Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adam Gielstrup

Oprindelig forfatter RNeii

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Adam Gielstrup, Adam Gottlob Gielstrup, 11.10.1753-10.2.1830, skuespiller, landskabsmaler. Adam Gielstrup var uddannet i malerhåndværket og havde gjort svendestykke da han i en avis i Augustenborg læste en bekendtgørelse om at Det kgl. teater søgte en skuespiller. Han meldte sig og debuterede, vistnok vejledet af Fr. Schwarz, 10.10.1777 som Henrik i Henrik og Pernille, men Adam Gielstrup var ikke og blev aldrig Henrik-fremstiller; derimod vandt han få dage senere en sejr som Arv i Den honnette Ambition.

Til landlige figurer passede Adam Gielstrups ydre og talent; hans lunerige ansigt hvis træk var barnligt-bløde kunne antage de forskelligste udtryk som han forstærkede med farver; han var den første ved teatret der med kunstfærdighed maskerede sig, og dette talent støttede hans evne til at træde ud af sin egen individualitet. Derfor kunne C. Pram skrive at hvad enten han spillede "en udlevet Hektikus, en opvoksen Dreng eller en plump Gaardskarl" var det aldeles umuligt at genkende ham. Han ejede et skarpt blik for det karakteristiske ved mennesker, ikke alene for deres klædedragt og manerer, men for deres tale, og han blev i årenes løb en banebryder i anvendelsen af dialekter; bedre jysk, fynsk, sjællandsk eller holstensk var aldrig talt på den danske scene.

Først og fremmest var Adam Gielstrup Holberg-skuespiller, og blandt hans figurer stod Jeppe (1787) som et mønster. Tidligere var rollen spillet som et defekt, næsten dyrisk individ, men Adam Gielstrup gjorde Jeppe til et sundt menneske, levendegjort ved en mængde iagttagede træk og hjemmehørende i tiden omkring stavnsbåndets løsning. Arv'erne i Den honnette ambition, Maskerade, Henrik og Pernille, Kilderejsen og Julestuen var hans speciale som han forstod at variere; Studenstrup i Den ellevte Juni, Jens i Jacob v. Tyboe, jøden i Diderich Menschenschræk og ridefogden i Erasmus Montanus hørte også til hans bedste figurer, og træk fra hans spil blev gentaget af senere fremstillere langt ned i tiden.

Annonce

Uden for Holbergs komedier udførte han en mængde karakterroller i nu glemte skue- og syngespil, bønder og buldrebasser, jøder og gniere, altid mennesker uden de selskabelige former – som Adam Gielstrup også selv savnede i det daglige liv. Hos Moliére var han Harpagon i Den gerrige, i Gulddåsen kreerede han forvalter Ebeltoft, i Kinafarerne spillede han jøden Ascher, og i Kærlighed uden strømper udførte han Jesper. Men hans spil var i høj grad betinget af hans øjeblikkelige sindstilstand, og det hændte ofte at han virkede tør og træet i en rolle som han ellers spillede med satirisk humør. Denne lunefuldhed eller brutale stædighed bragte ham i konflikt med overordnede og kolleger, og efter et gadeoverfald på en kammerjunker fik han 1780 "sin Bestalling forbrudt" og dømtes til seks måneders arrest i Blåtårn. Men da han var en af dem der, som teaterchef H.W. v. Warnstedt skrev, "forskaffede Folk til Huset" blev han ansat på ny uden at tildragelsen dog havde lært ham at beherske den sindstilstand han selv kaldte "sit onde Lune". 1790 blev han efter kronprinsens ordre på ny henvist til Blåtårn fordi han en aften havde spillet Petron i syngestykket Den sværmende filosof med demonstrativ stivhed.

Men trods al sin irritabilitet og sine kapricer vedblev Adam Gielstrup at være en af publikums yndlinge; under teaterchef A. W. Hauch som han hadede søgte han at slippe for at optræde ved at foregive sygdom, hvorved teatrets yngre begavelser, H. C. Knudsen og F. Lindgreen, dublerede hans roller, men da chefen var afgået viste Adam Gielstrup sig på ny (22.10.1798) som Bærhid i syngestykket De to gerrige, hilst med jubel af publikum og bekranset af Knudsen. Imidlertid overtog Hauch atter chefposten 1801, og Adam Gielstrup stræbte nu kun efter at få sin afsked med pension. Omsider fik han sin vilje og optrådte sidste gang 1.12.1803 som Constant i Iffiands komedie Adolf og Louise.

