Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sophus Simonsen

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sophus Simonsen, Hans Sophus Simonsen, 25.12.1810-11.2.1857, violinist. Født i Svendborg, død sst., begravet sst. S. lærte at spille violin hos faderen, en udmærket musiker der navnlig som lærer havde det bedste lov på sig. Violinisten Mads Dam der senere gjorde sig bekendt i udlandet var således hans elev, og sine egne sønner bragte han allerede som drenge til Kbh. hvor de spillede for hoffet og ved koncerter på Det kgl. teater. På samme måde gjorde også S. 1829 sit indtog i hovedstadens musikliv efter med held at have givet koncerter i provinsen. Hans ærgerrighed stod til at komme ind i Det kgl. kapel. Fra kongen modtog han økonomisk støtte til uddannelse hos Claus Schall på kapellets violinskole og rykkede 1834 ind blandt de fast ansatte på en ledigbleven bratschistplads. Han var en udmærket solospiller der ofte gav koncerter sammen med sin hustru. Som komponist, bl.a. af et variationsværk à la Ole Bull og en sangkomposition til tekst af H. C. Andersen, har han næppe været meget betydelig. 1852 trak han sig tilbage fra sin stilling på grund af svagelighed og tog ophold i sin fødeby.

Familie

Forældre: stadsmusikant og organist Gregers Hiort S. (1763–1843) og Anne Elisabeth Petersen (1771–1845). Gift 1. gang 3.10.1834 i Kbh. (Slotsk.) med Catharine Elisabeth Rysslaender (Catharine S.), født 7.3.1816 i Kbh. (Trin.), død 3.5.1849 sst. (Slotsk.), d. af farversvend, senere -mester Niels R. (ca. 1781–1845) og Juliane Marie Strøm (1785–1846). Gift 2. gang 22.3.1853 i Svendborg med Gommine Christine Graae, født 10.5.1810 på Egeløkke, død 7.1.1896 i Svendborg (gift 1. gang 1836 med skibsfører Ole Bondo, 1811–37), d. af forpagter på Egeløkke, senere møller og proprietær Gomme G. (1775–1851, gift 2. gang 1820 med Cathrine Jenssen, 1783–1862) og Pouline Abrahamine Barfoed (1776–1819). – Far til Niels Juel S.

Ikonografi

Radering af A. Melbye, 1838.

Annonce

Bibliografi

Jul. Bidstrup: Stamtvl. over familien Koefoed, 1887 (fot. optr. 1976) 80. Poul Bredo Grandjean: Den Graaeske slægtebog, 1914 72f. Dagen 28.1.1829 og 22.8.1839. Figaro, 1841 II, tillæg nr. 7. Kbh.s theaterblad I, 1844 nr. 47. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Gerda Christophersen: Memoirer, 1919 15–19. S. A. E. Hagens saml. til da. musikhist. i Kgl. bibl. (registr. v. Nanna Schiødt m.fl., 1981).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Sophus Simonsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297423