• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bodil Ipsen

Oprindelig forfatter SKr-J

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Bodil Ipsen, Bodil Louise Jensen Ipsen, 30.8.1889-26.11.1964, skuespiller. Bodil Ipsen står som den betydeligste scenekunstner i første halvdel af det tyvende århundredes danske teater. Hun spænder videre end nogen af sine samtidige, fra det klassiske repertoire som hun fornyede i en række berømte roller, til sin samtids dramatik hvor hun illuminerede internationalt primadonnarepertoire med sin uimodståelige charmekunst og bar danske værker af bl.a. Kaj Munk, Kjeld Abell og Leck Fischer. Ikke blot som skuespiller på teater, i film, radio og fjernsyn, men tillige som instruktør i de tre første medier fik hun betydning. Hendes virke omfatter et halvt århundrede fra debuten som Helene i Bjørnstjerne Bjørnsons Naar den ny Vin blomstrer, 10.1.1909 til hun efter sit 50-års-jubilæum på Det kgl. teater sidste gang stod på scenen 2.4.1960. Hendes rolletal på scenen var da næsten 200, mens hun i radio havde spillet 140 roller hvortil kommer 12 filmroller samt tre roller i fjernsynet plus iscenesættelser.

Bodil Ipsen fødtes i Nansensgade i København og fik som den yngste af syv søskende sin opvækst på Nørrebro hvor hendes far blev inspektør på stiftelsen Alderstrøst. Der var ikke kunstnere i familien før hende, men tidligt vidste hun, at skuespiller ville hun være. Erindringer fra barndommens liv blandt gamle mennesker – har hun selv fortalt – gav inspiration til adskillige af hendes senere repertoires karaktertyper, bl.a. Madam Rust. Hun opsøgte skuespilleren Jacob Texiére der læste hende op til adgangsprøven til Det kgl. teaters dramatiske elevskole hvor hun 21.5.1908 antoges efter prøven, hvor hun viste Antonie og Nora samt sang Igennem Bøgeskoven.

Hendes musikalitet og dramatiske nerve var fra første færd overbevisende, og hun holdt livet igennem sin klaverfærdighed ved lige og sang med en lille men udtryksfuld stemme lieder til eget akkompagnement. På elevskolen hvor hendes lærere var Oluf Poulsen, Karl Mantzius,Peter Jerndorff, Poul Nielsen og Nicolai Neiiendam fik den sidste størst betydning for hende. Allerede til sæsonen 1909–10 engageredes hun som skuespiller og vakte opsigt ved debuten hvor hun stod som "en skræmt svane" i flokken af unge piger. Hendes tale og hendes personlighed gjorde sig straks gældende. Hun ejede i sjælden grad det afgørende for en scenekunstner: sind, udstråling og stemme. Sindet viste gennem årene at dets følelsesskala rummede alt fra had til ømhed, vildt temperament og ydmyg resignation, selv om hun sjældnest fik lejlighed til at vise det sidste. Udstrålingen var sådan at hun ved entré på scenen straks fangede blikket. Smuk var hun ikke i banal forstand med en skikkelse som skiftede fra det buttede til det magre, den markante hage og de "vanskelige" ben, men hun var dejlig. Hovedet stolt båret på den lange slanke hals. De strålende øjne og mundens bue, med et blændende smil. Livet igennem arbejdede hun med den stemme som ikke blot havde latterens sølvklange, men lidenskabens skrig og moderkærlighedens blideste toner.

Annonce

I sin sidste fase – hvor hun sjældent sås på scenen – gav hun en række oplæsninger i radio, bl.a. af H.C. Andersen-, Johannes V. Jensen- og Karen Blixen-tekster som for bestandig bevarer hendes enestående diktion. Den frapperede i hendes ungdom ved en naturlighed som ikke tog tungt på gammeldags sprog og bunden stil, men gav skikkelserne nyt liv ved en moderne, letløbende tale, som dog aldrig svigtede Holbergs eller Shakespeares særlige ordføjning, men fornyede udtrykkene, mens hun i det moderne repertoire altid traf sin figurs tone fra de overfladiske society-damer, til de jævne – ja endog vulgære – koner hun i sit realistiske repertoire også fik med. Hun var opvokset i det naturalistiske teater og blev det tro selv om hun med årene formåede alt fra stram stil til lystspilbroderi på de luftigste tekster. Sandhed og klarhed var hendes krav til sig selv og andre – både som skuespiller og instruktør.

