Albrecht Schmidt

Albrecht Schmidt, Albrecht Elvinus Schmidt, 9.4.1870-5.3.1945, skuespiller, maler. Født i Kbh. (Johs.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). S. søgte først uddannelse som maler, dels hos K. Zahrtmann, dels hos teatermaler V. Gyllich; gennem sidstnævnte kom han ind bag kulisserne på Det kgl. teater og fik lyst til at blive skuespiller. Han gennemgik den dramatiske elevskole, debuterede 4.10.1891 som den italienske drømmer Lélio i Marianna og spillede siden bl.a. Mortimer i Maria Stuart. Der var en modsætning mellem S.s smukke sydlandske ydre og hans temperament; dette var ikke ildfuldt, men sensitivt – derfor blev han efter Herman Bangs død den bedste fortolker af hans noveller. Bang påvirkede også hans skuespilkunst. Det var hverken som elegisk sværmer eller Schillersk elsker han gjorde sig bemærket. Da han 1894 drog ud til en større virksomhed på privatscenerne, også i provinsen, men særlig på Dagmarteatret, udviklede han sig derimod til en elegant, elskværdig ræsonnør og bonvivant med en træfsikker replik. Han blev også en udmærket halvkomisk karakterfremstiller, helst af moderne typer, fx den egoistiske ægtemand i Agnes Jordan, 1900, den både servile og overlegne kammertjener i Hans Højhed, en gentleman i karikatur, og den smarte stræber Kattrup i Den bestøvlede Kat, gentleman'en i moderne heltebelysning.

Det blev ikke S.s område at udtrykke stærke følelser (Grundtvig i Willemoes), men den nuancerede ironi, den karakteriserende enkelthed, detaljen og stemningen i det sceniske maleri; han støttedes her ofte af fortrinlige masker, som røbede såvel iagttagelses- som malerevne. S.s virkeplads blev efterhånden alle privatscenerne, Casino undtaget; han deltog i "De ottes"s og Peter Fjelstrups turné i Skandinavien og var 1915–17 direktør for Alexandrateatret i Frbg. allé hvor han med Emmanuel Larsen som instruktør gennem forestillinger som Forretning er Forretning og Eventyret skabte en scene for god kunst, hvis sammenspillede ensemble, hvortil hørte Henrik Malberg og Clara Pontoppidan, blev opløst da Betty Nansen købte teatret og gav det sit præg. I de følgende sæsoner optrådte S. som gæst på provinsscenerne og i Stockholm, men 1920 vendte han tilbage til Kbh. og blev instruktør og skuespiller ved Det lille teater (professor Tygesen i Geografi og Kærlighed, Adolph i Min Mands Ven), men da denne boulevardscene i Scalabygningen omdannedes til biografteater vendte han 1922 tilbage til Dagmarteatret, stadig med sin skabende evne i behold (digteren Nidberg i Premiére, kroværten i Korsikaneren, kopisten i Korporal Bachelet). Han virkede her til 1932 også som instruktør og som leder af delingsspillet 1928–29 og spillede også et par roller på Frbg. teater (præsten i Endnu en Nat, gamle Ekdal i Vildanden) og på Nørrebros scene. S. var en intelligent skuespiller med fantasi, smag og kendskab til de små midlers rækkevidde. Hans kunstinteresse, udviklet af Pietro Krohn og ualmindelig blandt scenekunstnere, havde præget og højnet hans personlighed og gav sig udtryk bl.a. i en afhandling om Edouard Manet (Samleren IX, 1932). Selv var han en dygtig portrættegner (Tegninger i Teatret XXVII, 1928; XXIX, 1930) og dyrkede som maler især landskabet og interiøret. Han havde flere separatudstillinger, og hans kunstglæde gjorde ham til samler, især af Fridolin Johansens billeder, hvis maleriske værd han slog til lyd for. 1940 solgte han sin samling. 1937 udgav han sine erindringer I Liv og Kunst med en førstehånds skildring af Herman Bang. 1941 udgav han en roman om skuespilleren Edmond Kean.