Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Winsløw

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl Winsløw, 9.2.1796-5.10.1834, skuespiller, tegner. Født i Kbh, død sst. (Slotsk.), begravet sst. (Ass.). W., der i sin opvækst var svagelig, ville være maler, især portrættegner, og fik som dreng undervisning af A. L. Koop og C. A. Lorentzen, men efter sin konfirmation kom han i handelslære, fik senere en kontorplads under statstjenesten som han atten år gammel forlod for at melde sig ved Det kgl. teater hvor han begyndte i koret og som elev ved K. L. Rahbeks dramatiske skole på Hofteatret. Det gik kun langsomt fremad for W. havde mangler han først måtte besejre. Han var lille og spinkel, ansigtstrækkene skarpe og stemmen klangløs. Men der boede en ildsjæl i ham, et bølgende sind med stærke, ikke altid beherskede kræfter – 1817 måtte han endog 24 timer i Blåtårn. En debut fik han ikke, men arbejdede sig sejt frem gennem småroller som han karakteriserede så anskueligt at der ikke kunne være tvivl om at han i vuggegave havde fået to af skuespilkunstens vigtigste virkemidler: fantasi og situationsfølelse, og hans blik var dertil karakterfuldt og intelligent. Digteren L. Bødtcher forudså hans betydning for teatret. 1819 blev han kgl. ansat. Men den umiddelbare sympati var ham nægtet, og hans ironi og pirrelige selvfølelse vanskeliggjorde ham fremgangen. Det var hovedsagelig som dubleant han fik lejlighed til at vise sin evne til at sætte en karakterfuld figur på benene, ofte skabt med kort varsel, men da Jonas Collin 1821 var blevet medlem af direktionen lysnede det for W. Hans vilje og energi påskønnede Collin bl.a. ved at muliggøre en studierejse til Hamburg og Berlin (1823) hvad der fik afgørende betydning for ham fordi han i den store romantiske realist Ludwig Devrient fandt en åndsbeslægtet der frigjorde hans evner og blev hans forbillede indtil kopi hvad hans maske som Franz Moor er et vidnesbyrd om. De lignede hinanden af ydre og temperament, og W. blev som mesteren en hader af den konventionelle "skønhed" i spillet der stammede fra Goethe. Den psykologiske indtrængen i stoffet karakteriserede W. som kunstner. Røveren Izarn i Røverborgen og trællen Skofte i Palnatoke var i hans første år eksempler på at det typiske var hans alfa og omega. Han gemte sit eget jeg i den fremmede ham og belyste karakterens ejendommelighed ved mimik, mæle og bevægelser. "Det er Pokker til Menneske, den Winsløw", sagde Frederik VI til Th. Overskou, "man kan slet ikke kende ham igen!" Tjeneren Johan i Ungdom og Galskab viste den lyse side af hans evne: en ægte jysk bondeknøs hvor W. også fik brug for sin sikre musikalitet; stemmen var lille, men foredraget til gengæld udpenslet og lysende klart. Gennembrudsrollen blev den hævngerrige munk i C. J. Boyes sørgespil Juta, 1823 om hvis dæmoniske uhygge W.s tegning giver os et begreb. I de kun ti år W. endnu levede skabte han nogle skikkelser der hører til dansk scenes mesterværker. Hans Franz Moor i Røverne, 1825 overgik langt J. C. Ryges fremstilling i sjælelig nuancering og pegede frem mod Shakespeare, men da hverken Othello (Jago) eller Richard III kendtes på vor scene og J. C. Ryge holdt fast på Shylock måtte W., kunstfanatiker som han var, nøjes med at arbejde med dette stof hjemme i sin stue. Hamlet ønskede han også at spille, vel vidende at han måtte omforme rollen efter sin personlighed. Men W. var – som M. Rosing før ham -henvist til at slide med hverdagens folkekomedier så at J. L. Heiberg i en epilog kunne lade ham sige: "Hvergang en digter skildret har en Sjæl, ret sort og nedrig, lumpen, ond og fæl, saa er det mig, som maa den spille". Dog tilkæmpede han sig også enkelte ædle karakterer, fx Scheva i Jøden og tjeneren Kold i Tordenskjold, begge gengivet med en personlig dybde som trængte helt ned til underbevidstheden. Hvor betydelig han var kan også ses deraf at J. C. Ryge i misundelse søgte at lægge ham hindringer i vejen, hvad der kun vendte sig til W.s fordel. Men fik han ikke lejlighed til at lodde de menneskelige egenskaber i klassiske storværker så blev han af stor værdi for det hjemlige repertoire, for Heiberg, H. Hertz og Th. Overskou i deres lystspil og vaudeviller. Han kreerede Zierlich i Aprilsnarrene og Klister i De Uadskillelige, den ene var lige så pillen som den anden var gnaven; han skabte den forfængelige nar Arthur i Køge Huskors og den sarkastiske Robert i Amors Genistreger. Et morsomt portræt af datidens unge litterære jøde var hans Joseph Golz i Østergade og Vestergade, hvoraf eftertiden har et tydeligt indtryk gennem hans tegning der viser at han vovede sig ud på grænsen af karikatur, dog uden at tabe stilen eller "en vis Sirlighed" som endog hans modstander J. C. Ryge måtte anerkende. Der lå virkelighedsstudier bag W.s fremstillinger, ikke sårende, men vidnesbyrd om at han med A. Bournonvilles ord, "kæmpede for at bringe Naturen og de menneskelige Ejendommeligheder op til den højeste Grad af kunstnerisk Fremstilling".

Der var i W.s sind en higen mod det store som ofte blev misforstået eller miskendt af mindre begavede. Selv led han under sit beskedne ydre. Men skæbnen ville at hans legemlige mangler til slut skulle hjælpe ham til at skabe et af scenens storværker: den degenererede Ludvig XI i Delavignes tragedie. Selv mærket af døden, men endnu herre over sin åndskraft, gav han den rædselsvækkende konges kamp mellem liv og død mangfoldige fængslende udtryk. De mennesker der overværede dette mægtige sjælemaleri glemte det aldrig. Et øjenvidne, den senere kommandør Alexander Wilde, fortæller at publikum ved tæppets fald sad som fastnaglet: "Gennemisnet og fuld af Rædsel over det Billede, Winsløw havde malet af den frygtelige Konge, kunde ingen rejse sig eller tænke paa at gaa; da med ét, som om en elektrisk Gnist havde antændt de lamslaaede Livsaander, udbrød et tusindstemmigt Bifaldsraab". Men kun den ene aften, 15.5.1834, sejrede W.s stærke sjæl over det skrøbelige legeme. W. led af kræft i halsen, og da han arbejdede med sin svanesang skrev han til en ven: "Jeg taler med Besvær og spiser med usigelige Smerter – altsammen Frugterne af et ravgalt Ungdomsliv". Han blev kun 38 år. W. havde også betydning som maskør, idet færdigheden i at forandre ansigtet med farver først gennem ham og hans elev, frisør H. H. Hoppen-sach, blev almindelig blandt teatrets kunstnere. Mellem hans tegninger var portrætter af hans kolleger, Rahbek, kritikeren Proft og rollebilleder, bl.a. af Ludvig XI. – W.s hustru Sophie Winsløw, med hvem han levede et lykkeligt liv, var en soubrettetype, som 1821 debuterede i mandfolkerollen Fulbert i Den lille Matros. Hun var musikalsk, og hendes lyse altstemme gjorde hende meget anvendelig i syngespillet; hun udførte også, skønt hun ikke rådede over den rette Holbergske fylde i replikken, en del Pernilleroller i perioden mellem Madame Liebe og Louise Phister. Senere blev Sophie Winsløw teatret til megen nytte i "konefaget", både det højtidelige som Mor Karen i Elverhøj, kreeret af hende, og det borgerlige som Madam Skaarup i Sparekassen. Hendes diktion var noget syngende, men ydret hyggeligt og tilforladeligt. Madam W. "holder troligt og fordringsløst ud og faar saa lidt Tak", skrev Goldschmidt 1856. Hun optrådte sidste gang 1858 som Magdelone i Henrik og Pernille og tog afsked fra jan. 1859. – W.s bror, Jacob Alexander Winsløw (1787-1871), var løjtnant og virkede 1815-49 som en brugbarhed i mindre roller ved teatret, hvor han, mens broderen levede, kaldtes W.sen.

Familie

Forældre: kgl. lakaj, senere køkkenskriver hos Frederik VI Lars Stub W. (1753-1826) og Anne Maria Baltzersen (1762-1816). Gift 9.12.1821 i Kbh. (Slotsk.) med kgl. skuespiller Sophie Jacobine Schaltz, født 29.5.1800 i Kbh. (Petri), død 2.4.1876 sst. (Slotsk.), d. af murersvend, øltapper Frederik Andreas S. (ca. 1766-1832) og Marie Christine Olesdatter Lind (ca. 1769-1850, gift 1788 med styrmand Christian Clausen Lihme).

Annonce

Ikonografi

Flere tegnede selvportr. i rolle, bl.a. 1825 (Teatermus.) Mal. formentlig af C. V. Wiehe (Fr.borg). Stik i roller af C. V. Bruun 1827, 1828 og 1829. Mal. af D. Monies, 1834 (Det kgl. teater), efter dette litografi af A. Kaufmann, af E. Lehmann, 1839 og stik af A. Hansen, 1850. Silhouet. Træsnit i rolle af O. Andersen. Litografi af I. W. Tegner, 1851, efter tegn. af J. F. Møller, efter dette træsnit 1874 og træsnit af H. P.Hansen, 1880.

Bibliografi

Selvbiografi i Pers. hist. t. 6.r.II, 1911 196-209. Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 167-78. Gads da.mag. XXXIV, 1940 158-69 (C. W.s rejsedagbog). – [J. C. Ryge:] Critisk sammenlign., 1832 35-43. Nord og syd ny r. VIII, 1856 167. Th. Overskou: Den danske skueplads IV, 1862; V, 1864. Samme: Af mit liv og min tid, ny udg. I, 1961. J. L. Heiberg: Poetiske skr. IX, 1862 225f. Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. 1979) 422f. A. Schumacher: Ludv. Bødtcher, 1875 20 50. [Alex.] Wilde: Erindr, fra før jeg blev løjtnant, 1885 113. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Carl Winsløw i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299417