August Blom, Martin August Blom, 26.12.1869-10.1.1947, skuespiller, biografdirektør. Født i Kbh. (Fødselsst.), død på Rigshosp. i Kbh., urne på Frbg. ældre kgd. B. debuterede som skuespiller i Kolding 1893. De følgende år spillede han på forskellige provinsscener (fx i Esbjerg og Ålborg) inden han o. 1907 kom til Folketeatret i Kbh. hvor han blev til 1910. I foråret 1909 blev han ansat som skuespiller ved Nordisk films kompagni og debuterede i en Sherlock Holmes-film Droske 519. 1910 begyndte han at arbejde som instruktør for selskabet med filmen Livets Storme med Johannes Meyer; herefter ophørte han snart med at optræde som skuespiller for helt at hellige sig instruktionsarbeidet. Ved udgangen af sæsonen 1910 blev han udnævnt til selskabets kunstneriske leder, foruden at han stadig selv instruerede mange film. Denne stilling beholdt han i hele selskabets store tid, dvs. til omkring 1916, og hans smag kom i høj grad til at præge produktionen. Som instruktør for selskabet fortsatte han til 1924, men iscenesatte i de sidste år kun få film. Hans sidste film er fra 1926, optaget for Stephan-film. Den hed Hendes Naade, Dragonen og var ingen succes. B. åbnede 1926 biografen Strandteatret i Hellerup og fik 1934 overflyttet bevillingen til Bristolteatret som han ledede til sin død. B. var en meget produktiv filminstruktør der i de 14 år han arbejdede for Nordisk film nåede at iscenesætte ca. 125 film. Mange fra de første år var ganske vist meget korte, fra et kvarters til en times længde, men allerede i 1913 var filmene af ca. halvanden times varighed.

Af hans produktion må især fremhæves tre film. Ved Fængslets Port, 1911, Allantis, 1913 og Verdens Undergang, 1916. Med den første skabte han sit måske mest helstøbte værk. Foruden at være en kunstnerisk succes blev den også en økonomisk, én af de største i dansk films historie, solgt i ca. 250 kopier og vist over hele verden. Ved Fængslets Port var et erotisk melodrama, og denne genre blev snart en dansk specialitet, som også Blom benyttede igen. Atlantis efter Gerhard Hauptmanns roman var hans mest ærgerrige film. Mens han endnu på det tidspunkt i almindelighed kun var en uges tid om at producere en film lagde Atlantis beslag på flere måneder, og hundreder af skuespillere medvirkede, optagelserne fandt foruden i København sted i Berlin, New York og Norge. Bedst lykkedes filmens centrale scene, skibskatastrofen hvis komposition på grund af en højdramatisk klipning var usædvanlig i 1913. Som helhed viser filmen B.s evne til at holde sammen på en stor produktion og til at skabe overbevisende miljøer, men forfatterens indgreb i rollebesætningen var ikke til dens fordel.

Verdens Undergang med manuskript af Otto Rung var ligeledes en stort opsat produktion, en science-fiction film om en enorm naturkatastrofe der udsletter hele Jordens befolkning med undtagelse af et enkelt menneskepar. Som kunstner var B. først og fremmest den dygtige fagmand, den omhyggelige instruktør der gennemarbejdede stoffet til mindste detalje. Desuden havde han sans for at ramme tidens smag. Men han manglede i nogen grad et personligt kunstsyn hvilket blev mærkbart efterhånden som filmen udviklede sig fra at være folkelig underholdning til at blive kunst.

Familie

Forældre: Bolette Amalie Johanne Böttger. Gift 1. gang 1908 med skuespiller Agnete von Prangen, født 27.6.1880 i Kbh. (Frue), død 11.4.1968 på Skt. Lukasstiftelsen (Helleruplund), d. af overretssagfører Johan Frederik Ernst Schwarz v. P. (1848–1944) og Sophie Henriette Lassen (1856–1945); ægteskabet opløst, antog pigenavn efter skilsmisse. Gift 2. gang 6.4.1917 med skuespiller Johanne Caroline (kid. Fritz) Petersen (f. Pedersen, gift 1. gang 1899 med teaterdirektør Fritz P., 1877–1911), født 18.10.1879 i Århus (Vor Frue), død 22.12.1961 på Frbg., d. af skræddermester Jens P. (1843–1907) og Juliane Edvardine Caroline Larsen (født 1855).

Ikonografi

Silhouet. Foto.

Bibliografi

Marguerite Engberg: Dansk stumfilm, 1977 263–68 492–99.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig