Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anna Jacobsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Anna Jacobsen, Anna Theresia Jacobsen, 29.3.1857-15.2.1926, skuespiller. Født i Kbh. (Trin.), død sst., urne sst. (Vestre). J.s virkelige far var efter traditionen skuespiller Christen Niemann Rosenkilde. Hun begyndte meget ung (ca. 1875) sit urolige teaterliv ved provinsscenerne; 1877 tilhørte hun Frbg. morskabs-teater og Théâtre du Boulevard (senere Scala); 1883 spillede hun med held jomfru Vibe i Et enfoldigt Pigebarn på Casino, men kom atter til provinserne og Norge; 1895–98 var hun, introduceret af sin kusine Elga Sinding, knyttet til Det kgl. teater hvor hun gjorde lykke som madam Qvist i Fristehen og blev undervist af Olaf Poulsen på elevskolen; 1903 optrådte hun igen på Casino og blev dernæst i fem sæsoner den bærende komiske kraft ved Århus teater; endelig nåede hun fra 1909 til sin død ind under roligere forhold ved Folketeatret hvor hun optrådte første gang som Pernille i Den Stundesløse (okt. 1909) og snart, særlig efter Sigrid Neiiendams afgang, vandt en fra alle sider anerkendt stilling som denne borgerlige scenes bedste komiske skuespiller, en anerkendelse der især kom til udtryk ved hendes 40-års jubilæum 1925 som egentlig markerede 50-året for hendes sceniske fremtræden. J. var et naturtalent med en lunerig og frodig replik. Hendes område var typer fra det jævne lag, både landlige og fra byerne, myndige bønderkoner fx i Marens Kyllinger, Rejsegildet og Bolettes Bryllupsfærd eller zunftige københavnske madammer, fx madam Godtfredsen i Gryden og Annette Paustian i Paradisfuglen. Hendes komik blev fyldigere med årene, ligesom hendes lighed med faderen efter billeder at dømme blev mere og mere umiskendelig. Det drastiskkomiske var i højere grad hendes område end det rørende. Et forbavset-nysgerrigt udtryk i hendes ansigt vekslede med noget barokt og robust som virkede meget lattervækkende. – Ingenio et arti 1925.

Familie

Forældre: Ane Marie Theresia Betzonich (1823–88, gift 1. gang med lejetjener Jørgen Christian Jacobsen, ca. 1824-54, gift 2. gang med fhv. vagtmester ved husarerne og det slesvigske gendarmeri Mauritz Carl Johansen, 1817–97, gift 1. gang 1854 med Margarethe Matthiesen, 1824–55). Gift 1875 med skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer, født 19.5.1844 i Assens, død 19.4.1916 i Slangerup (gift 2. gang 1910 med Karla Sophie Hansen, født 1891), s. af skuespiller Johan Philip S. (ca. 1818–91) og Ida Amalie Leonore Hornhaver (1816–79). Ægteskabetopløst 1886.

Ikonografi

Tegn. af Emil Poulsen, 1907. Tegn. af Vald. Møller, 1914 (Teatermus.). Buste af Johanne Pedersen Dan. Foto.

Annonce

Bibliografi

Hver 8. dag 18.11.1921. Viggo Lindstrøm: Teatererindr. og oplevelser, 1925 52f. Alb. Bayer: Århus teater, 1925 175–230. Berl. tid. 15.2. og 19.2.1926. Politiken 16.2. s.å. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Anna Jacobsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291878