Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Hansen

Oprindelig forfatter LVang
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Hansen, Carl Vilhelm (Carl "Sko") Hansen, 17.5.1898-19.5.1978, fodboldspiller. Født i Kbh. (Skt. Jacobs), død sst., begravet sst. (Bispebjerg). Som søn af en skomagermester fik H. allerede i drengeårene tilnavnet "skoma'r" under hvilket navn han senere vandt sig stor berømmelse. Han voksede op på Østerbro i København nær Fælledparken hvor han tidligt kom i kontakt med fodbold; spillede for Ydun og ØB før han skiftede til B 1903 hvorfra han 1918 blev udtaget til stævnets udvalgte hold og senere samme år kom på landsholdet. Skelsættende for hans karriere blev mødet med de skotske mestre Glasgow Rangers 1921 i Københavns Idrætspark. Et til lejligheden forstærket B 1903-mandskab spillede lige op med de skotske professionelle, hvis manager blev så betaget af H.s spil at han straks tilbød ham en professionel kontrakt. Kontrakten blev underskrevet nogle måneder senere, hvorefter H. spillede for Skotlands mesterhold de efterfølgende knap fire år. Allerede i sin debutkamp på Hampden Park blev H. udskreget til den store sensation i skotsk fodbold da han sikrede sejren med et fornemt hattrick (tre mål i træk) for øjnene af 150.000 begejstrede tilskuere. Særlig kendt blev han på sine firsttimers (helflugtere) som skotterne ikke havde set magen til, og "the great little Dane" opnåede i det hele taget overalt i Skotland en utrolig popularitet inden sin ufrivillige afsked 1924. Et års rekreationsophold efter et brækket skinneben blev betalt af skotterne, men kontrakten blev ikke fornyet og det efterfølgende come-back til dansk fodbold 1927 blev kortvarigt som følge af endnu en benskade. – H. var træner for DBU og flere danske, svenske og norske klubber. Desuden holdt han adskillige kurser og foredrag overalt i landet ligesom han selv deltog i et trænerkursus i England 1952 for samme år at virke som træner for det danske OL-landshold i Helsingfors. Til det sidste fortsatte H. sin trænergerning for drenge- og ungdomsspillere i mange kbh.ske boldklubber hvor han vil blive husket for sit vennesæle og glade humør. Skotterne glemte iøvrigt heller aldrig H., og da et forstærket AB-hold efter krigen modtog udfordringen om en kamp mod Glasgow Rangers blev H. inviteret med og på stadion tiljublet af de mange tusinde tilskuere. 1943 blev H. uden egen skyld indblandet i et skænderi med en tyskerhåndlanger, blev arresteret og tilbragte 3 mdr. i tysk fængsel. Herom skrev han bogen Carl Skomager i tysk Fængsel, 1945. Desuden har han skrevet selvbiografien Et liv i fodbold, 1954. – Tildelt DIFs mesterskabsplaquette.

Familie

Forældre: skomager, senere skomagermester Anders H. (1862-1949) og Anna Jønsson (1876-1958). Gift 22.12. 1922 i Glasgow, Skotland med massøse Erna Geschwindtner Andreassen, født 5.12.1903 i Usserød pr. Hørsholm, d. af murermester Lauritz Valdemar A. (1868-1960) dg Martha Josefine Geschwindtner (1870-1945). Ægteskabet opløst 1936.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Carl Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290613