Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adolph Rosenkilde

Oprindelig forfatter RNeii

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Adolph Rosenkilde, Adolph Marius Rosenkilde, 16.2.1816-14.10.1882, skuespiller, forfatter. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). R. kom til verden i det år faderen debuterede. Han voksede op i en sfære af teater og litteratur, og var kun elleve år da faderen opdagede at han havde sceniske evner. 1836 blev han privat dimitteret student, og n.å. optrådte han på Det kgl. teater som Ludvig Thostrup i Østergade og Vestergade (19.3.1837). Valget var uheldigt, da rollen var en af faderens geniale fremstillinger, og en sammenligning faldt ikke ud til sønnens fordel. Lignende betragtninger gjaldt også hans næste opgaver; han kunne ikke hævde sig ved siden af Ludvig Trusters forvandlingsgeni og C. Foersoms brede lune, og hans lighed med faderen skadede ham; han virkede gammel og tør mod dennes ungdommeligt-springske komik. Da et forsøg i operaen som Leporello i Don Juan heller ikke lykkedes trods R.s sikre musikalitet, tog han 1839 engagement ved Kristiania teater der dengang var dansk. Her udvikledes han gennem et stort repertoire i ti sæsoner (1842–43 virkede han som turnésekretær hos Ole Bull i Skandinavien og Tyskland) og blev en yndet komisk karakterfremstiller, også i syngespil og operaer, fra Zierlich i Aprilsnarrene til Caspar i Jægerbruden. Da han følte at en brydningstid mellem norsk og dansk sprog var nær, modtog han sammen med sin hustru et tilbud fra Casino i Kbh. hvor han 6.11.1850 optrådte første gang som skolemesteren i den norske vaudeville Til Sæters. Casinos husdigtere O. Chievitz og A. v. d. Recke, H. C. Andersen og C. Hostrup fik en vigtig støtte i R. der viste sit mesterskab, når han var den selvbehagelige filister i For Alvor og sin begrænsning når han spillede v. Buddinge i Genboerne. Den brede, svulmende komik blev aldrig hans område. I sæsonen 1855–56 assisterede han F. L. Høedt og Michael Wiehe på Hofteatret, bl.a. som Poirier i En fornem Svigersøn, og vendte så med dem tilbage til Det kgl. teater hvis jubelolding faderen nu var. Der ventede stadig R. megen modstand som han måtte overvinde ved sej udholdenhed. Hans genoptræden efter sytten sæsoner forløb uheldigt: Jacob v. Tyboes buldrende væsen var ham fremmed, og det blev som hans modsætning Jeronimus (især i Erasmus Montanus og Pernilles korte Frøkenstand). Corfitz, Vielgeschrey og pedanterne at han vandt sine sporer. Men først måtte mindet om den gamle Rosenkilde blegne. Man betragtede 1857 R.s Geronte i Scapins Skalkestykker som en karikatur af faderens figur, men ved stykkets genoptagelse 1871 ansås den for et mesterværk.

Sjældent har en begavet og ejendommelig skuespiller måttet vente så længe på almindelig anerkendelse. Det var de roller som R. selv kreerede, der forvandlede ligegyldigheden for hans kunst til beundring, først og fremmest den til kasketmager reducerede hattemager Conradsen i De Fattiges Dyrehave, og den konfuse justitsråd Winge i Besøget i København. Disse figurer var lystspilskikkelser af høj rang, bygget på iagttagelser og klassisk form. R. var en af de let kendelige komikere der ikke anvender maske, og mangfoldighed var ham ikke givet i vuggegave men hans slæbende, knirkende stemme vakte bestandig latter i forbindelse med hans pudsige mimik og gestus, hans tales pludselige blanding af alvor og komik. Sætningernes psykologiske indhold interesserede ham ikke så meget som de komiske virkninger han kunne vride ud af dem. Han arbejdede bestandig med enkeltheder og under dette motto, at skuespilleren "burde vogte sig vel for-at træde en Rolle ud som en gammel Sko; kun ved bestandig at være ny, ved at avancere, kunde han siges at arbejde kunstnerisk". I komedier med en filistrøs-hyggelig atmosfære befandt R. sig i sit es; han puslede så hjemligt som om scenen var hans dagligstue. Hans kunst tilhørte voldenes Kbh. og de dramatikere som har gengivet livet der, hvad enten det var Ludvig Holberg, J. L. Heiberg, Henrik Hertz eller Hostrup. Hans virke var både bevarende og nyskabende; i det første tilfælde, fx over for Trop i Recensenten og Dyret, den Stundesløse eller assessor Svale i Eventyr paa Fodrejsen forandrede han ikke grundopfattelsen, men nøjedes med at gå den efter i enkeltheder; i det andet tilfælde blev han mester i det bornerte og indskrænkede og ved sin lunerige tørhed i de senere år en herlig modsætning til Olaf Poulsens frodighed, således at det gamle komiske typeforhold fra Holbergs tid mellem Clementin og Londemann blev opretholdt. Latterlige adelsmænd der har bevaret en vis air kunne R. fremstille (markien i Postillonen i Longjumeau), og perler af karakteriserende komik, mønstret for efterfølgerne, var kontormanden Jensen i En Skavank, etatsråden i I den anden Verden og Gobbo i Købmanden i Venedig. Faderens flagrende genialitet og rørende naivitet var hos R. omsat til minutiøs beregning af de sceniske virkemidler. Han var en stor skuespiller i det små, en ejendommelig individualitet med større refleksion end inspiration og større realisme end komisk poesi. I de senere år virkede han som elevinstruktør; han optrådte sidste gang 14.10.1881 som etatsråden i Umyndige i Kærlighed. Sophus Neumann burde være blevet hans efterfølger om end hans kunst i højere grad var beslægtet med faderens evner.