En kold ironiker som Adam Gielstrup ville ingen arvtager uddanne, og han ønskede heller ikke at nogen i eftertiden skulle få gavn af de mangfoldige bemærkninger og iagttagelser hvoraf hans rollehæfter vrimlede. Teatret var blevet ham en plage, men med desto større iver dyrkede han landskabsmaleriet, en fri kunst under hvis udøvelse han ikke kunne irriteres af sine medmennesker. Han foretog studierejser til Tyskland og Sverige, men mest blev Nordsjælland genstand for hans emnevalg. 1822-27 udstillede han på Charlottenborg, og hans landskaber gjorde lykke hos samtiden. Men hans malertalent var ikke originalt som hans skuespillerbegavelse.

Adam Gielstrups hustru, Catherine Marie Morell, var en brunette med mørke, livfyldte øjne; hun havde uddannelse ved balletten inden hun 3.11.1773 debuterede på Hofteatret som Pernille i Det aftvungne Samtykke, et sikkert rollevalg der viste at kammerpigen, såvel den danske Pernille som den franske Soubrette, ville blive hendes område. Hertil var hendes fiffige ansigtsudtryk, sangstemme og joviale, slagfærdige tale velegnet. Hendes Pernille blev urtypen for fremstillingen af den holbergske pige og som sådan berømmet af P. Rosenstand-Goiske og K.L. Rahbek; bedst lykkedes for hende de skrappe naturer i Jacob v. Tyboe og Jean de France. Uden for Holberg brillerede hun som Toinette i Den indbildt Syge, og som Mette i Kærlighed uden Strømper karikerede hun vittigt den tragediestil der var hendes egen natur så fremmed. Catherine Marie Gielstrup spillede ud fra et heftigt sind og kom ligesom sin ægtefælle let i strid med sine kolleger; et sårbart punkt var hendes, forhold til oberst Ludvig Køller-Banner, med hvem hun før sit ægteskab havde et barn. Til tab for teatret blev hendes periode kun forholdsvis kort, og en af grundene hertil var hendes tiltagende sværhed; kun 37 år gammel optrådte hun sidste gang 12.3.1792 som Lisette i Det gavmilde Testament.

Familie

Adam Gielstrup blev født i Kbh. (Holmens), døde sst. (Fred. hosp.) og er begravet sst. (Ass.).

Forældre: student, senere residerende kapellan i Stege Niels G. (1714-87, gift 2. gang med Drude Margrethe Lund, ca. 1715-92) og Charlotte Amalie Winther. Gift 5.5.1778 formentlig i Kbh. (Nic.) med kgl. skuespiller Catherine Marie Morell, født 3.3.1755 i Kbh. (Petri), død 29.10.1792 sst., d. af hofviolon Lorentz M. (1721-91) og Maria Juliane Antoinette Berthram (født ca. 1731).

Ikonografi

Mal. af C. A. Lorentzen (Det kgl. teater), efter dette pastel af Vantore (Fr.borg). Mal. af Lorentzen (Teatermus.), efter dette kopi af N. Moe (Det kgl. teater), kopi (Den gi. by, Århus) og stik af J. F. Clemens, 1786, efter dette træsnit 1875. Afbildet på mal. af teaterselskab i Dyrehaven af Lorentzen 1820. Tegn. af J. T. Sergei (Nationalmus., Sth.) samt af Niels Bredal efter Lorentzen.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder I, 1911 93-97 (sst. 98f brev fra Catherine Marie G.) – Minerva jan. 1791 146. K. L. Rahbek: Holberg som lystspildigter I–III, 1815-17. P. Rosenstand-Goiske: Krit. efterretn., udg. C. Molbech, 1839. Th. Overskou: Den danske skueplads III–IV, 1860-62. Jacob Gude i Pers. hist. t. 2. r. II. 1887 131; sst. 5. r. VI, 1909 47f. H. W. v. Warnstedt sst. 6. r. III, 1912 174f. Jul. Bidstrup i Museum, 1890 516-20. Oehlenschlägers ungdomserindr., udg. L. Bobé, 1915. Det kgl. teaters ældste regiejournal, udg. Torben Krogh, 1927.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Adam Gielstrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290023