Hurtigt efter debuten forlod hun Kongens Nytorv og spillede fra 1910–14 på Dagmarteatret, Folketeatret og atter Dagmarteatret og fyldte primadonnapartier som Zaza, men evnede også en jævn pige som Josse i Gryden. De to figurer peger frem mod dobbeltlinjen i hendes kunst: de erotiske primadonnaer og den naturalistiske menneskeskildring. 1914 vendte hun tilbage til Det kgl. teater for gennem seks sæsoner i 33 roller – plus et Molière-parti i Tøjhusgården 1918 (Angélique i George Dandin) – at vise sin spændvidde fra de unge romantiske piger Agnete, Regisse og Ophelia – med naturalistiske træk, også på Kronborgs bastioner 1916 ved 300-års-festen for Shakespeares fødsel – over musikalske præstationer af sjælden karat som Drachmanns Sheitan Emisressin, 1917, til elskerindetriumf med Lady Teazle, 1918 og lystspilsucces med Emily i Den kære Familie, 1918 plus klassikere som Oehlenschlägers dronning Oluf i Yrsa, 1917 og hans Gulnare i Aladdin, 1918.

Først og fremmest indledtes dog her 1915 samspillet med Poul Reumert i Collett Voigts Therese, 1917. Det nåede sit første højdepunkt i Båndet af August Strindberg samme år og fortsatte med Frøken Julie, 1924 og med deres længstvarende samspil i Dødedansen som de først spillede på Dagmarteatret 1920 og senest på Det kgl. teater 1937, for endnu senere at blive fremført ved de to skuespilleres oplæsningsaftener som Alice og Kaptajnen. Her rystede hun ved sin gennemlevelse af kvindesindet på godt og ondt med en fantasi og naturtroskab som ikke er overgået i dansk teater. I disse roller understregedes det at indlevelsen, situationsfornemmelsen og den fuldendte beherskelse af diktion, mimik og plastik hos hende forenedes uden ringeste kunstlethed i menneskeskildringen. At hun samtidig evnede både de muntre karikaturer og de store damer beviste hun gennem sit repertoires mangfoldighed.

1919 forlod hun med Poul Reumert og Thokild Roose der blev deres direktør, Kongens Nytorv for på Dagmarteatret gennem tre sæsoner at mestre alt fra letbenede anretninger som Blaaræven og Femina til Strindberg og Molière hvis Tartuffe indledte Dagmar-perioden, samt Shakespeare hvis Katharina hun i denne omgang spillede i klassisk kostyme (1922) og otte år senere samme sted i moderne tøj. Men også sangspillets forelskelse var med i Weyse-skuespillet Gamle Melodier og den landlige skikkelse Sine i Landsbyens Magdalene, 1920. 1922 vendte hun tilbage til Det kgl. teater og var det kvindelige centrum i Holberg-festlighederne med Pernille i Den Stundesløse som højdepunktet og den syngende Leonora i Kilderejsen som den yndigste. Sin dronningerække fra Dagmars Maria Stuart i Skotland, 1920, fortsatte hun med Oehlenschlägers Dronning Margaretha, 1922 og føjede langt senere Shakespeares Gertrud til, mens hun på én aften 1923 sammen med Poul Reumert gav tre moderne kvindeskikkelser i O. Benzons Forældre, for så 1925–27 at være primadonna på Folketeatret fra Kameliadamen til Mme Sans-Gêne. Hun ønskede tidligt at forlade de erotiske glansnumre for karakterspillet. 1927–30 var hun atter tilbage på Det kgl. teater. Her fortryllede hun som Rosalinda hos Shakespeare og rystede som Schillers Elisabeth i Maria Stuart hvor hendes karakterkunst kulminerede med en skikkelse som helt bryder med traditionen, og psykologisk tolker den ensomme, onde dronning med en nuancering som imponerede ikke blot dansk publikum, men ved gæstespil på Berlins Schillerteater (1939) fremkaldte tyske kritikeres højeste beundring – også for samspillet med Else Skouboes Maria Stuart.

Ved Adam Poulsens tiltræden som chef på Kgs. Nytorv udvandrede bl.a. Bodil Ipsen igen til Dagmarteatret 1930–33, og inden hun 1934 vendte tilbage til Det kgl. teater spillede hun for eneste gang hos og med Betty Nansen som Lavinia i Sorg klæder Elektra. Fra 1934 til 1944 var hun atter Det kgl. teaters førstedame i et broget repertoire som dels gentog en række store skikkelser, dels endnu engang lod den erotiske primadonna brillere i Noël Cowards Madame, 1936, men samtidig rakte fra Gabrielle i Vor Ære og vor Magt, 1937 til fru Alving i Gengangere, 1942. Med Madam Schmidt i Genboerne, 1938, Karen i Elverhøj, 1940 gik hun over i de ældres danske repertoire og 1940 skabte hun sin legendarisk komiske Madam Rust i Sparekassen.

I 1940'erne viste hun sig sjældnere og sjældnere for fra 1944 til 1948 slet ikke at optræde, kun lade sig høre i radio og ved oplæsninger. Til Det kgl. teaters 200-års-jubilæum vendte hun tilbage – med rette på jubelaftenen 18.12.1948 som Fruen i Huset i Kjeld Abells festspil – og nåede endnu engang med Poul Reumert at spille Elmire i Tartuffe og – også med ham som modspiller – at fejre 40-års-jubilæum i Anouilhs Leocadia. Hendes mands død lader hende forsvinde nogen tid, men året efter fik Meir Feigenberg hende til Frederiksberg teater, bl.a. i Kirsebærhaven, hvorefter hun med genvundne kræfter var hovedfiguren i Mørket er lyst nok hos Peer Gregaard på Det ny teater 1955. 1956 spillede hun første gang Aurélie i Den gale fra Chaillot i Århus og gentog præstationen i Odense samt året efter på Københavns folketeater. Hendes sidste rolle blev Claire Zachanassian, som hun kréerede herhjemme 1958 i Fr. Dürrenmatts Den gamle dame besøger byen i Odense, hvorefter den 1959 blev hendes jubilæumsforestilling på Det kgl. teater, atter i samspil med Poul Reumert. I denne rolle stod hun sidste gang på scenen 2.4.1960, uden at nogen vidste at hun da havde besluttet ikke at optræde mere.

Som instruktør får hun betydning fra 1936 hvor hun viste sin enestående evne for personinstruktion i Vor Ære og vor Magt. Mest opsigtsvækkende var hendes nyfortolkning af Holbergs Don Ranudo på Det kgl. teater 1941.

I sit filmarbejde føjede hun mellem 1941 og 1951 ti iscenesættelser – oftest med Lau Lauritzen som sin tekniske medarbejder – til sine tolv filmroller hvor hun som skuespiller var med fra 1913 til 1959 og rakte fra Kaj Munks primadonna i Det gyldne smil, 1935 over folkekomedien med sjælden ægthed i Bolettes Brudefærd, 1938, til grevinde Danner med eminent foredrag af Rasmusine-visen i Sørensen og Rasmussen, 1940. 1944 fik hun bevilling til biografdrift af Odeon Bio som hun havde til teatret nedbrændte 1958, hvorefter hendes bevilling overførtes til Nygadeteatret som hun drev til sin død. Radiorepertoiret var så mangfoldigt som teaterspillet. Hendes enestående stemmekunst kom her til sin ret i alle genrer fra Lady Macbeth til Kulsoen i Gøngehøvdingen. Som den eneste i dansk teater har hun spillet alle de tre kvinderoller i Elverhøj og dér demonstreret de tre genrer som var hendes.

Ingenio et arti 1922.

