Carl Wulff

Carl Wulff, 7.5.1840-18.9.1888, skuespiller, revyforfatter. Født i Slagelse, død i Kbh. (Mos.), begravet sst. (Mos. Vestre). W. var søn af jødiske forældre og skulle fortsætte faderens gerning som købmand, men brød af og optrådte første gang i sommeren 1858 på Alhambrateatret i Frbg. allé. Urolige år fulgte på danske og norske provinsscener, men fra 1868 forsøgte han sin lykke på Casino, bl.a. som Kean, og da han havde en vis ydre lighed med den hårdt savnede Michael Wiehe, støttede fru Heiberg (Johanne Luise") hans ansættelse ved Det kgl. teater hvor han 2.9.1867 havde sin første optræden som William Taylor i Bjørnstjerne Bjørnsons Maria Stuart i Skotland. Fejltagelsen fortsattes med endnu nogle Wieheske roller, deriblandt Tadeo og Eibæk, men lyriker var W. ikke, og hverken hans blik eller replik illuderede. 1869 forlod han nationalscenen, men først 1874 fandt han på Casino i københavnerfarcen Peter Sørensen sin egen tone der intet havde med romantisk lidenskab at gøre, men var slagfærdig og drilsk, både flabet og godmodig, i høj grad bundet til øjeblikket. W. kan betragtes som forløberen for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Men W. var uhyre ensartet, mere repliksiger end egentlig skuespiller; han omformede altid rollen efter sin egen taleform og sit eget væsen og skabte både i og uden for scenen en type som københavnerne fandt morsom, en elskværdig drivert med let blasert gang og lidt grødet stemme, en billardspiller og kafégæst med et blegt ansigt der oplystes af et pludseligt smil. Men replikken fødtes i øjeblikket, den lød som et indfald, og den serveredes i reglen nede ved rampen direkte til publikum. Hans facon var forbløffende rolig og sikker, og hans lune svigtede ikke når han ekstemporerede sine "brandere" som undertiden forvandlede et lystspil til en farce. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 1.6.1887 optrådte han sidste gang ved en beneficeforestilling som Møller i Hr. og Fru Møller. Aftenen sluttede med Under Kniven, W. på barberstuen, en typisk situation hvor han til daglig under avislæsningen "rev" de vittigheder af der ofte endte i Punch. Men bag den muntre overflade lurede tragedien. Indtægten måtte han bruge til i den følgende vinter at søge helbredelse i Menton for en tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem døde han af sygdommen.

W.s minde tilhører hovedstadens historie omkring 1880; den soignerede vittighedsmager, der tilbageslængt i en drosche kørte gennem Strøget, kendt af alle, bærende sin høje hat ned i panden, krøllet og velbarberet. Hans vid, der hverken var åndfuldt eller bidende, gjorde ham 1873 til den kbh.ske sommerrevys stamfar i forening med direktør Vilhelm Petersen. Gennem den følgende halve snes år var W. primus motor på dette område, idet han bl.a. sammen med forfatteren Paul Marcussen gjorde årets bo op i vittigheder og sange som dog ikke kunne stå mål med dem efterfølgerne Anton Melby og Axel Henriques senere skrev. Mest kendt blev revyerne Rejsen til Maanen, 1876 og Det Kjøbenhavn, der kommer, 1884.