, hentet fra virkeligheden. Det filistrøse og biedermeyeragtige gav han, skrev dr. J. C. Ryge, "et roligt, tydeligt og natursandt Liv", allermest når figuren kun var skitseret fra forfatterens hånd. Fru Heiberg beundrede den naive komik hvormed han levendegjorde sådanne typer som hørkræmmeren i Debatten i Politivennen, Skaarup i Sparekassen, Kakadue i Capriciosa, Gamstrup i Nej, Buurman i De Uadskillelige, hattemageren i Kong Salomon, Ledermann i Recensenten og Dyret. Han gav disse og andre danske lystspilfigurer (fx krigsråden i Flyttedagen, klædekræmmeren i Østergade og Vestergade, birkedommer Krans i Eventyr paa Fodrejsen og 2. borger i Genboerne) den klassiske form som senere fremstillere søgte at gentage. F.s rolleliste omfattede henved 300 figurer, deriblandt mange i syngespillet; hos Holberg lykkedes de mindste typer bedst (fx Per Eriksen i Den Stundesløse og bonden i Don Ranudo) medens hans fynsk betonede, smørrede lune var hemmet af sproget og stilen når han spillede Oldfux og Jacob v. Thyboe, og i den franske komedie virkede han for tung. F. skulle helst skabe fra nyt på baggrund af egne iagttagelser. Fru Heiberg kaldte ham derfor "et nationalt Talent", og for hendes modstander, F. L. Høedt, var han "et Eksempel paa instinktiv Genialitet".

F. optrådte sidste gang 11.11.1850 som Mac-Irton i Den hvide Dame. Han var en stor naturbegavelse der – med A. Bournonvilles ord – "skabte fuldendte Mesterværker, værdige den nederlandske Malerskole". Boglige kundskaber besad han lige så lidt som patos, men originalitet i opfattelsen af det sete, menneskelighed og komisk kraft i udførelsen. Han var en prototype for den borgerlige danske scenekunstner; nogen direkte efterfølger havde han ikke, men hans art fik senere i Harald Kolling og Emil Helsengreen udmærkede repræsentanter.

Familie

Forældre: organist Peter F. (1769-1856) og Edel Cathrine Bang (1771-1851). Ugift.

Ikonografi

I roller som Ledermann og som J. Wadt stukket af C. V. Bruun 1827 og 1829. Tegn. af Fritz Jürgensen (Teatermus.). Litografi 1850 efter tegn. af D. Monies. Portr.typen herfra er benyttet i træsnit i hel figur af H. P. Hansen.

Bibliografi

[J. C. Ryge:] Critisk sammenligning, 1832. Johanne Luise Heiberg i Fædrelandet 3.12.1845. F. L. Høedt: Om det skjønne, 1856. A. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 410. C. F. Holten: Erindr., 1899 18f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig