Giuseppe Casorti

Giuseppe Casorti, 4.12.1749-28.2.1826, pantomimiker. Død i Kbh. (Kat.), begravet sst. (Ass.). C. fulgte 1800 med sin fars trup, Det store italienske selskab, til Danmark og gjorde både ved sine bajadskunster og sin fremstilling af Pjerrot stor lykke hos det københavnske publikum. Han befandt sig så godt her at han, da faderens selskab 1802 drog mod syd, blev tilbage i Kbh. hvor han forenede sig med familien Price. For Pricernes teater på Vesterbro blev han en stor attraktion og til trods for at han ved tiltrædelsen af sit engagement var en mand på over de halvt hundrede år, kunne han dog endnu udføre en række ikke helt lette kunststykker, fx vakte han jubel ved på en line at indtage et regulært måltid. Sin største betydning fik C. imidlertid som Pjerrotfremstiller. Han blev sjælen i pantomimerne, og det var ene og alene hans skyld at den ejendommelige kunstarts ældgamle traditioner blev bevaret her i landet. Datiden satte ham meget højt som komiker og lovpriste hans "Overgivenheder, som man i hele Europa ikke fandt Mage til". Ja, selv en så betydelig scenisk kunstner som J. P. Frydendahl fandt det ikke under sin værdighed at studere hans mimik. Okt. 1819 tog C. som halvfjerdsårig afsked med det danske publikum som han i Adresseavisen takkede rørt for de beviser, han havde fået "paa et ualmindeligt Bifald og almen Yndest". Sammen med familien Petoletti forlod han landet, men dog kun for kortere tid. 1821 kunne det meddeles at den C.ske familie atter havde sluttet sig sammen med det gamle selskab på Vesterbros teater. Rimeligvis viste C. sig dog ikke mere for sit publikum. Indtil sin død levede han i et lille hus på Vesterbro. - C. der selv var mester for en række pantomimer hvis stof, art og form hvilede på den gamle hævdvundne praksis, skabte Pjerrotfigurens store popularitet her i landet. Allerede i hans fremstilling havde den de egenskaber som vi kender den dag i dag fra Påfugleteatret i Tivoli. Når traditionen har holdt sig levende så langt op i tiden skyldes det for en stor del den omstændighed at figuren blev overtaget af en kæde af talentfulde fremstillere, af hvilke der er særlig grund til at nævne J. F. Winther, Adolph Price - og ikke mindst N. H. Volkersen.