Nils Middelboe, 5.10.1887-21.9.1976, fodboldspiller. Født på Flundrarp, Brunnby, Skåne, død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). M. blev student 1905 fra Fr.berg latin- og realskole og tog juridisk embedseksamen 1913 for s.å. at rejse til London hvor han fik ansættelse i British Bank of Northern Commerce og 1917 indtrådte i bankfirmaet F. Huth & Co., fra 1927 som chef for valutaafdelingen. 1936 vendte han tilbage til Danmark. Navnet M. er fremfor noget andet knyttet til dansk fodbolds historie og udvikling idet de tre brødre Niels, Einar og Kristian Middelboe på dette felt har ydet en usædvanlig indsats, og for Kbh.s boldklub er deres betydning uvurderlig. 1908, i begyndelsen af dansk fodbolds guldaldertid, spillede de tre brødre halfbacks på et udvalgt hold i en officiel bykamp: Kbh. mod Berlin. I de følgende år nævnedes deres navne i forbindelse med de fleste betydelige kampe, og senere har de virket i klubledelse og i dansk boldspils administration.

Mest berømt af brødrene blev M. der som fodboldspiller er kendt langt ud over landets grænser og nævnes som dansk fodbolds mest fremragende tekniker og lige så betydelige taktiker, fremfor alt en idrætsmand med en usædvanlig smuk idrætslig indstilling. På fodboldbanen har han spillet på alle pladser undtagen målmandens, og han var en selvskreven deltager på landsholdet. Han opnåede ialt 15 landskampe og vandt to gange olympisk sølv ved olympiaderne i 1908 og 1912 før han 1913 rejste til England. Han har desuden været en ypperlig bandy- og tennisspiller, en god løber og haft dansk rekord i trespring og 800 m løb. I England debuterede han med stort held 1913, kort efter sin ankomst, som halfback, og tillige anfører for Chelsea hvilket er en usædvanlig anerkendelse for en ikke engelsk amatørspiller. M. nåede ialt at spille 175 kampe på Chelseas divisionshold. I sine sidste år i England blev han ofte benyttet som foredragsholder af The football Association. 1936 vendte M. tilbage til Danmark og blev atter tilknyttet sin gamle klub KB. I mange år virkede han som sekretær og træner i klubben ligesom han blev direktør for KB-hallen efter åbningen 1938 og frem til 1959. Som foredragsholder og kursusleder blev han benyttet overalt i landet og fra 1942-64 sad han i DBUs trænerudvalg. Han var tillige en flittig skribent. For DBU skrev han bl.a. Hvad er fodbold? 10 fyndord, 1949 og Angreb og forsvar. Almindelige principper, 1956. Hans berømteste bog KB-Chelsea og hjem igen, 1944 er karakteristisk ved en række idrætsfilosofiske og -etiske betragtninger som han senere uddybede i adskillige artikler i sportstidsskrifter, og som stadig kan siges at have aktualitet. M. modtog DBUs guldemblem 1935 og DIFs ærestegn 1957.

Familie

Forældre: kunstmaler og reproduktionstekniker Bernhard M. (1850-1931) og Hilda Horndahl (1852-1924). Gift 30.8.1917 i London med Margaret Ada Comins, født 30.9.1891 i London, død 3.6.1975 på Frbg., d. af assurancedirektør Thomas Edward C. (1862-1947) og Mary Ellen Robinson (1866-1921).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kjøbenhavns Boldklub gennem 100 år, ved Poul Prip, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig