Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Schenstrøm

Oprindelig forfatter MaEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Schenstrøm, Carl Georg Harald Schenstrøm, 13.11.1881-10.4.1942, skuespiller. Født i Kbh. (Stef.), død sst., begravet sst. (Bispebjerg). S. er født på Nørrebro i en håndværkerfamilie. Efter en kortvarig emigration til USA vendte familien tilbage, faderen etablerede sig i Fredericia hvor S. afsluttede sin skolegang og derefter kom i bogbinderlære. Efter bestået svendeprøve tog han på valsen til udlandet, vendte tilbage efter et par år og søgte uden forudgående skuespilleruddannelse ind på Nørrebros teater hvor han blev antaget og debuterede 1903. De næste 20 år arbejdede han her som en ofte anvendt birolleskuespiller, hvilket mere skyldtes et stort maske-ringstalent end egentligt skuespillertalent. Hans diktion var ikke særlig god, og han havde en flad og klangløs stemme. For at supplere sin ikke høje gage ved teatret lod S. sig engagere af filmen, debuterede i en birolle som enbenet soldat i Continentals film Peder Tordenskjold, 1910. 1911 kom han til Nordisk Films Kompagni. Her gjorde man god brug af hans maskeringsevner; vi finder ham de følgende år i så forskellige roller som greve, djævel, udlevet middagsherre, neger, fyrbøder og meget andet. Da Lau Lauritzen 1914 blev ansat som instruktør ved selskabet, blev S. snart en af hans foretrukne lystspilskuespillere.

S. fulgte med sin instruktør til Palladium 1920. Her skabtes den første Fy- og Bifilm 1921. De næste 19 år arbejdede S. dels for Palladium, dels medvirkede han i Fy- og Bifilm optaget af svenske, tyske, østrigske og engelske filmselskaber. Efter det definitive gennembrud med den første Film, Flirt og Forlovelse, 1921 opgav S. teaterarbejdet som han først vendte tilbage til i midten af 30erne, da samarbejdet med "Bivognen", Harald Madsen, ebbede ud på grund af dennes langvarige sygdomsperioder. Da Madsen i slutningen af 1930erne købte et omrejsende cirkus, indvilligede S. 1939 i sammen med denne at optræde med nogle Fy- og Binumre, men besættelsen 1940 satte en brat stopper for denne optræden. Herefter skrev S. sine erindringer Fyrtaarnet fortceller, men døde før udgivelsen.

Det var et kup, Lau Lauritzen gjorde, da han 1921 skabte sit filmkomikerpar Fyrtårnet og Bivognen med S. som den lange, tynde figur og Harald Madsen som den lille tykke. De var ikke verdens første filmkomikerpar, men de første der blev verdenskendte. "Fy og Bi", som de ofte kaldtes, blev omgående populære filmskikkelser. I udlandet gav man dem nye, for hvert land let-udtalelige navne som: Fyrtornet och Släpvagnen, X e Y, Long and Short, Pat und Patachon. Deres film nåede langt, til Japan, Afrika, Sydamerika, men mest populære var de i Skandinavien og Tyskland. – Mens Harald Madsen som Bivognen spillede med umaskeret ansigt, kom S.s maskeringsevner i anvendelse ved skabelsen af den forhutlede vagabond: Fyrtårnet fremstod med langt, pjusket hår, uplejet hængeskæg og en stor, bred opstoppernæse. For at synes længere lod han sin figur gå med tøj, der var flere numre for småt; ærmerne stumpede og bukserne nåede kun til midten af skinnebenene. På denne måde understregedes forskellen til den lille, tykke Bivogn. Allerede fra parrets første film lå figurerne fast, både med hensyn til deres ydre apparition og personernes karaktertræk. Fyrtårnet gav rollen som en gemytlig, lidt melankolsk vagabond der havde et beskyttende, næsten faderligt forhold til sin lille, frække kammerat, men dog stadig selv var med på den værste. Blandt deres mest vellykkede film kan nævnes Takt, Tone og Tosser, 1924, Vester-Vov-Vov, 1927 og Højt paa en Kvist, 1929. Overgangen til talefilmen blev for Fy og Bi som for mange andre filmkomikere vanskelig da deres komik var baseret på stumfilmens virkemidler. Bedst lykkedes deres udenlandske talefilm, selv om de her i nogen grad mistede deres nationale særpræg som gemytlige, lidt provinsielle komikere.

Annonce

En enkelt gang i S. og Madsens lange samspil trådte de ud af deres sædvanlige rollefag, i Don Quixote, 1926, instrueret af Lauritzen efter Miguel de Cervantes' roman. Det lykkedes S. at skabe en medynkvækkende Don Quixote, mens det fanden-i-voldske ved figuren ikke rigtigt kom frem. – 1932 kom parrets første danske og længe ventede talefilm, Han, Hun og Hamlet, en noget træt og uinspireret genindspilning af en af deres stumfilmsuccesser af samme navn. Det blev Lauritzens sidste film med parret. Ide gode gamle Dage, 1940, med Johan Jacobsen som instruktør, blev en fiasko. Jacobsen ejede ikke den charmerende naivitet der udmærkede de bedste af Lauritzens film. Desuden virkede de to komikere helt ude af trit med tiden. Fy og Bi tilhørte en uskyldigere periode end krigens og besættelsestidens år.

Familie

Forældre: blikkenslager, senere restauratør Harald Andreas Jørgen S. (1857–1946) og Mathilde Josefine Grashoff (1861–1919). Gift 29.10.1910 på Frbg. med Ellen Marta Vilhelmine Butzkowsky, født 30.10.1884 i Kbh. (Stef.), død 11.9.1964 sst., d. af polerer, stolemager Karl August Julius B. (1859–1941) og Emma Vilhelmine Rasmussen (1863–1944).

Ikonografi

Karikaturtegn. (Kgl.bibl.). Livsmaske. Foto.

Bibliografi

C. S.: Fyrtårnet fortæller, 1943. – Marguerite Engberg: Fy & Bi, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marguerite Engberg: Carl Schenstrøm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296997