Mogens Wöldike, 5.7.1897-20.10.1988, sanginspektør, organist, korleder. W.s musikalske evner fik rig næring i hjemmet, og tidligt stod det klart at det ville være naturligt for ham helt at følge sin lyst til musikken. Allerede året efter at han 1915 havde taget studentereksamen fra Schneekloths skole aflagde han som privatist organisteksamen ved Det kgl. danske musikkonservatorium, og 1920 tog han magistergraden i musikhistorie ved Kbh.s universitet. W.s lærere var i musikteori Poul Hellmuth, i orgelspil P. S. Rung-Keller og senere Karl Straube, men især blev han præget af Thomas Laubs undervisning i musikhistorie og musikteori. Til Laub og dennes syn på kirkemusik knyttedes W. meget stærkt både arbejdsmæssigt og personligt, og efter hans død 1927 efterfulgte W. ham som en selvfølge som formand for Samfundet dansk kirkesang der på W.s initiativ var stiftet 1922, og som ikke mindst gennem sine årlige sommermøder, sit siden 1940 udgivne årsskrift og en lang række andre publikationer har virket i Laubs ånd. Også til Carl Nielsen, som tidligt erkendte W.s evner, fik W. et nært forhold. Efter i et par år at have været organist ved Tysk-fransk reformert kirke blev W. 1921 kantor ved Holmens kirke hvor Laub var organist, og ved dennes afgang 1925 overtog W. organistembedet ved kirken. I disse år udfoldede W. en betydelig aktivitet som orgelspiller og blev stærkt fængslet af de bestræbelser inden for mellemkrigsårenes tyske orgelbygning og orgelspil der sigtede mod gen-oplivelse af baroktidens idealer på disse felter, men det blev som kordirigent han afgørende slog sit navn fast. En opførelse af Palestrinas Marcellus-messe i Italiensk selskab førte til dannelsen af Palestrinakoret som W. stod i spidsen for 1922-35. Med dette kor bragte han den hjemlige a cappella korsang op til et niveau den ikke havde kendt siden Frederik Rungs madrigalkor eksisterede. Det talte udvalgte stemmer fra koret i Cæciliaforeningen som W. selv 1931-34 var dirigent for. Talrige koncerter herhjemme og i udlandet (Sverige, England, Tyskland, Italien) bragte koret og dets dirigent den største anerkendelse. Da korets medlemmer for en stor del indtrådte i statsradiofoniens i 1932 stiftede kor opløstes Palestrinakoret 1935, og W., der siden 1928 jævnligt havde optrådt med det i radio, blev 1937 ansat som leder af radioens madrigal-kor der med sine 28 udvalgte stemmer, ligesom forhen Palestrinakoret, især fik til opgave at opføre værker for a cappellakor.

