Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Høedt

Oprindelig forfatter KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Høedt, Frederik Ludvig Høedt, 13.2.1820-22.3.1885, sceneinstruktør, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). H. blev student allerede som 16-årig og valgte efter filosofikum teologi som fag. Men interesserne samlede sig i stedet om filosofi, æstetik og dramaturgi. Han oversatte og bearbejdede en række franske skuespil opført på Det kgl. teater i 1840–50 og 60erne og udgav et bind Lyriske Digte (samlet udg. 1856), salonpoesi med tidstypisk indhold. Enkelte digte har overlevet, fx Ak, kæreste hr. Guldsmed som med N. W. Gades melodi er optaget i "Danmarks Melodier" I. H. engagerede sig også politisk og stillede op som kandidat til den grundlovgivende forsamling i Levring, Viborg amts 3. kreds, men blev dog ikke valgt. Ellers tilbragte han sin ungdom som skønånd og salonløve, klædt efter sidste mode, brillerende i selskabslivet med åndfulde enetaler om kunst og filosofi eller sange med fint nuanceret viseforedrag. Han var en eminent oplæser og fortolker bl.a. af H. C. Andersen. Men hans force var dog de satiriske udfald og spiddende parodier på medlemmer af den Heibergske kreds. Efter faderens død blev H. økonomisk uafhængig og rejste til Paris for at se på fornyelser inden for teater- og iscenesættelseskunst. Dette studieophold blev fulgt op af andre i 1856 og 1867. Da han kom hjem 1851 besluttede han at give efter for et længe næret ønske om at blive skuespiller og henvendte sig derfor til teaterchefen J. L. Heiberg med sin egen bearbejdelse af "Hamlet". Heiberg føjede ham ikke m.h.t. bearbejdelsen, men foretog selv tilrettelæggelsen af Shakespeares tragedie. Men H. fik lov at debutere i titelrollen. Premieren blev imødeset med feberagtig spænding og billetterne solgt til 5–6 dobbelte priser. Hamlet overtraf forventningerne. H. viste sig som den fuldt færdige skuespiller, belyste teksten på en ny måde og påvirkede samtidig sine medspillende. Han tolkede Hamlet som den kristne prins der bliver et offer for den lidenskabelige religiøse tvivl. Den nye spillestil viste sig i noget reflekterende og ironiserende og i en selvbehersket stræben efter sandhed og naturlighed. Nogle fandt at han i disse bestræbelser kom til at stå udenfor og ved siden af sin rolle og forklare den. Andre deriblandt Johanne Luise Heiberg så blot i hans præstation en korrekt recitation med gode gestus. Atter andre fandt hans spil for "moderne". Generelt savnede kritikerne adækvate udtryk for det de oplevede, for H. spillede egentlig ikke, men var personen selv. Der er ingen tvivl om at H.s spillestil blottede fru Heibergs (Ophelias) mangler og afslørede hendes manierisme, mimiskplastiske attituder og langsomme oversukrede replikbehandling. Med H.s debut indvarsledes en af de stormfuldeste perioder i dansk teaterhistorie som satte offentligheden i så stor bevægelse og fik kunstnerne til at tage parti og gøre deres egen stilling til metieren op. Teaterkritikeren Clemens Petersen mere end antydede at begyndelsen til fru Heibergs militante holdninger overfor H. måtte søges i hendes nederlag som Ophelia hvor publikum ligefrem hyssede da hun deklamatorisk fremstillede vanvidsscenen. H. spillede i sine få skuespillerår 31 roller, deriblandt Hammer i Nei. Grignon i E. Scribes Quindens Vaaben som han selv havde oversat, Harlekin i De Usynlige, titelrollen i A. Munchs Salomon de Caus og Hendrik Skytte i Just Mathias ThielesThyre Boløxe og Herremanden. Nogle af præstationerne blev meget rost, men hans livs rolle blev Hamlet, højdepunktet i hans skuespillerkarriere. I forlængelse heraf foreslog H. at teatret skulle spille "Richard den Tredje" i hans oversættelse og bearbejdelse og med ham selv i titelrollen. Heiberg afslog anmodningen fordi han betragtede kongedramaet som "et dramaturgisk Eksperiment" der ikke hørte hjemme på et offentligt teater hvor han iøvrigt nødigt ville opleve "Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv". I lyset af den europæiske teaterudvikling var Heibergs synspunkter på Shakespeare meget retarderede. Da endelig "Hamlet" igen blev sat på repertoiret udeblev H. fra prøverne fordi Heiberg pga. Anna Nielsens sygdom havde dubleret dronningens rolle. Michael Wiehe støttede H. i hans vægring. Disceplinkrisen og mentalitetsændringen var en realitet. H. ansøgte om afsked og mindede ved samme lejlighed om at regeringen havde emanciperet negrene, og at han derfor mente at turen nu måtte være kommet til skuespillerne. Under stor ståhej forlod H. og Wiehe teatret, fulgt af N. P. Nielsen, Juliette Price og August Bournonville hvilket bragte teatret i en krisetilstand. De to populære skuespillere kom ikke til at gå ledige. Begge blev engageret til Hofteatret hvor H. W. Lange gennem Frederik VII og grevinde Danner havde fået tilladelse til at lave teater. Hofteatersæsonen 1855–56 fik sensationel karakter. Publikum flokkedes for at se virtuoserne og være tættere på dem end i Det kgl. teater og til lavere priser. I tidsrummet 9.9.1855–19.4.1856 var der ikke mindre end 24 premierer. Stykkerne kunne være af Alexandre Dumas, Emile Augier eller Th. Barriere, letbenede forestillinger ofte af musikalsk art. H. C. Lumbye var huskomponist. H. havde frie udfoldelsesmuligheder som skuespiller og instruktør. Der var noget for øjet. Smukke og delikate interiører med fornemme møbler, fløjlsportierer, rigtige gulvtæpper, puder, nips og smagfuldt arrangerede blomsterbuketter. Arrangementet og personinstruktionen fremhævedes da også ofte sammen med de nye realistiske træk som fx at H. tændte havannacigaren og blæste den blå røg ud over publikum. Hofteatrets beskedne størrelse tvang skuespillerne til intimere virkemidler og til at tale et hverdagssprog hvilket gjorde samspillet lettere og naturligere. Da H. og Wiehe i sæsonen 1856–57 vendte tilbage til nationalscenen var Heiberg gået af og efterfulgt af N. V. Dorph med Harald Christensen som den finansielle kommitterede. Samtidig døde Anna Nielsen, den kunstnerinde H. i særlig grad byggede sine fremtidsplaner på. Fru Heiberg der nu mere end nogensinde var uundværlig forlangte sin afsked, noget mange opfattede som en protest mod H.s tilbagevenden. Af samme grund blev han pebet ud nogle gange og nægtede dybt krænket at vise sig på scenen mere. 3.12.1857 fandt hans sidste optræden sted som Paimpol i Min Lykkestjerne af Scribe.

