Carl Brisson

Carl Brisson, Carl Frederik Ejner Pedersen Brisson, 23.12.1893-26.9.1958, skuespiller. Født i Kbh. (Matth.), død på kommunehosp. sst., begravet sst. (Katolsk vestre). I sin barndom på Vesterbro i København ernærede B. sig først som mælkedreng og senere som bryggeriarbejder. Efter en kort karriere som professionel bokser blev han 1916 engageret som sanger til forlystelsesstedet Sommerlyst (det senere Frederiksberg teater). Året efter medvirkede han i stumfilmen De mystiske Fodspor, og 1918 blev han engageret som sanger i Stockholm. Herfra rejste han 1919 til London hvor han fik sit internationale gennembrud som operettesanger. Han spillede således grev Danilo i Den glade Enke 1 år i træk. Derefter var han teaterdirektør i London 1926–33. I England medvirkede han også som skuespiller i Alfred Hitchcock-filmen Ringen samt i Den danskamerikanske Fange, 1929. Efter årene i London bosatte han sig 1933 i Hollywood hvor han håbede på at kunne gøre sig gældende som filmskuespiller. Han medvirkede fx i Hjerterkonge, Sensationernes Revy, En Sømand gaar i Land og To Hjerter i Valsetakt. Trods gode anmeldelser og ihærdighed lykkedes det ham ikke at slå sit navn fast i denne branche, og 1943 lagde han sin karriere om og begyndte at optræde over hele USA med sit eget one-man show. Han fik hurtigt oparbejdet et stort og trofast publikum der hver gang fyldte varieté- og koncertsale når han igen og igen vendte tilbage under sine store turneer. Efter 2. verdenskrig opholdt han sig hver sommer i Danmark hvor han fx optrådte i Ambassadeur og gav koncerter i radioen. Hans kendingsmelodi A little white gardenia er kendt af de fleste englændere og amerikanere, og i Danmark afsluttede han altid sine koncerter med at synge Robert Henriques' og Carl Arctanders Københavnervise.

Hans medfødte talent og udadvendte charme parret med en meget elegant og maskulin sceneoptræden var utvivlsomt en faktor der i væsentlig grad bidrog til hans store succes, og som fik hans publikum til at glemme hans små sanglige brister. Hertil kom at han i årenes løb opøvede en stor improvisationsevne. Han inddrog publikum i sine forestillinger, konverserede dem, havde altid et kvikt svar parat og kunne nok være vovet, men aldrig plat.