Bodil Kjer

Bodil Kjer, Bodil Valborg Karen Ellen Kjer, 2.9.1917-1.3.2003, skuespiller. Født i Odense, begravet på Vedbæk kirkegård. Efter at have gennemgået elevskolen på Odense teater blev K. optaget på Det kgl. teaters elevskole 1936. Debut'en som musen i Hvo, som forarger, 1937 var usædvanlig grundet på de tekniske færdigheder. Efter engagement på teatret 1938 tildeltes K. ungpigeroller som hun forlenede med sød charme, fx Antonie i Sparekassen, 1940, og den unge kvinde i En kvinde er overflødig, 1942. Efter hastige udviklingsår på nationalscenen blev hun sammen med Mogens Wieth engageret til Det ny teater 1955–59. Siden har hun tilhørt Det kgl. teater hvor hun 1962 fejrede 25-års jubilæum i Mirandolina og 1977 40-års jubilæum i Byg dig kun slot på slot.

Samtidig med at K. i 1940erne var en af landets mest populære filmstjerner var hun på teatret en af de førende skuespillerinder i stadig vækst. Den vanskelige rolle som Viola i Hellig trekongers Aften, 1943 blev spillet overbevisende med varme og pikant poesi og i titelrollen Eurydike, 1946 beherskede hun den moderne tragik. Med vittig charme spillede hun Elisabeth i Elverhøj og Cleopatra i Cæsar og Cleopatra, 1952 og var brillant som Rosalinde i Som man behager, 1951. Forsøgene på at placere K. i Holberg-repertoiret blev på dette tidspunkt ingen succes. Selv om hun især gjorde lykke inden for det lettere lystspilrepertoire og endnu ikke magtede at fremstille inderligheden bevægede hun som den jordiske hustru i Dage paa en Sky, 1947 hvor hun forsvarede figuren med varm ærlighed. Ligeledes kunne der i denne periode opstå generende manerer med flagrende hænder og en latter, hentet fra Bodil Ipsen, der ikke hørte med i rollekarakteristikken. Det moderne, alvorlige repertoire som efterhånden blev hende overdraget, løste op for nye sider af talentet. Den perfekte kunnen blev nu ikke længere målet i sig selv, men midlet til at nå det storslåede skuespillerformat. Som Tordis Eck i Den blå Pekingeser, 1954, var hun træfsikker med sans for moderne hurtig replikudformning. På Det ny teater blev hun kongenial fremstiller af moderne kvindetyper med utilfredsstillet begær som fx Maggie i Kat paa et varmt Bliktag, 1956, og Temple Stevens i Messe for en Skøge, 1958. – Efter sin tilbagevenden til Det kgl. teater har K. bl.a. nyfortolket flere klassiske roller. Således var Lady Macbeth i Macbeth, 1961, ung og sanselig i modsætning til fx Bodil Ipsens majestætiske lady. Og i teatrets Tjekhov-forestilling som Masja i Tre søstre, 1961 ramte hun en moderne tragik uden patos, men tilsat dyb vemod i spillet. Fortræffelig var ligeledes Maggi i Teen-agerlove, 1962 med understregning af figurens proletariske varme. Hun udviklede sig fra lystspilprimadonna til en særpræget karakterskuespiller. Fra denne position gik hun et skridt videre og blev en fremragende fortolker af den absurde dramatik. Titelrollen i Lille Alice, 1966, spillede hun i en blanding af lystspiltone og smertelig uro, og som elskerinden i Forbi, 1972, forenede hun humor og smerte, individ og type, fremvisende et rigt og meget stort talent. Som Magdelone i Det lykkelige Skibbrud, 1974 gav hun Holbergfiguren en ny grotesk, absurd sanselighed, og som fra Rosa i Lørdag, søndag, mandag, 1977 tegnede hun perfekt en italiensk matrone. Af hendes senere roller kan nævnes madam Rust i Sparekassen, 1986, lady Bracknell i Bunbury, 1987 samt titelrollen i H. Brochs Zerline, 1994. Sammen med Ebbe Rode var hun 1980 på turne med brevdialogen Kære løgner; 1989-97 optrådte de med Kærestebreve, en rolle i hvilken hun fejrede sit 60-års-skuespillerjubilæum i 1997.

K. var en af vor tids betydeligste skuespillere. Hendes teknik var udadlelig, men kunne undertiden hindre hende i at få et dybere forhold til rollen hvorved spillet forblev på det virtuose og kølige plan. Det var i særlig grad Sam Besekow, der forløste det sublime i hendes kunst.

I de film hvori K. medvirkede, afløste succeserne hinanden, fx Afsporet, 1942, Drama paa Slottet, 1943, Hans Onsdagsveninde. 1943, To som elsker hinanden 1944 og som musen i Mød mig på Cassiopeia, 1951. Efter mange års puse vendte hun tilbage til filmen i 1970'erne, bl.a. i Strømer, 1976, hvor hun overbevisende spillede en neurotisk kvinde fra overklassen,; for denne rolle modtog hun en Bodil. Desuden kan nævnes en mindre rolle som en af søstrene i Babettes gæstebud, 1987. Gennem årene var hun ligeledes en fremragende radiofortolker. I radioteatretspillede hun bl.a. titelrollen i Hedda Gabler og Indras datter i Et Drømmespil. Som TV-skuespiller viste hun fin psykologisk indlevelse, bl.a. som Irene i Søskende, 1961, titelrollen i Bella, 1972, som generalinden i Ludvigsbakke, 1978 og TV-serien Bryggeren, 1996-97. – K. har modtaget en lang række æresbevisninger og tildeltes 1951 den hædersfulde belønning Ingenio et arti. Desuden tildeltes hun bl.a. Filmprisen 1948, 1952, 1977. Gösta Ekman-legat 1946. Tagea Brandts legat 1952. Teaterpokalen 1952. Studenterforeningens æres-kunstner 1957. Henkel-prisen 1965 og 1990. Läkerol-prisen 1969. Clara Pontoppidans legat 1970. Olaf Poulsens legat 1974. Jeppe-prisen 1985. Bodil Ipsens hæderslegat 1992. Rungstedlund-prisen 1997. Hun modtog 1997 en Æresbodil for sine mange fornemme præstationer.