Agnes Gjørling

Agnes Gjørling, Agnes Nathalie Gjørling, 28.9.1851-24.3.1920, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Introduceret af sin moster, solodanser Caroline Kellermann, kom G. som barn ind på balletskolen, og allerede 1860 medvirkede hun første gang i Alferne, men da hendes fysik ikke slog til og hun røbede evner for skuespillet forberedte fru Heiberg hende til en debut 25.10.1867 som Hanne i Indkvarteringen. G. var en smuk pige med en nydelig skikkelse, en mørkfarvet stemme og en tydelig diktion, og disse egenskaber skaffede hende snart mange vigtige opgaver; bedst lykkedes for hende stille, alvorlige unge kvinder som Regisse i Svend Dyrings Hus, Rosa i Rosa og Rosita. Laura i Eventyr paa Fodrejsen, og sit gennembrud fik hun ved den rene jomfruelighed der prægede hendes Imogen i Cymbeline, 1871. Også Oehlenschlägers Valborg i Axel og Valborg og Gudrun i Kjartan og Gudrun smeltede sammen med hendes ydre og indre evner hvis styrke var udtryk for uskyld og sværmerisk hengivelse, mens hun derimod savnede lune og lidenskab. G. var efterromantikkens fremstillerinde af den inderlige kvindelighed, og hun vandt da også mange beundrere, deriblandt biskop H. Martensen, ved sin udførelse af grevinden i Bertran de Born og kongens engel i Den forvandlede Konge; svagere var hendes usammensatte spil i Bjørnstjerne Bjørnsons og Henrik Ibsens tidlige skuespil, fx Valborg i En Fallit og fru Linde i Et Dukkehjem. Hendes talent tilhørte ungdomsårene og rummede, hvad fru Heiberg tidligt havde blik for, ikke store udviklingsmuligheder. Efter hendes ægteskab bevirkede hyppige, halvårige sygemeldinger at hun gled ud af repertoiret, og at hendes ydre i mindre grad passede til hendes egentlige rollefag. Ved udgangen af sæsonen 1887-88 fik hun sin afsked med pension; hun optrådte sidste gang 6.6. som Imogen og Leanders usynlige i De Usynlige. Fra 1889 udførte hun tyve store, hovedsagelig klassiske roller på Dagmarteatret hvis direktør, C. Riis-Knudsen, satte stor pris på hendes tragiske stil, bl.a. titelrollen i Holger Drachmanns skuespil Esther, i Reckes drama Hertuginden af Burgund, lady Milford i Kabale og Kærlighed, titelrollen i P. A. Rosenbergs drama Klytæmnestra, Thusnelda i Stærkodder og Sappho i Grillparzers drama af samme navn. Hendes kunstbegejstrede energi og ukuelige tro på sig selv var en støtte for den unge scene, men der bestod alligevel et misforhold, navnlig i temperamentets styrke, mellem hendes evner og de krav, opgaverne stillede. En konflikt medførte i jan. 1893 hendes pludselige afgang, og senere optrådte hun som gæst på Casino i den halvt parodiske titelrolle i farcen Niobe og på Dagmarteatret som fru Inger i Fru Inger til Østraat, sidste gang 18.12.1895.