1856 blev H. ansat som elevinstruktør, og hans indflydelse på dette felt blev enorm. For hele generationen af danske scenekunstnere efter 1870 kan i teaterhistorisk forstand bedst betegnes som H.s elever. Betty Hennings, Agnes Nyrop, Josephine Eckardt, Louise Holst og Julie Smith (g.Paetz) var på skuepladsen hans direkte elever. I operaen skød Niels Juel Simonsen op ved H.s hjælp, på Folketeatret Severin Abrahams, Benjamin Pedersen. Teatrets chef fra 1876–94, Edvard Fallesen, var på afgørende områder påvirket af H.s teatersyn, det samme var teatrets censor i 80erne, Erik Bøgh. Elith Reumert anså H.s domme for højesteret hvorfra der ikke kunne appelleres. Edvard Brandes læste som purung hos H. og vedblev gennem hele sin teaterkritikerperiode at fremhæve H. med en til forgudelse grænsende beundring som den eneste lærer, "den dygtigste Sceneinstruktør og største Autoritet i alle Theatersager". H. oplevede sin egentlige glanstid gennem sine efterfølgere. H. blev udnævnt til sceneinstruktør for skuespillet 1858 og for operaen 1861. H.s navn stod ikke på plakaten så hans indsats blev sjældent direkte omtalt. Begrebet iscenesættelse var endnu ikke inkluderet som fast bestanddel af en forestilling, men kun som baggrund for handlingen, aldrig noget i sig selv. Bemærkelsesværdige iscenesættelser blev Kamp og Sejr af J. B. Legouvé, der skaffede Julie Sødring et gennembrud, og Barrieres sociale satire Skikkelige Folk. Heri blev spillet i lukkede dekorationer, scenebillederne viste bl. a. et velhavende saloninterieur. De tilsyneladende bagateller blev til "levende Ting" som Edvard Brandes bemærkede. H.s arrangementseksemplar, der er bevaret i Det kgl. teaters bibliotek, viser klart hvor elegant han manøvrerede med sine skuespillere, og i hvor høj grad positionernes vekslen understøttede spillet. Der var en ny egalitet over ensemblet. En mængde små fysiske handlinger føltes realistiske og kendte. Replikkerne fløj som bolde i luften, og taletempoet var presset op så nogle mente at mærke en kanepisk bagved. H. havde forlangt prøveantallet sat op fra de hidtil 4–5 til 20–30 undertiden 40 prøver, og at skuespillerne skulle kunne rollen fra begyndelsen.

Allerede 1864 tog H. sin afsked da Michael Wiehe lå for døden. Tabet af vennen kom han aldrig over. I den sidste periode af hans liv blev det Folketeatret der kom til at nyde godt af hans talent. Særlig succesrige blev hans iscenesættelser af El Vajsenhusbarn og Orfeus i Underverdenen hvori han i den grad tryllede med den komiske skuespiller Frederik Madsen så Styx blev til hovedrollen i operetten. De Forlovede af Karl Møller var også H.s værk, og endelig Gamle Ungkarle (1877) der ved hans minutiøse og detaljerede arbejde blev noget ganske særligt. Herman Bangs proverbe Hverdagskampe, 1879 blev også først forløst ved H.s. hjælp. H. kom ikke til at introducere Henrik Ibsen på Det kgl. teater, den ære fik fru Heiberg. Han blev ikke direkte lærer for William Bloch, men han blev det for Bang der også i sine teateranskuelser var den der pegede længst frem.

