Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Angelo Bruun

Oprindelig forfatter KNeii
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Angelo Bruun, Kaj Angelo Zeuthen Bruun, 15.7.1898-30.3.1956, skuespiller. Født i Nakskov, død på Esbønderup sygehus, urne på Solbjerg kgd., Frbg. B. var som kunstner meget forskellig fra sin far, men de gik begge uden uddannelse til teatret af indre trang, og de udviklede sig langsomt. Han begyndte beskedent på Århus teater, rejste i provinserne og havde sin egentlige debut på Betty Nansen-teatret 16.12.1921 som Sannæs i Bjørnsons En Fallit. Senere blev han ansat ved Det ny teater, Folketeatret og Dagmarteatret, hvor han vakte opsigt som lystspilskuespiller, karakteristisk ved en egen mut natur der kunne bryde ud i galgenhumor. (Pompejus i Ligefor Lige og Camwan i Mens Præsten sover). 1927 levendegjorde han en drømmende Armand i Kameliadamen, og fra 1939 skabte han hovedrollerne i en række af Folketeatrets største succeser (Cronins Guderne ler, Gandrups Lazarus og Munken gaar i Enge, Shaws Pygmalion, Anouilhs Dans under Stjernerne, Giraudoux' Amphitryon 38 og Sheridans Bagtalelsens Skole). Han spillede den godhjertede galning Charles Surface, og selv om det historiske kostume ikke tiltalte den moderne skuespiller hørte Shylock i Købmanden i Venedig til hans bedste roller.

Hans åndelige slægtskab med Soya bevirkede at han fik sine største kunstneriske sejre i Brudstykker af et Mønster (filmet som Soldaten og Jenny), som ingeniør Borch i 30 Aars Henstand og ikke mindst som den deforme arkitekt Isling i Efter (filmet som Tre Aar efter). En af hans betydeligste roller var også den desillusionerede stationsforstander i Leck Fischers Manden i Maanen. I de senere år var han free lance, og hans sidste optræden i Kbh. var på Folketeatret i efteråret 1955 i Mandagseventyr. Derefter drog han på turné med Du kan ikke ta' det med Dig. I filmen havde han bl.a. skabt den sindssyge morder i Bodil Ipsens filmatisering af Tavs Neiiendams hørespil Mordets Melodi, og hans sidste rolle blev dameskrædderen i filmen Kispus hvor han ypperligt karakteriserede en feminin type. 1956 døde B. ved et ulykkestilfælde efter et fald på en trappe. Efter at have givet et præcist og overbevisende udtryk for datidens unge mand voksede B. i karakterrollerne. Hans kunst blev rig på sjælelig spænding, en blanding af blufærdighed og kynisme der udtryktes med en nervøs, søgende uro isprængt melankoli.

Familie

Forældre: skuespiller Cajus B. (1866–1919) og Clara Bentzen (1859–1924). Gift 1. gang 2.12.1925 i Kbh. (b.v.) med skuespiller Gerda Julie Karla Madsen, født 4.1.1902 i Kbh., død 26.7.1986, d. af skotøjsfabrikant Johannes M. (1876–1935) og Andrea Marie Sofie Nielsen (1871–1947). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 3.9.1937 med skuespiller Inger Valborg Lassen, født 27.7.1911 i Varde, død 29.12.1957, d. af kommunelærer, cand. mag., senere skoledirektør i Odense Valdemar Sigfred Charles L. (1868–1939) og Harriet Valborg Rasmine Schmidt (1875–1936). Ægteskabet opløst.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Jensenius ca. 1928. Malet selvportr. 1942 (Teatermus.). Tegn. af Hans Bendix 1947 og 1955 (begge Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Robert Neiiendam: Folketeatret 1845–1945, 1945 248–51. Thorvald Larsen i Berl.tid. 12.1.1961. – Film på Det da. filmmuseum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Neiiendam: Angelo Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287806