Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anna Larssen Bjørner

Oprindelige forfattere KNeii og RNeii

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anna Larssen Bjørner, Anna Vilhelmine Johanne Dorthea Larssen Bjørner, 12.9.1875-6.3.1955, skuespiller, prædikant. Anna Larssen Bjørner udgik fra udenlandske slægter: moderen var norsk, faderen var søn af konditor Giovanni Monigatti fra Graubünden der ved sin død 1843 ejede en sangerpavillon i Frederiksberg allé. Anna Larssen Bjørners far var en i provinsen kendt skuespiller og hun optrådte selv første gang som seksårig 5.3.1882 som et af børnene i Et Dukkehjem på Trondhjems scene. Efter en treårig teatervirksomhed i Norge kom hun med sin far til Dagmarteatret 1885. Hendes overordentlige naturlighed vakte opmærksomhed, fx da hun spillede Helga i Peer Gynt og drengen i Landsoldaten, 1886, og 18.4.1892 blev Rosette i Musset's Man skal ikke spøge med Kærlighed, hendes egentlige debut. Ved sin nydelige skikkelse, sit smukke, udtryksfulde ansigt og sit følsomme væsen opnåede hun snart at blive en af publikums yndlinge i muntre roller; dybere toner røbede hun da hun gengav Annas sjæleangst og blussende forelskelse i M. Halbes Ungdom.

Endnu ubevidst i sin kunst syntes hun at komediespil var det letteste i verden, når blot instruktøren, magister P.A. Rosenberg, sagde hvilke ord i sætningerne hun skulle betone Hun var et naturtalent med en altbesejrende charme. 1895 knyttedes Anna Larssen Bjørner til Folketeatret hvor hun under Herman Bangs instruktion fik sin egentlige kunstneriske udvikling. Han tvang hende bort fra den nærliggende fristelse til at spille på sit lykkelige ydre og tillod hende ikke at nøjes med det ubevidste, men lærte hende at uddybe og karakterisere sine skikkelser. Derfor betegnede de følgende år gennembruddet i hendes kunst. Aldeles henrivende levendegjorde hun den skælmske Mizi i Elskovsleg, virkede rørende og inderlig som Mimi i Frie Fugle, var kåd og overstrømmende som Myrrhine i Kvindernes Sammensværgelse og gav Kätchen i Pigen fra Heilbronn en blid renhed der var hendes særkende, og hvorved hun også forlenede skuespil uden for litteraturen med lødig poesi (fx titelrollen i Trilby).

1899 vendte hun som moden kunstner tilbage til Dagmarteatret, og her forblev hun til juni 1909 (med undtagelse af sæsonen 1905–06, da hun optrådte i Kristiania (Oslo)). I disse år føjede hun klassiske tragedieskikkelser som Shakespeares Ophelia, Oehlenschlägers Valborg og Maeterlincks Monna Vanna til sit muntre repertoire, hvilket hun gav en pikant, til tider udpræget københavnsk tone af underfundighed og skælmeri (fx fru Mimi i G. Wieds lille komedie af samme navn). Ikke ved storhed i temperamentet, men ved usvigelig ægthed i følelsen stod hun mod slutningen af sin bane som Dagmarteatrets førstekraft. Det rørende barn Magna i De Umyndiges Røst, Oscar Wildes perverse, grådige Salome og den uskyldshvide japanerinde i Ingen ved det, hvis væsen er blid musik, viste omfanget af Anna Larssen Bjørners karakteriseringsevne som årene havde uddybet og som tillod hende at blive ét med den skikkelse hun gengav. De sjælelige perspektiver i hendes kunst skyldtes ofte Herman Bang, hvis geniale visioner genspejledes af hendes geni. Hun var påvirkelig og perfektibel, men hendes opfattelsesevne skulle vejledes af en stærkere vilje. Den blide ynde i hendes kunst karakteriserede Helge Rode ved ordene: "En Skal af Krystal, fuld af sød Poesi".

Annonce

På højden af sin udvikling, da hun ubestridt stod som den der evnede at give kvindens erotiske liv det gyldigste sceniske udtryk, forlod hun for bestandig sin kunst, kun 34 år gammel; uden at offentligheden kendte hendes beslutning, optrådte hun sidste gang som Marguerite Gautier i Kameliadamen på en landsturné der sluttede 30.6.1909 i Slagelse. En religiøs understrøm i hendes væsen var steget og havde begunstiget af sygdom taget magten. Påvirket af den norske metodistpræst Th. B. Barratt der betød for hendes tro, hvad H. Bang havde været for hendes kunst, gennemgik hun en åndelig krise, under hvilken hun blev en bevidst kristen. Modsætningen mellem før og nu var så stærk, at hun måtte bryde med teatret. Hun handlede således, fordi hendes omvendelse ikke hvilede på opbyggelige betragtninger, men på en reel oplevelse der krævede hende helt. Det var hende derfor umuligt i vekslende roller at forkynde meninger som stred mod hendes overbevisning. Hun tog fuldt ud konsekvensen af sit nye livssyn og følte sig lykkeligere derved.

Fra 1910 koncentrerede hun sit rige følelses- og fantasiliv i en omfattende virksomhed som prædikant for pinsebevægelsen, en lære båret af religiøs entusiasme og primitiv umiddelbarhed. Oversættelsen af Marie Corellis skrift To Verdener, 1909, dannede hendes indledning til denne gerning. Bogen savnede litterær værdi, men dens moral gjorde den til en typisk modsætning til hendes tidligere publikation Æventyr ude og hjemme, 1901 der viste den udadvendte Anna Larssen Bjørner, hovedstadens beundrede enfant terrible. Skriftet Hvad vi tror og lærer. 1920, udgjorde en af angreb fremkaldt redegørelse for hendes religiøse overbevisning der deltes af hendes ægtefælle, Sigurd Bjørner som medvirkede i hendes propaganda. Efter at have holdt vækkelsesmøder i forskellige sale drog de landet rundt i en sigøjnervogn som ledsagede deres evangelietelt, men 1922 åbnede ægteparret, hvis menighed talte ca. 1400 medlemmer, en selvstændig mødesal, kaldet Evangeliehuset, i nærheden af Trianglen på Østerbro i København. 1935 udgav hun sine erindringer under titlen Teater og Tempel. Her fralægger hun sig ansvaret for bogen Æventyr ude og hjemme og beretter om den indre sammenhæng i sit besynderlige liv.

Familie

Anna Larssen Bjørner blev født på Frederiksberg, døde på Skodsborg kuranstalt og er begravet på Helsingør kirkegård.
Forældre: skuespiller Johan Laurids Monigatti Halberg (1837–88) og Gina (Georgine) Hellevig (el. Helweg) (1851–1929). Gift 1. gang 28.8.1894 i Hvidovre med forfatter, skuespiller Jens Otto Gyntelberg Larssen (ved dåben Larsen), født 1.8.1864 i København (Frederiksberg), død 21.1.1910 på Frederiksberg, s. af skibsfører, senere reder og dansk vicekonsul i Malmø Jens Larsen (Larssen) (1820–85) og Caresia Møller (1822–74); bror til skuespiller Oda Nielsen. Ægteskabet opløst 1898. Gift 2. gang 28.7.1912 i Kbh. (Garn.) med løjtnant, prædikant, forstander for evangelieforsamlingen Sigurd Bjørner, født 28.7.1875 i Ranum, Ålborg amt, død 18.2.1953 på Gentofte amtssygehus, s. af botaniker, seminarielærer Thomas Jensen (1824–77) og Anna Marie Frederikke Wulff (1839–1922); navneforandring 11.7.1903.

Ikonografi

Buste af S. Schultz ca. 1892. Mal. af L. Find, 1896. Tegn. af Johs. Poulsen, 1903, Armand Point, 1904 og E. Ph. Ritter, s.å. (alle tre Teatermus.). Mal. af P.S. Krøyer, 1907 (sst.), Michael Ancher, s.å., Jul. Paulsen, s.å., af Gerda Wegener (Teatermus.) og tegn. af samme, 1908. Karikatur af Vald. Andersen, 1908. Pastel af Bertha Dorph ca. 1910 (Teatermus.), tegn. af Hans Flüggen, 1911 (sst.) og mal. af E. Hein 1911–12 (sst.). Radering af Henrik Lund. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1935. Afbildet på tegn. af E. Krause (Teatermus.). Tegn. af Sophus Jürgensen. Pastel af Gudmund Hentze (Teatermus.) og af Harald Jordan (Kgl. bibl.). Mal. af V. Pacht. Foto.

Bibliografi

Anna Larssen Bjørner: Teater og tempel, 1935 (erindr.). – Helge Rode: Digte, 1907 87f. Ch. Kjerulf: Anna Larssen, 1918. Michael Neiiendam: Frikirker og sekter, 1927 (4. udg. 1958). Rob. Neiiendam: A/S Københavns Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945. Samme: Gennem mange år, 1950 197–203. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Neiiendam, Robert Neiiendam: Anna Larssen Bjørner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293347