Annonce

H.s forfattervirksomhed omfattede tre små skrifter: Aphoristiske Bemærkninger om "Trolddom". 1847, skrevet som et forsvar for P. V. Jacobsens skuespil, Om det Skjønne. 1857, en slags kunstnerisk bekendelse i kristelig dogmatisk ånd, tilegnet Michael Wiehe. Martensens dogmatik, Hegels og Kierkegaards filosofi havde stået fadder til meget af indholdet, som dog også indeholder tidstypiske tolkninger af Shakespeares figurer (Hamlet, Romeo, Richard den Tredje). Endelig Den danske Skueplads og Commissionen, 1868, et polemisk skrift der imødegår de uigennemtænkte planer om at bygge et nyt skuespilhus når staten ikke agtede at investere tilstrækkeligt på teaterkunstens drift. Tre gange var H. på tale som chefemne på Det kgl. teater, 1859 hvor han af samme grund blev udnævnt til professor, men et kulturministerskifte fra C. C. Hall til D. G. Monrad resulterede i at man hellere så fru Heiberg på scenen end H. i direktionen. I 1866 blev der atter gjort forsøg på at få H. med i styrelsen, men valget faldt i stedet på departementschef A. Linde. Sidste gang i 1876, men forhandlingerne strandede denne gang på H.s krav om større statstilskud til teatret.

H. havde fra sin ungdom lidt af depressioner, en sygdom der fulgte ham gennem livet og forstærkedes de sidste år hvor han mere og mere trak sig ind i sig selv i en tilstand af dybt tungsind. Disse konstitutionelle betingelser var medvirkende til at mange mistolkede hans adfærd. Snarere end misforstået stolthed, forfængelighed, ladhed, fejghed var hans lave stemningsleje skyld i at han ikke magtede at føre kampen for sine idealer igennem, men valgte at resignere så snart han mødte modstand. Hans kamp mod et forældet teatersystem var også en ulige kamp fordi det etablerede system var så kolossalt godt bemandet med geniet fru Heiberg og hendes magtfulde kreds, mens det nye måtte kæmpe samtidigt med at bevise sin eksistensberettigelse. Uden H.s visioner, der var stærkt inspireret af fransk teater, havde Det kgl. teater ikke ændret struktur. Havde H. ikke krævet langt flere prøver og et mere dybdeborende arbejde med skuespillerne, og heri blev han kraftigt understøttet af H. Christensen, havde vejen ikke været banet for William Blochs senere naturalistiske iscenesættelser.

Familie

Forældre: postbud, marskandiser Christen Olsen H. (1788–1850) og Marie Hansen (1795–1887). Ugift.

Ikonografi

Træsnit af A. Closs efter tegn. af H. som ung. Tegn. af F. Vermehren, 1847, efter denne en gentagelse (Fr.borg). Mal. af samme 1851, gentagelse 1854. Litografi af I. W. Tegner, 1856, efter dette træsnit 1885. Mal. af Carl Bloch, 1857. Tegn. af E. Lehmann (Teatermus.) og af Erik Bøgh (sst.). Mal. af F. Vermehren, 1879 (Det kgl. teater). Flere træsnit 1885, bl.a. af H. P. Hansen, og 1888. Kopi efter Vermehren af H. C. Vantore (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 især 18–37. – Aug. Bournonville: Mit theaterliv MII, 1848–78 (ny udg. MI, 1979). Samme: Efterl. skr., 1891. J. L. Heiberg: Prosaiske skr. VI-VII, 1861. Th. Overskou: Af mit liv og min tid, 1868 (ny udg. 1962). Samme: Den danske skueplads VI-VI I, 1876. Edv. Brandes i Det 19. årh., 1875 II 74–96. Samme: Dansk skuespilkunst, 1880 35–59. Dagsavisen 23.3.1885. Politiken 24.3. s.å. III. tid. 29.3. s.å. Nutiden IX, s.å. nr. 445 448. Harald Christensen: Det kgl. teater 1852–59, 1890. Herman Bang: Ti år, 1891. Julie Sodring: Erindringer MI, 1894–95 (ny udg. 1951). Carl Moller: Fra studenterdagene, 1895. Charlotte Bournonville: Erindringer, 1903. Sv. Gundel i Det ny årh. 11,2, 1905 260–67 293–301. Rob. Neiiendam: Michael Wiehe og F. H., 1920. Samme: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945. Samme: Gennem mange år, 1950. Johanne Luise Heiberg: Et liv, 4.rev.udg. ved Aage Friis II-IV, 1944. Emanuel Hansen: Omkr. Søren Kierkegaard, 1950. Kirsten Jacobsen: Et vendepunkt i da. teaterhist., 1976. Jørgen Heiner: En brise i da. teater. Hofteatersæsonen 1855–56, 1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Frederik Høedt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291691