Ligesom faderen syslede R. med humoristisk forfatterskab, hvoraf den 1861 offentliggjorte fortælling Anders Tikjøb 1923 (sidste optr. 1975) i dramatisk form med held er opført på privatscenerne. Modellen til den populære jyske degn var en halvbror til faderen. 1872 samlede han sine fortællinger i tb bind under titlen Mellem Saisonerne. R.s brede fortællemåde var ikke uden iagttagelsesevne, men historierne skulle helst foredrages af ham selv. På scenen anvendte han sit talent for anekdoten i Sovedrikken (III. tid. 14.3. og 4.4.1875). – Et lykkeligt ægteskab levede R. med sin hustru, Anne Rosenkilde, som han traf ved Kristiania teater hvor hun 1843 debuterede som Henriette i Bruden. Hun besad sikre sceniske egenskaber i sin borgerlige nydelighed og sin friske sangstemme, og da hun 1850 blev Casinos første vaudevilleprimadonna, erobrede hun publikum lige så let som i Kristiania. I mandens kampår gik hun fra sejr til sejr; 1855–56 var hun Høedts og Wiehes medspillende på Hofteatret og fulgte med sin mand til nationalscenen, men i de opgaver hun fik der, var kvikhed og charme ikke tilstrækkeligt; hun sang bl.a. Cendrillon i Nicolo Isouards syngestykke, var Zerlina i Don Juan og i Fra Diavolo og forsøgte sig, da stemmen pludselig svandt, som Rikke i Genboerne, Carl II i Man kan, hvad man vil og Leonore i Julestuen; men mens ægtefællen nu vandt frem, gik hun tilbage og allerede 1.9.1864 optrådte hun sidste gang som tredje rådsherreinde i Den politiske Kandestøber. Hun afgik fra aug. 1865.

Annonce

Familie

Forældre: kgl. skuespiller Christen Niemann R. (1786–1861) og Maren Falck Christensen (1786–1852). Gift 15.10.1844 i Kristiania med skuespiller Anne Kirstine Paaske, født 25.2.1825 i Kbh. (Helligg.), død 28.5.1885 sst. (Slotsk.), d. af høker Anders P. (1790–1858) og Anne Sophie Schiødt (ca. 1787–1859). – Bror til G.R. og Julie Sødring.

Udnævnelser

R. 1874.

Ikonografi

Afbildet på scenebillede litograferet efter tegn. af E. Lehmann. Tegnet i rolle af Fritz Jürgensen (Teatermus.). Litografi 1853. Træsnit 1868 og træsnit efter dette 1870. Træsnit af H. P. Hansen 1869 – litografier i samme type 1869 og 1871–1878 og 1882. Malet i rolle af O. Bache, 1872, tegnet af V. Rosenstand, kostumebilleder i træsnit af F. Hendriksen. Tegn. af F. Henningsen, efter denne træsnit 1882. Flere træsnit 1882. Træsnit 1885 og i gruppe 1886. To tegn. (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Teatret XVI, 1916–17 31f (breve). – Th. Overskou i III. tid. 7.11.1869. Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880 258–73. Aug. Bournonville: Efterl. skr" 1891 87–92. Otto Borchsenius: Hjemlige interiører, 1894 197–212. Julie Sodring: Erindr. I-II, 1894–95 (ny udg. 1951). Erik Bogh: Min første forfattertid, 1897 65f. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I-V, 1921–30. Samme: Det kgl. teaters hist. 1890–92, 1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Adolph Rosenkilde i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296516