Agnes Nyrop, Agnes Flemmine Nyrop, 21.11.1841-19.6.1903, skuespiller. Født i Århus, død i Skodsborg, begravet i Kbh. (Garn.). N. var Kbh.s første folkekomediehelt. Fra hun var otte år gammel (1849) brugte faderen hende i børnerollerne på Casino hvor han var direktør, og da han 18.9.1857 startede Folketeatret fremsagde hun prologen og spillede hovedrollen, Fanchon, i En lille Hex. Sæsonerne der fulgte blev de lykkeligste i hendes teaterliv. Ved sin sydlandske skønhed lyste hun som en tropeblomst blandt Nørregades borgerlige vækster. Teatrets effektfulde repertoire, fx En fattig ung Mands Eventyr og Et Vaisenhusbarn, dækkede hendes talents mangel på finhed og fremhævede dets ydre kraft. Ved fru Heibergs (Johanne Luise) afgang fra Det kgl. teater åbnedes en mulighed for kunstnerisk udvikling for N. der benyttede sin popularitet hos det brede publikum til at forlange og gennemføre kgl. ansættelse, inden hun 3.9.1864 optrådte første gang på nationalscenen som Charlotte Corday i Athalia Schwartz' drama. Men nu begyndte vanskelighederne. Hverken hun selv eller hendes lærer, Fr. Høedt, kunne afslibe hendes evner til det nye dramatiske stof, hun nu skulle arbejde med. Adam Oehlenschlägers kejserinde Zoë og Dina spillede hun med folkekomedie-patos, en snart lidenskabelig, snart melankolsk deklamation der ikke lød ægte, og hvorigennem digterens tanke ikke fik klart udtryk, og kun når hun kunne nøjes med enkle, kraftige farver, fx som bondekonen Ragnhild i Dronning Margaretha og særlig som Hjørdis i Hærmændene paa Helgeland, 1875, kunne hun navnlig i et enkelt, voldsomt udbrud virke betydelig. Men med 80'ernes skue- og lystspil og W. Blochs instruktionskunst harmonerede N. så dårligt som tænkes kan, og følgen blev at hendes repertoire begrænsedes; mor Karen i Elverhøj var den rolle hun spillede hyppigst, men et forsøg som lady Macbeth faldt uheldigt ud, fordi hendes abrupte diktion i denne og andre tragiske roller virkede som tom efterklang af en svunden tids deklamationskunst. Derimod gjorde hun megen lykke med en sær opførelse på Folketeatret 1881 af Kærlighed uden Strømper, da hun som Grethe udleverede sin talefacon til latteren. 1896 afskedigedes N.; hun optrådte sidste gang 3.6. som Hjørdis (2. og 3. akt) og Pauline i Et Vintereventyr (2. akt). - Ægtemanden J. L. Nyrop, der tog navn efter fødestedet Nyrup på Refsnæs, var et musikalsk naturtalent med en god sangstemme. Via Folketeatrets orkester kom han til scenen og debuterede 1862 i Den stumme i Portici; han vakte store forventninger, men stemmen var ikke stærk nok og efter få år gik han over til skuespillet. Efter sin afsked 1882 levede han som sanglærer og lotterikollektør. – Hendes datter Adda Louise Margrethe Nyrop-Nielsen, født 19.1.1874, død 18.11.1909, debuterede 1893 på Det kgl. teater og virkede fra 1898 på Dagmarteatret. 1905 indgik hun ægteskab med læge Eiler Emmanuel Malte Nielsen (1878-1923) og trak sig tilbage fra scenen.

Familie

Forældre: teaterdirektør H. W. Lange (1815-73) og skuespiller Juliana M. Michaelsen (1799-1866). Gift 18.9.1868 i Brønshøj med operasanger Jens Larsen N., født 14.4.1831 i Nyrup på Refsnæs, død 4.10.1904 i Kbh. (gift 1. gang 1856 med Margrethe Nielsen, 1835-67), s. af gårdejer Lars Jørgensen (1803-62) og Margrethe Pedersdatter (1806-73). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Mal. af D. Monies, 1859. Mal. af N. C. Hansen, 1863 (Teatermus.). Træsnit 1865 og 1868. Flere tegn. af C. Bayer bl.a. 1869 (Teatermus.). Træsnit 1875 og 1880. Afbildet på træsnit af R. Brend' Amour, 1885. Træsnit 1889 efter foto og træsnit s.å. af H. P. Hansen. Tegn. måske af V. Rosenstand (Teatermus.). Malet i rolle af E. Krause (sst.). Buste i rolle af Einar Jónsson (Det kgl. teater).

Bibliografi

Herman Bang: Kritiske studier og udkast, 1880 143-55. Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1857-1908, 1919. Samme: Det kgl. teaters hist. I–II, 1921-22.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig