Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Torben Anton Svendsen

Oprindelig forfatter KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Torben Anton Svendsen, 17.9.1904-18.6.1980, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet i Hornbæk. S. fødtes ind i musikken, og den omstændighed at man i det altid kammermusicerende hjem manglede en cellostemme bestemte hans valg af instrument. 17 år gammel blev han student fra Metropolitanskolen og fik sin første cellouddannelse hos koncertmester Ernst Høeberg. Senere studerede han et års tid i Paris hos den berømte Jean Vaugeois. Efter hjemkomsten blev han kapelmusikus, et embede han bestred fra 1926–49. Han var en af vore fineste cellister og i sin aktive musikerperiode medlem af både Rafn-, Erling Bloch-, Koppel- og Den danske kvartet. Allerede under krigen debuterede han som instruktør med en mindeværdig opsætning af Igor Stravinskys Historien om en Soldat i Odd-Fellow palæets store sal. Her så kapelmester Egisto Tango det kommende instruktøremne, og formidlede at han 1946 kom til at iscenesætte Stravinskijs Nattergalen på Det kgl. teater. I disse år nåede han tillige at sætte G. Lorcas Yerma op på Riddersalen, Scapins Gavtyvestreger og Shakespeares Tvillingerne på Skolescenen, C. E. Soyas Frit Valg på Det Ny teater og Liden Kirsten og Peer Gynt på Odense teater. Efter at have sat G. Verdis Don Carlos op på Det kgl. teater stod det ham klart at han måtte træffe et valg, og det blev et farvel til kapellet. 1950 blev han fast sceneinstruktør ved teatret og fik straks store operaopgaver, Orfeus og Eurydike 1951, Eugen Onegin s.å. men også skuespil som A. Camus Misforståelsen og B. Brechts lærestykke Mutter Courage. En af kulminationerne i karrieren blev A. Honeggers og P. Claudels dramatiske oratorium Jeanne d'Arc på Bålet, et gesamtkunstværk af opera, skuespil og ballet som han musik-dramatisk forløste med stor fornemmelse også for rummet, lyssætningen og monumentale grupperinger. Forestillingen blev en af periodens største og mest gribende med Ingeborg Brams som den lysende centrale figur. Af klassikerne satte han Schillers Maria Stuart op. I det nyere repertoire skaffede han teatret en stor succes med J. Anouilhs Don Juanversion Ornifle hvis elegante og kynisk vittige hovedperson var som skabt til Henrik Bentzon. Med megen fornemmelse for fransk ånd satte han Stævnemødet i Senlis op, af danske dramatikere K. Abells Anne Sophie Hedvig og K. Munks En Idealist. Nænsomt og fint levendegjorde han K. Bjarnhofs Den korte Dag er lang nok om blindes vilkår. Hans indsats for operaen fortsatte med Tryllefløjten 1956 hvor han lagde vægt på den morsomme wienerkomedie ved at anvende skuespillere i Papagenos og Papagenas partier (Poul Reichhardt og Birgitte Bruun (Price). I tresserne løste han så forskellige opgaver som Carl Orffs Den kloge Pige, J. Offenbachs Hoffmanns Eventyr, L.Janáčeks Den fiffige lille Ræv og Brecht og Weills Mahagonny. Af Carl Nielsen lavede han først opera/oratoriet Saul og David, så både det gammeltestamentlige tema og de mange polyfone korscener blev af stærk scenisk virkning selv om værket i sin musikdramatiske form egentlig ikke egnede sig for teater. 1964 satte han Maskarade op i en frodig og overdådig form understøttet af den svenske koreograf Birgit Cullberg og kapelmester John Frandsen der fik partituret til at danse. S. blev 1966 skuespilleder på Det kgl. teater og måtte fra 1971 også påtage sig hvervet som leder af operaen efter John Winther, to store administrative poster som kun han kunne bestride fordi hans viden om teater var så utrolig stor og tillige byggede på næsten et halvhundredårs erfaringer inden for murene. Han blev også lærer ved operaakademiet og fra 1959–71 konsulent i TV-teatrets dramaturgiat ligesom han beklædte formandsposten for Foreningen af danske sceneinstruktører 1956–64. Allerede inden S. havde forladt kapellet begyndte hans instruktørvirksomhed på radioen hvor han lavede en lang række forestillinger, først Peer Guldbrandsens Kondoren eller Cirkus Europa 1947 med musik af Herman D. Koppel. Herefter bl.a. P. Claudels Budskabet til Maria der i særlig grad var "instrumenteret" for forskellige stemmers timbre, den lyse sprøde Violaine (Ingeborg Brams) og den mørke karakterfulde Mara (Inge Hvid-Møller). Han fik store opgaver som fx Shakespeares Stormen, Peer Gynt I og II, Yerma, Jeanne d'Arc I og II og Abells Kameliadamen 1966. 2.10.1951 markerede både TV.s begyndelse og S.s debut som fjernsynsinstruktør med J. Allens Harlekins Tryllestav. Han havde iscenesat komedien nogle måneder før på Det kgl. teater. Et af hans højdepunkter i TV-teatret blev Munks Kærlighed åer blev skelsættende både for instruktør og skuespillere. Han lavede en uforglemmelig fin udgave – særlig bearbejdet for TV – af H. C. Branners Søskende med stjernebesætning (Bodil Kjer,Ebbe Rode, Mogens Wieth), og genopsatte 1962 Den korte Dag er lang nok. Samme år lavede han H. Pinters Kollektionen og n.å. Indenfor Murene med Poul Reumert og Clara Pontoppidan, som for længst er blevel en TV-klassiker der samtidig fastfryser en tradition og spillestil. 1964 lavede han H. v. Hofmannsthal/Johannes Jørgensens Enhver. Et af hans sidste arbejder for TV var A. Schnitzlers Anatol. S. havde allerede som kapelmusikus brugt det meste af sin fritid på film. Under krigen lavede han en række kortfilm med socialpolitisk indhold der belønnedes med et Unesco-legat til et halvt års studier på britiske filmatelierer. Han lavede også filmen om Berl.Tid. i anledning af 200-års jubilæet 1949 og s.å. portrætfilmene om Carl Pedersen (Pjerrot, med brudstykker fra Tivolipantomimer) og Thorkild Roose. Hans første spillefilm, Susanne efter Johs. Buchholtz' roman belønnedes med en Bodil 1950. N.å. kom oprettefilmen Mød mig på Cassiopeia der nok blev hans største folkelige succes. To Minutter for sent kom 1952, n.å. Sønnen efter Leck Fischers dystre manuskript, og af samme Det er så yndigt at følges ad 1954, en bagatel men med en moderne tone mellem filmens unge boligløse par. Hans forsøg på at lave børnefilm lykkedes ikke rigtigt. I På tro og love kombinerede han meget raffineret sort/hvid med farvefilm, i H. C. Branners Jeg elsker dig lå dialogen på et for dansk film sjældent niveau. Som kulturpersonlighed rakte S. vidt. Han var en af vore betydeligste iscenesættere. Hans force var kombinationen af stor musikalitet og aldrig svigtende stilfornemmelse, hans særkende en stilfærdighed og tysthed der skabte den rette atmosfære for skuespillernes skabende tilstand. Han forstod at lytte. Ellers ejede han en kølig reservation i sit væsen der var med til at udviske hans egne konturer, men bagved lå et varmt engagement og den suveræne fagmands ydmyge beskedenhed.

Familie

Forældre: kgl. koncertmester Anton S. (1846–1930) og Inger S. Bang (1877–1956). Gift 9.6.1928 i Kbh. (Jac.) med skuespiller Karin Nellemose, født 3.8.1905 i Kbh. (Jac), død 5.8.1993, d. af assistent i KTAS, reserveintendant, senere intendant af forstærkningen Sophus Vilhelm Aage N. (1877–1919) og Anna Marie Hultgreen (1877–1941).

Udnævnelser

R. 1954. R.1 1964. – Ingenio et arti 1974.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Henrik Bloch. Foto.

Bibliografi

Interviews i Politiken 4.1.1942, 21.9.1945, 17.9.1964, Berl. aften 27.9.1949 og B.T. 2.6.1970. – Kai Berg Madsen i B.T. 25.3.1950. Harald Engberg: Teatret 1945–52, 1952. Samme: Den unge vredes tid, 1970. Mikael Sne i Land og folk 26.8.1962. Nils Sch[iørring] i Berl. tid. 16.9.1974. Marguerite Engberg: En foreløbig oversigt over da. TV-teaters hist., 1975 = Kbh.s univ.s inst. for filmvidensk. V. – De musiske udsendelser. DR 1925–75 II, 1976. Peer Gregaard i Det kgl. teaters progr. sept. 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Torben Anton Svendsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298033