Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Einer Ulrich

Oprindelig forfatter ArVan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Einer Ulrich, 6.5.1896-28.2.1969, tennisspiller. Født i Kbh. (Holmens), død i Gentofte, urne på Frbg. (Mariebjerg). U. blev student 1915 fra Schneekloths skole og efter en uddannelse og beskæftigelse i reklamebranchen etablerede han 1941 Einer Ulrichs Reklamebureau der nogle år senere blev til Ulrich og Parrilds Reklamebureau inden firmaet solgtes til det amerikanske J. Walter Thompson, hvor U. virkede som meddirektør i den danske afdeling til sin død. – Han begyndte sin idrætskarriere som fodboldspiller, først i AB, senere i KB; han blev 1. holdspiller, hvilket også skete da han skiftede til cricket i AB. Glæden ved fodboldspillet bevarede han efter sin aktive periode idet han var en ofte benyttet international fodbolddommer med tilknytning til Kbh.s boldspilunion gennem mere end 25 år. Mere kendt af offentligheden blev han som en af de bedste spillere i dansk tennis fra 1920erne til 1940erne. Skønt han begyndte i en moden alder i AB 1918 opnåede han efter sit gennembrud 1921 at vinde 28 Danmarksmesterskaber for Hellerup Idrætsklub (fem DM-singler 1930-35, 16 doubler 1923-47 og syv mixed doubler 1924-31). Samlet spillede han 182 landskampe og deltog på Davis Cupholdet 74 gange. Kendetegnende for ham var en fair sportslig optræden med en spillemæssig styrke der mere beroede på sejrsvilje, energi og stædighed end på genialt og talentfuldt spil. I den hjemlige idrætshistorie indtager U. også på anden vis en fremtrædende plads, idet betegnelsen "Mr. Tennis" i lige så høj grad dækker over hans samvittighedsfulde og dynamiske lederindsats for dansk tennis. 1928-43 sad han i bestyrelsen for HIK, som formand fra 1938. Samtidig kom han i ledelsen af Dansk lawntennis forbund hvor han fungerede som sekretær i 35 år, inden han 1964 overtog formandsposten. Med utrolig flid og ærgerrighed redigerede han forbundsbladet Tennis, ligesom han i en periode virkede som kaptajn for landsholdet. Internationalt var U. kendt og respekteret for sin store sagkundskab, hvilket bl.a. resulterede i overdommerhverv ved Davis Cupkampe, benyttelse som neutral opmand i større internationale stridigheder og en ledelsespost i det internationale tennisforbund ITF. Særlig ærefuld var optagelsen i den engelske All England Club der kun sjældent optager udlændinge. – Navnet Ulrich er blevet et begreb i dansk idræt. Sønnerne Torben og Jørgen har således også hørt til de bedste tennisspillere i Norden med mange internationale mesterskaber gennem 1950erne og 1960erne. På U.s 70-års fødselsdag indstiftedes Einer Ulrichs fond hvis formål er at støtte unge danske tennistalenter med bl.a. træningsophold i udlandet.

Familie

Forældre: assistent, senere ekspeditionssekretær Aage Louis Francis U. (1872-1951) og Ellen Margrethe Wiegell (1874-1966). Gift 1. gang med Karen Rigmor Larsen, født 29.9.1898 i Kbh. (Garn.), død 2.5.1970 sst. (gift 1. gang 1934 med øjenlæge Holger Madsen Hoff, 1881-1968), d. af forretningsfører, senere kok Sophus Emanuel L. (1869-1903) og Marie Margrethe Mathilde Pedersen. Gift 2. gang med Ulla Meyer, født 21.2.1902 i Kbh. (Mos.), død 30.10.1957 i Gentofte, d. af ingeniør Otto M. (1874-1949) og Alice Hertz (1880-1943). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 13.6.1963 i Gentofte (b.v.) med Rigmor Alvilda Landgreen Petersen, født 29.3.1914 på Frbg. (Lukas), d. af bogholder Eduard P. og Alvilda Pauline Elfrida Landgreen.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Poul Pripi Berl.tid. 1.3.1969. Politiken s.d.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Vangdrup: Einer Ulrich i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298718