Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adam Poulsen

Oprindelig forfatter RNeii

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Adam Poulsen, 19.11.1879-30.6.1969, skuespiller, teaterdirektør. Adam Poulsen opgav den maritime bane han ved sin konfirmation var slået ind på, for 1899 at blive student fra Birkerød; n.å. tog han filosofikum. Da faderen efter sin afgang stod skarpt over for Det kgl. teaters daværende ledelse, valgte han Dagmarteatret til forum for sine dramatisk begavede sønner Adam og Johannes. Deres første optræden fandt sted under stor opmærksomhed 9.11.1901 i Holger Drachmanns Renaissance, hvori Giulios rolle var som skrevet for Adam Poulsens ydre og indre personlighed. Han bidrog til det skønhedsindtryk forestillingen efterlod, og syntes nøjagtigere i udarbejdelsen og mere teknisk udviklet end broderen, men også uden dennes lysende indfald.

Adam Poulsen var en smuk ung mand, i hvis spil som lyrisk elsker der kunne være nogen modsætning mellem formen og indholdet, men i karakterroller røbede han trods sin ungdom en ualmindelig myndighed (fx som Flindt i Varulven). 1903-05 havde han sin "Sturm und Drang"-periode på Folketeatret med skuffelser (chevalieren i Ninon) vekslende med glæder; til de sidste hørte den ildfuldt glødende, fanatisk energifyldte pastor Bratt i Over Evne som han ca. 25 år senere spillede, på tysk, på Lübecks Stadttheater, og den rå kaptajn i O. E. Hartlebens Karneval, en personifikation af det militære Tyskland. Adam Poulsens kunstneriske personlighed, det tunge og søgende og det myndige og bydende, trådte karakteristisk frem i disse to figurer.

1905-06 søgte han yderligere udvikling på Max Reinhardts skole i Berlin og hos Joseph Lewinsky i Wien. Senere udviklede han sit talent på Dagmarteatret hvor han til 1909 ved broderens side spillede et rigt repertoire, fx Alexander den Store i Kalanus, Harald Haarderaade i Væringerne i Miklagaard og blev det nye århundredes hidtil bedste Axel i Axel og Valborg, 1906.

Annonce

Under store forventninger kom begge brødre 1909 til Det kgl. teater, men forholdene der tilfredsstillede ikke Adam Poulsens virketrang.

1910 var han den kunstneriske grundlægger af det første danske friluftsteater i Dyrehaven som han med afbrydelse styrede i fjorten somre (til 1930), altid med et lødigt repertoire; en af hans smukkeste opførelser var åbningsforestillingen Hagbarth og Signe. Adam Poulsens slanke skikkelse og stærke, klangfulde stemme smeltede sammen med naturomgivelserne; nordisk højhed og poesi prægede ham fx som Hagbarth og som Ebbe Skammelsen i H. Bergstedts folkevisespil.

Friluftsteatrets succes førte ham til direktørposten ved Dagmarteatret 1911-14 hvor hans største kunstneriske indsats var opførelsen af Bjerg-Eyvind og hans Hustru, og hvor Milepæle og Min ven Teddy var forestillinger byen skulle se. Men Det kgl. teater drog ham på ny, og i Einar Christiansens Fædreland skabte han 1916 som Anthio en af sine smukkeste skikkelser om hvilken forfatteren skrev, at han uden al patetisk deklamation spillede "skønt og sikkert". Men om en naturlig fortsættelse af hans virke på nationalscenen blev der ikke tale; tværtimod rejste han til Helsingfors for i tre sæsoner (1916-19), netop i Finlands frigørelsesperiode, at lede Svenska teatern. Hamlet, Antigone, Det gamle Spil om Enhver og Jeppe paa Bjerget prægede repertoiret, og professor Yrjö Hirn har vidnet at Adam Poulsens indsats i Finlands teaterliv "aldrig kan blive glemt". I Helsingfors udgav han også Skådespelarkonst, 1919. Siden optrådte han som gæst ved svenske og danske scener samt på Betty Nansen teatret (titelrollen i Borgmesteren i Stilmonde) og Folketeatret (bl.a. Ruy Blas); 1923 foretog han med sin hustru en turné blandt danske i Nordamerika, og på teatret i Reykjavik har han med islandske kolleger spillet prinsen i Der var engang -; ved sit 25-års jubilæum var han gæst på nationalscenen (kong Skule i Kongsemnerne).

Adam Poulsens kunstneriske livsbane var således meget urolig. Blandt hans mange roller var hos Shakespeare bl.a. Romeo og Hamlet; hos Adam Oehlenschläger foruden Axel og Harald Haarderaade Giulio Romano og Hakon Jarl; dog har han også lettere karakterer på sin spilleliste, fx Poul Abel i Ranke Viljer og byfogeden i En Folkefjende, begge udført med fin ironi, men personlig har skikkelser som Bjerg-Eyvind og Henrik Percy i Henrik IV ligget ham nærmest.

