Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asta Nielsen

Oprindelig forfatter MaEng

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Asta Nielsen, Asta Sophie Amalie Nielsen, 11.9.1881-25.5.1972, filmskuespiller. Asta Nielsen kom fra et fattigt arbejderhjem, men takket være en vældig fremdrift og et stort dramatisk talent lykkedes det hende først at blive elev hos Peter Jerndorff og senere at blive optaget på Det kgl. teaters elevskole.

Hun debuterede på Dagmarteatret 1902 og var ansat der til 1905. Derefter turnerede hun i Norge og Sverige og var 1908-10 ved Det ny teater i København. Sin filmdebut fik hun 1910 i Afgrunden, iscenesat af Urban Gad. Filmen blev en formidabel succes ikke blot i København, men også i udlandet. Grunden til Asta Nielsens succes var at i denne film oplevede man for første gang i filmhistorien en skuespiller der i den grad forstod at leve sig ind i sin rolle, at det føltes som hun var den unge kvinde, man så på lærredet. Hun forstod intuitivt at film krævede en mere afdæmpet spillestil end teatret, en intensivering af følelsen og små virkemidler. Filmkameraet havde mindsket afstanden mellem publikum og skuespiller, og det forstod hun.

Efter successen varede det dog et halvt år før dansk film igen havde bud efter hende. Men hun nåede at medvirke i to danske film, før hun tog imod et tilbud fra et tysk filmselskab der dels gav hende en meget høj gage og dels sikrede hende otte filmpremierer pr. år. De to danske film, begge fra 1911 var Den sorte Drøm, igen med Gad som instruktør og Balletdanserinden, iscenesat af August Blom, Nordisk Film. I begge film spillede hun sammen med Valdemar Psilander, i Balletdanserinden desuden også med Johannes Poulsen. Asta Nielsen udfoldede sig her som en stor erotisk skuespiller, især i sit samspil med Johannes Poulsen.

Annonce

Desværre havde Nordisk Films Kompagni ikke sans for, hvilken stor stjerne det havde fået i Asta Nielsen, men tillod hende at bryde sin kontrakt til fordel for et tysk engagement. De følgende år medvirkede hun i en lang række tyske film, hvoraf størsteparten var iscenesat af Urban Gad. Det var et yderst forskelligartet repertoire der spændte fra sentimentale melodramer over muntre lystspil til lidenskabelige tragedier. En af hendes største publikumssuccesser fra denne periode var lystspilfilmen Den lille engel, 1914. Da det under første verdenskrig blev vanskeligt at filme i Tyskland vendte Asta Nielsen tilbage til Danmark og medvirkede hos Nordisk Film i Mod Lyset, 1918, iscenesat af Holger-Madsen. Det blev ikke nogen god film. Instruktøren forstod ikke at sammensmelte Asta Nielsens raffinerede spillestil med de medspillendes.

Efter krigen vendte Asta Nielsen tilbage til Tyskland. Takket være de ekspressionistiske kunstnere fik tysk film nu sin store glansperiode, og Asta Nielsens spillestil var som skabt til denne udtryksform. Hendes kunst voksede i takt med tysk film, og hun oplevede i 20erne sin største periode som kunstner. Fra disse år kan nævnes Der Reigen, 1921, Frøken Julie, s.å. og Bag Glædernes Maske, 1925 hvor hun spillede sammen med den opdukkende stjerne Greta Garbo. Det var mest erotiske roller hun spillede i disse år. Som et kuriosum må dog også nævnes, at hun 1920 spillede titelrollen i Hamlet. Denne film, der var iscenesat af Svend Gade, havde som forudsætning en amerikansk litteraturhistorikers teori om, at Hamlet var en forklædt kvinde, og Asta Nielsens præstation her var ikke uden interesse. Dimentragodie, 1927, instrueret af Bruno Rahn, er måske hendes sidste vellykkede film.

Da talefilmen kort efter kom, var Asta Nielsens tid som filmkunstner forbi. Dels var hun nu ved at blive for gammel til at spille de erotiske roller der var blevet hendes speciale, dels havde hun svært ved at tilpasse sin spillestil til de krav talefilmen stillede. Hun medvirkede kun i én talefilm, Umulig Kærlighed, fra 1932. Derefter optrådte hun et par år på tyske og østrigske scener, inden hun 1936 vendte hjem til Danmark. 1939 spillede hun uden større succes på Folketeatret i Lesley Storms Tony tegner en Hest.

