Augusta Blad

Augusta Blad, 10.1.1871-9.11.1953, skuespiller. Født i Kbh. (Johs.), død på Diakonissest., Frbg., urne på Mariebjerg kgd. B. ville egentlig være sangerinde, men da hun 1889 var blevet optaget på elevskolen ved Det kgl. teater førtes hun til skuespillet og optrådte første gang 1.9.1891 som Arianke Bogtrykkers i Barselsstuen; fra 1.8.1892 ansattes hun, og 5.9. s.å. debuterede hun som Sophie i Erik og Abel; senere udforte hun Inga i Mellem Slagene og Ragnhild i Svend Dyrings Hus. Disse roller angav den retning hendes evner viste: de nordiske kvindeskikkelser i det klassiske drama ville blive hendes område. Da dette især dyrkedes på Dagmarteatret under C. Riis-Knudsens og Martinius Nielsens ledelse blev denne scene B.s kunstneriske hjemsted, og i årene 1894–1910 udførte hun en mængde klassiske kvinderoller i den ædle stil hvortil hendes ranke, smukke skikkelse, fritbårne hoved og mørke, klangfulde stemme passede fortrinligt (fx Eline i Fru Inger til Østraat, Kirstine i Dansen paa Koldinghus, Oehlenschlägers dronning Margrethe og Schillers Jomfru fra Orleans). B.s temperament besad ikke den inderste nerve; hun var i sådanne roller uden interessante enkeltheder, men derimod udpræget akademisk i sin form. De enkle linier og det klangfulde sprog var hovedmomenter i hendes kunst. B. kunne dog også fremstille kvinder fra sin egen tid, bondekonen i Gustav Wieds Bønder var en realistisk studie, og hun ramte ofte karakteren i centrum i blege, dydsirede, bittersøde eller resignerede typer. Da hun 1910 vendte tilbage til Det kgl. teater fandt de to sider af hendes talent en mindre hyppig anvendelse; friskt og elskværdigt spillede hun Portia i Købmanden i Venedig og gengav modsat med gustent lune den fattige frue i Barselsstuen, den stolte miss Harriet i Tordenskjold og den selvretfærdige fru Spagh i Lige for lige. 1942 fejrede hun sit 50 års jubilæum som mad. Skaarup i Sparekassen. Sin afsked fik hun 1950 og hendes sidste optræden (21.5.1950) blev som etatsrådinden i Indenfor Murene. Sin ranke holdning og sjældne skønhed bevarede hun, og til sin sceneautoritet med stil og statelighed lykkedes det hende med tiden at føje en ren og varmere menneskelig tone.