Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Schneevoigt

Oprindelig forfatter MaEng

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Georg Schneevoigt, Fritz Ernst Georg Schneevoigt, f. Fischer, 23.12.1893-5.2.1961, filminstruktør. Navneforandring til Schneevoigt 28.5.1943. Georg Schneevoigt fulgte som 14-årig med moderen til Berlin hvor han antog hendes efternavn. Efter endt skolegang i Tyskland blev han dels uddannet som fotograf, dels som skuespiller; han blev elev af Max Reinhardt og debuterede på Neues Schauspielhaus som Credo i Bjørnstjerne Bjørnsons Over Evne, 1911. 1913 vendte Georg Schneevoigt tilbage til Danmark. Med sin fremtidige kone grundlagde han filmselskabet Kaulbach Kunstfilm, et familieforetagende, hvor han instruerede, hun spillede hovedrollerne og hendes to børn af første ægteskab også spillede med. Men som så mange andre af de danske filmselskaber der opstod i disse år fik også dette en kort levetid; inden årets udgang gik det ind.

1915 blev Georg Schneevoigt ansat som instruktør og fotograf ved Nordisk Films Kompagni. Han instruerede 1915–16 fire spændingsfilm og melodramer, bl.a. Skeletdansen og Dykkerklokkens Hemmelighed. Hans femte film blev kasseret af selskabet, hvorefter Georg Schneevoigt i resten af stumfilmstiden lige til 1929 udelukkende arbejdede som fotograf på andres film, først og fremmest fire af Carl Th. Dreyer, de danske Blade af Satans Bog, 1921, Der var engang, 1922, og Du skal ære din Hustru, 1925, plus den svenske Præsteenken, 1920.

1929 begyndte Georg Schneevoigt igen at arbejde som instruktør og fik med stumfilmen Laila, optaget i Finland, sit internationale gennembrud. Filmen der havde en spinkel handling som udgangspunkt, beskrev lappernes liv og viste stemningsfulde billeder af Laplands natur. Året efter fulgte Eskimo, en tysk-skandinavisk co-produktion, optaget i Grønland. Denne første talefilm optaget i Skandinavien var ligesom Laila en film hvor naturen havde en dominerende rolle. På baggrund af disse to successer faldt det naturligt, at Nordisk Films Kompagni, da det 1931 gik over til talefilm, valgte Georg Schneevoigt som instruktør på selskabets første talefilm. Georg Schneevoigt begyndte forsigtigt med en genindspilning af to stumfilmssuccesser: Præsten i Vejlby efter Steen Steensen Blicher og Hotel Paradis efter Einar Rousthøj, begge 1931. De blev store økonomiske og kunstneriske successer, hvor Georg Schneevoigts stemningsskabende evner og lyriske billedsans fandt prægnante udtryk, og han optog Nordisk Films Kompagnis næste otte talefilm.

Annonce

Desværre for Georg Schneevoigt besluttede selskabet allerede 1932 at ændre linje; det gik væk fra de skæbnetunge melodramer og slog ind på de lette lystspilfilm. Det var en genre som ude i verden på den tid dyrkedes med stort held. Flere af Georg Schneevoigts lystspilfilm, fx Odds 777, 1932, Skal vi vædde en Million, samme år, og Rasmines Bryllup, 1934, blev folkelige successer, men de viste at hans talent bedre kom til udtryk i de dramatiske arbejder som han først henimod tiårets slutning fik lejlighed til at arbejde med. Med lydfilmen var det blevet muligt at overføre ikke blot tale, men også musik til filmstrimlen, hvad der snart blev udnyttet af producenterne, og musikfilm i bredeste forstand blev hurtigt almindelige. Georg Schneevoigt instruerede for Nordisk Films Kompagni Champagnegaloppen, 1938, en film om H.C. Lumbye. 1940 kom filmen om C.E.F. Weyses liv Jeg har elsket og levet, hvori der blev slået stærkt på de nationale strenge, og Aksel Schiøtz havde sin store part i filmens succes. I dag har Georg Schneevoigts to musikfilm svært ved at hævde sig. Efter disse faldt han tilbage til de folkelige lystspil, og hans karriere sluttede brat og definitivt med Alle Mand paa Dæk, 1942, der blev en stor fiasko.

Georg Schneevoigts indsats er især hans film fra talefilmens første år. Han forstod hurtigt at håndtere det nye, tunge apparatur, at overvinde de mange vanskeligheder som opstod i forbindelse med overgangen til lydfilm, og samtidig at udnytte de nye muligheder. Hans talent lå så afgjort inden for det dramatiske; skade, at omstændighederne tvang ham til at skifte genre.

Familie

Georg Schneevoigt blev født i København (Matth.), død samme sted (Chr.), begravet samme sted (Bispebjerg kirkegård). Forældre: artist Hermann Friedrich Fischer og Siri Alina Schneevoigt (født ca. 1870). Gift 23.2.1915 i Christiania med danser Henriette Mathilde (Tilly) Frederiksen, født 8.8.1874 i Odense (Skt. Knud), død 1.6.1966 i København (gift 1. gang 1899 med kunstmaler Robert Wilhelm Piloty Kaulbach, 1877–1908), datter af stråhattefabrikant Jens Frederik Frederiksen (1841–76) og Thrine Marie Madsen (født 1846; gift 2. gang 1880 med kunstmaler Emil Valdemar Sichelkoh, født ca. 1848–99). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 29.2.1944. – [Nils Schiørring] i Nationaltidende 22.12.1943. Sv. Kragh-Jacobsen i Berlingske tidende 7.2.1961. Herb. Steinthal i Politiken samme dag, Søren Kjørup i Kosmorama XVII, 1970–71 nr. 104 294–98.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marguerite Engberg: Georg Schneevoigt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297123