Asta Nielsen skrev 1943–46 sin selvbiografi Den tiende Muse. Derefter arbejdede hun fortrinsvis med kludeklip, blandt hvilke to selvportrætter bør nævnes. Asta Nielsen instruerede 1968 en kortfilm med og om sig selv med Poul Reumert som interviewer.

Familie

Asta Nielsen blev født i København (Matth.), døde på Frederiksberg hospital og blev begravet på Vestre kirkegård.

Forældre: arbejdsmand Jens Christian Nielsen (1850-99) og Ida Frederikke Petersen (1843-1912). Gift 1. gang 11.5.1912 i Kbh. (Pauls) med filminstruktør Urban Gad, født 12.2.1879 i Korsør, død 26.12.1947 i Kbh. (Østervold) (gift 2. gang 1922 med Esther Margaretha Burgert v. Westenhagen, 1896-1974), s. af premierløjtnant, senere kontreadmiral Nicolaus Urban G. (1841-1920) og forfatter Emma Halkier (Emma Gad, 1852-1921). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 31.12.1919 med svensk reserveløjtnant Ferdinand (Freddy) Wingårdh (gift 2. gang 1923 med Mildred James), s. af skibsreder W. W. og Maria Norsell. Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 1923 med russisk skuespiller Gregorij Chmara. Ægteskabet opløst. Gift 4. gang 21.1.1970 på Frbg. (b.v.) med kunsthandler Anders Christian Theede, født 12.9.1899 i Odense, død 13.1.1988, s. af grd. Jørgen Christian T. (død 1955) og Kirsten Andersen (død 1904).

Ikonografi

Tegn. af Albrecht Schmidt, 1906 (Teatermus.). Mal. af Henrik Lund og litografi af samme. Mal. af L. Karsten, 1911. Tegn. af Axel Bache, 1912 (Teatermus.), af Dely, Paris 1914, og af Viggo Thomsen (bl.a. Teatermus.; Kgl. bibl.), bl.a. 1949. Buste af Elise Brandes, 1915. Tegn. af Csongar, 1916 og 1917. Mal. af Prediger (?), 1921. Tegn. af Josef Fenneker, 1922, plakat af samme, 1927. Tegn. af K. J. Almquist, 1923 (Kgl. bibl.). Træsnit af H. Anselment, 1928. Mal. af Pyke Koch ca. 1931. Tegn. af P. Vermehren, 1932, akvarel af samme, 1937. Tegn. af Otto Franz, 1934. Buste af H. Isenstein, 1947. Tegn. af Kirsten Kjær, 1952, mal. af samme bl.a. s.å. Mal. af Gudde Wo Pedersen, 1981, og af Gudrun Poulsen, s.å. Karikatur af K. J. P. Mal. og tegn. af bl.a. Coester, Deutsch, Klein Diepold, Peter Urban Gad, Gregorjev, H. Greil, J. Ringelnatz, Anne Marie Scavenius og Marianne Tillge-Rasmussen. Plakater af bl.a. V. Setoft, E. Gill og Palle W. Buste af Eberlein og af Eric Erlandsen. Relief af fru Meirendorf. Livsmaske. Flere selvportr. i tøjapplikation. Foto.

Bibliografi

Asta Nielsen: Den tiende muse I–II, 1945-46 (ny udg. i et bind, 1966; ty. overs.: Der schweigende Muse, 1961). – Adolf Langsted: Asta Nielsen, 1918. Pablo Diaz: Asta Nielsen, Berlin 1920. Ernst Moritz Mungenast: Asta Nielsen, Stuttgart 1928. Olaf Fønss: Danske skuespillerinder, 1930 113–25. Marguerite Engberg: Asta Nielsen, 1966 (heri filmfortegn.). Asta Nielsen. Ihr Leben in Fotodokumenten, Selbstzeugnissen und Zeitgenössischen Betrachtungen, udg. Renate Seydel og A. Hagedorff, Berlin, München 1981. Elsa Gress i Politiken 10.9.1981. – AV: Asta Nielsen, instr.: Henrik Stangerup, 1967 (henlagt). Asta Nielsen, instr. Asta Nielsen, 1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marguerite Engberg: Asta Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294912