På baggrund af sin kunstneriske stræben og som Det kgl. teaters skarpe, men ikke uberettigede kritiker, fx i pjecen Det kgl. Teaters Misère, 1921, stod han for mange som kandidat til chefposten, da undervisningsminister F. J. Borgbjerg kaldte ham dertil 1930 på grundlag af teaterloven af s.å. som indskrænkede statens tilskud og øgede direktørens magt. Afskedigelser som Adam Poulsen havde måttet foretage i årene på Dagmarteatret havde inden for murene gjort ham til en frygtet mand, og hans tiltrædelsestale som ministeren havde godkendt efterlod et udfordrende indtryk. Adskillige kunstnere demonstrerede mod udnævnelsen ved at forlade teatret. Men Adam Poulsen skaffede dygtige stedfortrædere og tog fat på arbejdet med stor energi, og skønt pressereportagen var ham ugunstig, førte han vanskelige forestillinger frem til sejr, fx Gaden, Væringerne i Miklagaard og Den Stundesløse, hvori Liva Weel, som Adam Poulsen agtede at knytte til teatrets kommende anneksscene, som gæst var en udmærket Pernille. Han satte tempoet i vejret, og hvis hans ledelse var blevet af større varighed ville han uden tvivl have besejret modstanden, men allerede fra nytår 1931 blev han syg, og fra febr. konstitueredes hans efterfølger, kontorchef Andr. Møller, i embedet. Hindret af sygdom måtte Adam Poulsen siden hovedsagelig indskrænke sin gerning til oplæsning; af nye roller spillede han 1936 titelfiguren i Daniel Hertz på turné.

Ligesom Emil Poulsens kunst stod i samklang med Holger Drachmanns digtning, var der lighed mellem Adam Poulsens talent og Axel Juels lyriske evne; det fremgik ikke mindst da han på Odense teater spillede titelrollen i Knud Lavard, 1932. De blev båret af samme naturlige styrke og virilitet; de var enkle i udtryksformen og redelige. Baggrunden for begge var folkevisetonen, Oehlenschlägers og Drachmanns digtning.

Adam Poulsens varme, personlige kamp for det klassiske repertoire i en tid med andre idealer, hans grundlæggelse af teatret i Dyrehaven og hans rene behandling af modersmålet danner billedet af en karakterfast mand, og dette billede blev styrket af den mandige måde, på hvilken han bar sit tragiske fald, netop da han havde nået sit mål.

Familie

Adam Poulsen blev født i København (Holmens), døde i Græsted, urne på Blistrup kgd.

Forældre: kgl. skuespiller Emil Poulsen (1842-1911) og Anna A. D. W. M. Næser (1849-1934). Gift 1. gang 16.12.1906 i Søllerød med Ellen Rimestad, født 21.7.1882 i Århus, død 9.3.1972 i Gentofte, d. af kontorchef, senere direktør ved statsbanerne C. O. Rimestad (1848-1815) og Sophie F. Jespersen (1855-89). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 21.8.1920 i Hvidbjerg, Hassing hrd. med skuespiller Nathalia Olivia Cathrine Krause, født 15.4.1884 i Kbh. (Frue), død 1.9.1953 i Skodsborg, d. af kgl. kapelmusikus Olivo Krause (1857-1927) og Helga N. V. Neubert (1864-1940). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 6.11.1947 i Søllerød (b.v.) med Jytte Knipschildt, født 23.11.1913 på Ragnesminde, Brøndbyvester sg., død 28.6.1983 i Hellebæk (gift 1. gang 1937 med civilingeniør Regnar William Søren Westenholz, 1904-78), d. af forpagter Carl Gustav K. (1881-1963) og Thyra Helene Jensen (1882-1937). Ægteskabet opløst.

Bror til Johannes Poulsen og Svenn Poulsen.

Udnævnelser

R. 1924. DM. 1931.

Ikonografi

Tegnet som 19-årig (Teatermus.). Tegnet i rolle af E. Krause, 1901 (Teatermus.) og af Albrecht Schmidt, 1902 (sst.). Buste af Jens Lund, 1904. Karikatur i Klods Hans, 1908. Afbildet på flere mal. af N. V. Dorph, 1909. Træsnit af C. Poulsen, 1909, efter foto. Mal. af Margrethe Svenn Poulsen, 1910. Statuette i rolle af Elna Steen-Hertel udst. 1912. Tegn. af Sven Brasch, 1916. Tegn. i rolle af J. Nørretranders, 1917 (Teatermus.). Malet i rolle af Olaf Rude, 1919. Karikaturtegn. af H. Jensenius, 1921 (Teatermus.). Mal. af Dydysco, 1925. Tegn. i rolle af Vald. Møller, bl.a. 1926 (Teatermus.). Buste af Carl Bonnesen, 1927 (Teatermus.). Afbildet på mal. af Jul. Paulsen s.å. (sst.). Relief af Regnar Bjelke, 1928 (sst.). Linoleumssnit af K. J. Almquist 1930 og 1944. Tegnet i rolle af H. Jensenius udst. 1931. Mal. af H. Vedel, 1939. Selvportr. 1956 (Teatermus.). Malet som ung af Johanne Harriet Ostermann (sst.). Tegn., nogle i roller, af Vald. Andersen, Sophus Jürgensen (Teatermus.), Vald. Setoft (Kgl.bibl.) og Lars Nielsen. Malet i rolle af A. Dyboe. Radering af H. Grønholdt. Pastel af Bertha Dorph (Teatermus.). Karikaturer af Alfred Schmidt og af Johannes Poulsen. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXII, 1928 359-66. A. P.: Glimt fra et liv på rejse, 1941. Samme: En skuespillers erindr. I-II. 1961-62. – P. A. Rosenberg i Teatret XXVI, 1926 41-45. Rob. Neiiendam sst. 46-49. A. P. 1901-26, udg. Vilh. Saxtorph og K. V. Høyer, 1926. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv og af da. teaters hist., 1930 380f. Berl.tid. 23.2.1930 (heri bl.a. P.s tale til Det kgl. teaters personale). – Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Adam Poulsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295874