Et nyt felt for sine evner som kordirigent fandt W. i arbejdet på at skabe et drenge- og mandskor i lighed med tilsvarende udenlandske (Thomanerkoret i Leipzig, King's College Choir i Cambridge o.a.). 1924 blev der på initiativ fra Wilh. Hansens musikforlag og Dansk korforening gjort et forsøg som faldt heldigt ud, og efter en række koncerter de følgende år der viste bestræbelsernes bærekraft lykkedes det med baggrund i W.s hurtigt vundne fremtrædende placering i dansk musikliv at få de københavnske skolemyndigheder til at gå ind for en omdannelse af den distriktløse Sankt Annæ Vester Skole i Hindegade (fra 1938 De forenede kirkeskoler, fra 1953 Sankt Annæ gymnasium) til en sangskole. Det fra denne udgåede Københavns drenge- og mandskor (fra 1933 Københavns drengekor), hvorfra siden en meget lang række af betydende sangere og instrumentalister i dansk musikliv er rekrutteret, knyttedes 1931 til Christiansborg slotskirke som kirkens kor ved dens overgang til selvstændig sognekirke samtidig med at W. flyttede fra Holmens kirke til organistembedet ved slotskirken. Ved korets medvirken ved gudstjenesterne og ved den gennem årene fortsatte række af kirkemusikaftener – fra 1959 ved W.s overtagelse af domorganistembedet overflyttet til Frue kirke – har W. gjort et repertoire af betydelige musikværker især fra 16- og 1700-årene, som stort set var uopført herhjemme, kendt i kirke, koncertsal og radio. På endnu et felt fik W. tidligt mulighed for at præge udviklingen idet han i stillingen som statens sanginspektør fra 1926 (til han 1939 overtog det særlige sanginspektørhverv ved sangskolen) lagde grunden til en nyorientering af folkeskolens, gymnasiernes og seminariernes sang- og musikundervisning og sideløbende hermed fra 1928 blev censor i musik ved skoleembedseksamen. Allerede her omkring 1930 hvor W. som dirigent for Det unge tonekunstnerselskabs orkester der fra 1931 medvirkede ved drengekorets slotskirkekoncerter, og som han 1934-43 var fast dirigent for også når det gav rene orkesterkoncerter, er de mange områder berørt på hvilke W. skulle få så skelsættende en betydning for musikdyrkelsen i Danmark, selv om 1930erne (efter Cæciliaforeningens ophør 1934 og Palestrinakorets året efter forårsaget af radioens ekspansion) for W. i fremtrædende grad forløb med arbejdet på, støttet af fremragende medarbejdere, at konsolidere drengekorets eksistens. Tjenesterne i slotskirken og de stærkt besøgte kirkemusikaftener om fredagen inddrog et mere og mere omfattende repertoire, og med indstuderingen 1938 af Haydns Skabelsen indledtes de følgende års opførelser af de store værker for soli, kor og orkester hvor mandsstemmerne, der hidtil havde været sunget af sangerkræfter udefra, gradvis gik over til sangskolens ældre (og efterhånden forhenværende) elever efter at deres stemmer havde muteret. 1943-45 tvang besættelsesmagtens deportation af danske jøder, der også kunne ramme W.s familie, W. til at søge til Sverige, og her blev han knyttet til Radiotjänst med længe virkende betydning for svensk korkultur, svensk kordirektion og, på det instrumentale område, ikke mindst som Haydn- og Mozartdirigent. I slutningen af 1940erne blev der i stigende grad lagt beslag på W. fra radioens side. 1948 blev radiokoret ny organiseret og 1949 blev, væsentligst på W.s initiativ, radioens kammerorkester dannet som, bestående af medlemmer fra radiosymfoniorkestret, under hans ledelse fik til opgave i særlig grad at dyrke baroktidens og wienerklassicismens instrumentalværker. W.s virke som gæstedirigent i Sverige – hvor man i 1950 markerede hans betydning også for svensk musikliv ved at udnævne ham til medlem af Kungliga svenska musikaliska akademien – fortsatte i vidt omfang efter krigen ligesom der i stigende grad blev kaldt på ham alene eller med drengekoret til koncerter andre steder i Europa, samtidig med at han med drengekoret fortsatte slotskirke- og derefter domkirkeaftenerne og med drengekoret og/eller radioens kor og symfoniorkester årligt havde en eller flere af de store opførelser af oratorier og andre lignende værker for soli, kor og orkester der står som milepæle i hans vidtspændende kunstneriske indsats: værker af Diderich Buxtehude, Bachs passioner, Händels og Haydns oratorier, Haydns og Schuberts messer, værker af Brahms og Bruckner, Mozarts og Verdis requiem, Benjamin Brittens War Requiem, Carl Nielsens og andre store danske værker, deraf flere i uropførelse, og meget fastholdt gennem de hundredvis af grammofonindspilninger W. fra 1931 og i mere end 50 år har stået for, i en lang række tilfælde med internationalt berømte sangere og instrumentalister som solister. Foruden med Københavns drengekor (endnu i 1976 -som dansk bidrag til højtideligholdelsen af 200-året for udsendelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring – en turné der gik til 16 af de store byer i USA, og 1978 til Handel-festspillene i Göttingen) har W. alene eller med radiokoret og radiosymfoniorkestret gæstet Edinburgh-festspillene 1954, Schweiz 1958, Færøerne 1960, Strasbourg 1962 og andre steder, ligesom han ledede opførelsen af en lang række Haydnværker ved den internationale Haydn-festival 1975 i Lincoln-centret i Washington.

