Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bendt Rothe

Oprindelige forfattere JeKis og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Bendt Rothe, Bendt Vincentz Christian Rothe, 9.5.1921-31.12.1989, skuespiller, advokat. Født i Kbh., begravet på Mariebjerg kgd., fællesgrav, Gentofte. Efter studentereksamen fra Østre Borgerdydskole 1939 blev R. 1940 optaget på Det kgl. teaters elevskole, men forlod skolen efter et års forløb og studerede i nogle år psykologi og litteratur ved Kbh.s univ. uden dog helt at opgive forbindelsen med teatret. 1944 fik han sin egentlige skuespiller-debut som John i C. E. Soyas 30 års henstand på Folketeatret. Hans talent var indlysende fra starten, og han kom hurtigt til at spille mange roller – fx som drankeren Prior i Den sidste rejse på Nygade teatret og som titelfiguren i Albert Camus' Caligula i Riddersalen (1947). Den blev kulminationen af hans første fase som skuespiller – en kølig lidenskab, et skarpt intellekt der gjorde ham til en sjælden type i det moderne danske teater.

Men R. havde svært ved at satse alene på en karriere som skuespiller. Efter en sæson på Århus teater 1948–49 virkede han fortrinsvis som iscenesætter – bl.a. af Huset i natten, Han, hun og satyren og Figenbladet på Allé scenen – men gav sig samtidig til at studere jura, et studium han afsluttede med juridisk embedseksamen 1955. 1955–57 var han formand for Dansk skuespillerforbund, af hvis bestyrelse han havde været medlem siden 1945, og hvis jubilæumsbog han redigerede (1954) – han havde tidligere forsøgt sig som forfatter med den lille prosabog Tingenes nej, 1949. 1957–59 var han turnéleder ved Det kgl. teater, men sagde derpå for nogle år næsten teatret helt farvel. Han virkede som advokat i Kbh. og Næstved, fra 1967 med møderet for højesteret. Men 1963 vendte han atter tilbage til teatret. På Det ny teater fik han sin måske mest frugtbare periode som skuespiller – man kan ligefrem tale om et andet gennembrud, dels i det alvorlige rollefag som universitetsprofessoren George i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? og som den moralsk derangerede sagfører i John Osbornes Uanstændigt vidne, dels i det af ham hidtil uopdyrkede komiske rollefag som den gamle mand i Eugéne Ionescos Stolene og som retsbetjenten hr. Loyal i Moliéres Tartuffe. Som Fouché i Jean Anouilhs Majestæter forenedes de to linjer i hans talent. På dette tidspunkt spillede han også rollen som advokaten i Carl Th. Dreyers sidste film Gertrud, 1964. 1966 fulgte han med Det ny teaters chef Peer Gregaard til Det kgl. teater og placerede sig hurtigt stærkt og suverænt både i det moderne og det klassiske repertoire – fx i Lille Alice, Et drømmespil, Dødsdansen, Kong Johan, Rene ord for pengene samt på Det danske teater som faderen i Lang dags rejse mod nat. Også i fjernsynet slog hans talent og type overbevisende igennem – fx i en række danske TV-spil: Klaus Rifbjergs Udviklinger, Leif Panduros Bella og senere i Strandvaskeren samt i Erik Knudsens Rundt på gulvet. Alligevel var det, som om han lidt efter lidt gled ud af nationalscenens ensemble, og 1973 forlod han teatret og var herefter periodisk knyttet til de fleste kbh.ske scener. På Gladsaxe teater var han forhørsdommeren i Heksejagt, på Folketeatret professoren i Onkel Vanja, men opdyrkede ellers især de komiske sider af sit talent – som Sir Peter Teazle i Bagtalelsens skole på Det ny teater, som Pantalone i Tjener for to herrer på Allé scenen og på Aveny som advokaten i kriminallystspillet Dødsfælden samt som ægtemanden i det engelske lystspil Hvad en sekretær har brug for, en af R.s vittigste og frodigste figurer. På TV opnåede han popularitet som bl.a. baronen i serien Matador, 1978-82.

I sin urolige karriere på teatret og udenfor ønskede R. hele tiden at prøve noget nyt. Allerede som Caligula så man ligesom i en sum de egenskaber R.s talent og type hvilede på: den intellektuelle personlighedsudstråling, logikerens lidenskab, den menneskelige uro og usikkerhed under den køligt beherskede overflade. Han var som skuespiller i besiddelse af en overlegenhed der snarere imponerede end vakte umiddelbar sympati, men lagde samtidig en hensynsløshed for dagen i fremstillingen af menneskelig svaghed og karaktermæssig splittelse som virkede både gribende og skræmmende. Hans bedste roller var nederlagsmenneskene, taberne, mennesker med en fejl i brændingen, store begavelser der ved egen skyld har forspildt deres chance i livet. Dette særpræg blev forstærket og uddybet i R.s "store" sæsoner på Det ny teater og på Det kgl. teater, mens han i sine senere komiske roller fik muligheder for at give sin vittige sarkasme en større menneskelig bredde og fylde. Foruden som advokat dyrkede R. juraen videnskabeligt. Resultatet af hans mangeårige studier på dette område foreligger i det store værk Skuespillerkunst og skuespillerret, 1980, en ophavsretlig undersøgelse af de udøvende kunstneres, specielt skuespillernes, retsbeskyttelse -på baggrund af en praktisk-principiel analyse af skuespillerens kunst som en selvstændig, skabende kunst. – R. modtog Emma Bærentzens legat 1946, Højesteretsadvokat C. Liebes legat 1956, Teaterpokalen 1966, Bodil Ipsens jubilæumslegat 1971, Landsretssagfører Axel H. Pedersens fødselsdagslegat 1977, Sagførernes Auktioners legats hædersgave 1980.

Annonce

Familie

Forældre: præst Oluf Skram R. (1880–1966) og Lilli Nikoline Marie Lindhardt (1887–1965). Gift 1. gang 7.8.1947 med Asta Riis Poulsen, d. af overlærer Engel Ulrik R. P. og Asta Frandsen. Ægteskabet opløst 1958. Gift 2. gang 25.9.1958 i Tårbæk med Helle Høeg Houmøller, født 26.10.1935 i Frederiksværk, d. af direktør, civilingeniør Adolf H. (1889–1954) og Inga-Lisa Gulbransson (født 1901). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 20.7.1969 med skuespiller Vigga Bro, født 20.10.1937 i Fredericia, d. af lærer Viggo B. (død 1937) og Anna Christensen (død 1964). Ægteskabet opløst. Gift 4. gang 28.4.1973 i Kbh. (Holmens k.) med fysioterapeut Birte Merete Gad, født 29.10.1921 i Kbh., død 1985, d. af rektor Carl G. (1890–1962) og rektor Lily Riise (1890–1942). Gift 5. gang (u.v.) med Tove Gamst, født 24.3.1919.

Udnævnelser

R. 1968. R.1 1981.

Ikonografi

Tegn. af Stig Lommer, 1968. Foto.

Bibliografi

Sv. Erichsen i Aktuelt 8.5.1971. Jens Kistrup i Berl. tid. 9.5. s.å. og 26.9.1981. Virtus Schade i Weekendavisen 15.3.1974. Rob. Naur i Politiken 27.9.1981. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup, Merete Harding: Bendt Rothe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296630