Familie

Bodil Ipsen blev født i København (Jons.), død i København (Østervold), begravet i Grønholt. Forældre: malermester, senere inspektør ved Alderstrøst, kancelliråd Lars Jensen Ipsen (1836–1913) og Laura Hansine Holst (1845–1918). Gift 1. gang 20.6.1910 i København (borgerligt viet) med skuespiller Jacob Texiére, født 3.2.1879 i København (Mos.), død 1.5.1944 i Sverige, søn af optiker Leopold Jacob Texiére (1847–1901) og Fanny Trier (1842–1945). Ægteskabet opløst 1910. Gift 2. gang 30.5.1914 i Søllerød med ingeniør, cand.polyt. Helmuth Heinrich Otto Moltke, født 12.1.1882 i København (Garn.), død 26.5.1930 samme sted (gift 2. gang 1917 med operasanger ved Det kgl. teater Astrid Louise Therese Marie Elsted, 1886–1918, gift 3. gang 1923 med Christine (Kirsten) Mariane Kingo Harder, 1887–1924, gift 4. gang 1928 med Gerda Caroline Børgesen, 1889–1973), søn af oberst, senere generalmajor Otto Heinrich Theodor Albert Frederik August Moltke (1827–97, gift 1. gang 1863 med Louise Augusta Gottlieb, 1842–75) og Caroline Frederikke Jacobsen (1849–1933, gift 1. gang 1873 med landmand Rudolph Christoffer Puggaard, 1849–73). Ægteskabet opløst 1917. Gift 3. gang 18.1.1919 i København (De gamles by) med skuespiller, direktør Marius Emanuel Gregers (navneforandring fra Jensen ved kgl. bevilling 1905), født 28.12.1881 i Horsens, død 21.3.1957 på Frederiksberg (Markus), (gift 1. gang med skuespiller Ella Olsen, gift 3. gang 1923 med skuespiller Karen (Kiss) Oda Andersen, født 1898, gift 4. gang med skuespiller Marguerite Viby, født 1909), søn af skomager Søren Jensen (født 1853) og Maren Olsen (født ca. 1854). Ægteskabet opløst. Gift 4. gang 23.1.1932 i København (borgerligt viet) med journalist Einar Black, født 2.12.1899 i Kolding, død 5.4.1949 i København (Garn.), søn af cand.pharm., senere apoteker i Herning Carl Emil Andreas Black (1869–1945, gift 2. gang med Ingeborg Christine Nielsen, født 1892) og Alice Vanda Kalmer (1876–1961).

Udnævnelser

K. 1959. F.M.1 1948.

Ikonografi

Mal. af Gudrun Grove, 1910. Tegn. af J. Nørretranders 1912, Carl Jensen 1913, Sven Brasch og Ebbe Sadolin (alle Teatermus.). Tegn. af M. Bengtsson, 1917 og af Oscar Matthiesen. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1922 (Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist 1932, 1942 og 1952. Mal. af Anne Marie Telmanyi, 1943, W. Scharff, 1953 (Fr.borg), V. Lundstrøm, Olaf Rude samt H. Vedel (Fr.borg). To tegn. af Bent v. Mullen (Kgl. bibl.). Tegn. af E. Utzon-Frank (sst.) og H. Bendix, 1955 (sst.). Buste af Erik Rhahr. Statuette i rolle af Axel Locher (Teatermus.). Talrige tegn. i roller af Vald. Møller, 1916 (Teatermus.) m.fl., af Cilio-Jensen, J. Nørretranders, flere af Viggo Thomsen 1927–43 (sst.), af Jensenius udst. 1928, 1929, 1939, 1944 og 1958 (flere i Teatermus.), af H. Bendix udst. 1930, 1931, 1932, 1936, 1956, 1962, 1963 og 1965. Foto.

Bibliografi

Interview i Ekstrabl. 19.2.1944. – Edv. Brandes i Teatret XXIX, 1929 17–21. Fr. Schyberg i Ord och bild, Sth. 1934 620–24. Samme i Politiken 9.10. og 10.10.1949 (også som særtryk). Samme: Danske skuespillerportrætter, 1959. Sv. Borberg: Bodil Ipsen, 1942 = Scenens kunstnere IV. Poul Reumert i Berl. tid. 29.8.1959. Sv. Kragh-Jacobsen sst. 30.8. s.å. Rob. Neiiendam i Dagens nyheder s.d. Kjeld Abell i Politiken s.d. Harald Engberg sst. s.d. Poul Henningsen m.fl. i Information 10.10. s.å. Bodil Ipsen 1889–1959, red. Sv. Kragh-Jacobsen, 1959. Bodil Ipsen. En mindebog, red. Sv. Erichsen, 1965.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Kragh-Jacobsen: Bodil Ipsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291814