Som udgiver har W. ved siden af sin øvrige virksomhed markeret sig gennem 130 Melodier til Salmebog for Kirke og Hjem, 1936, gennem udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog (siden 4. udg. 1940, med Oluf Ring, senere Karl Bak) og Den danske Koralbog (med Jens Peter Larsen), 1954 og 1973, der bringer melodirepertoiret til Den danske Salmebog, 1953, og som komponist af koralbearbejdelser ligesom han har bearbejdet kirkemusik af Buxtehude, Kaspar Förster o.a. Hertil slutter sig tidsskriftartikler om kirkemusikalske emner. W.s betydning på alle de felter han så suverænt behersker i dansk musikliv er enestående i art og omfang. Som kirkemusiker og udgiver af kirkemusik har han sat stærke spor, som kor- og orkesterdirigent har han lagt grunden til en ny opførelsesstil og skabt et højere kunstnerisk niveau end tidligere oplevet herhjemme, specielt inden for renæssance-, baroktids og wienerklassisk musik, og skolesangen ledte han ind på nye baner. Men også en meget udpræget evne for det praktisk-administrative, til først at få skabt den faste grund for de kunstneriske resultater, til overbevisende at fremlægge sine planer og vinde tilslutning til dem indgår på alle de felter hvor W. har gjort sin indsats. Uden den og evnen til at vinde og fængsle sine mange medarbejdere ville meget af det W. har givet varigt liv næppe kunne være blevet til den frodige og levende virkelighed man har oplevet. I 1965 trak W. sig tilbage som kunstnerisk leder af sangskolen, i 1972, efter at have fejret sit 50-års jubilæum som organist, fra stillingen som domorganist og i 1977 fra kapelmesterposten ved Danmarks radio. Men både for drengekoret og radioen fortsatte han sin dirigentvirksomhed. W.s samlede indsats i dansk musikliv har skabt epoke, sat nye mål og givet impulser viden om. Æresbevisninger af mange arter har da også i stort tal markeret W.s vej gennem livet, deriblandt Staden Lübecks Buxtehudepris og Carl Nielsen-prisen i 1957, æresdoktorgraden ved Kbh.s univ. 1965 der understreger det samspil mellem kunstnerisk udfoldelse og musikvidenskabeligt funderet indsigt som findes i W.s hele virke, og æresmedlemskab af Tonekunstnerfondet der har oprettet et Mogens Wöldike legat.

1976 modtog W. som den første dansker Leonie Sonnings musikpris, og s.å. udnævntes han i forbindelse med den store USA-turné til æresborger i Kentucky. – Ingenio et arti 1948.

Familie

Mogens Wöldike blev født på Frederiksberg; begravet på Holmens kirkegård, København.

Forældre: lærer, senere lektor Uffe W. (1856-1926) og Christine A. A. Boisen (1870-1933). Gift 1. gang 17.9.1920 i Kbh. (Holmens) med Edith Josepha Esther Moritz, født 23.3.1893 i Kbh., død 10.6.1979 sst., d. af vekselerer Nicolai Joseph M. (1856-1914) og Maria Margrethe Meyer (1866-1958). Gift 2. gang 28.7.1980 med universitetslektor, cand.mag. Randi Bente Teglbjærg, født 19.4.1921 i Kbh., d. af cand.teol. Rikard Bent T. (1886-1965) og Iris Anna Andersen (født 1896).

Udnævnelser

R. 1936. R1. 1956. K. 1974.

Ikonografi

Tegn. af H. Isenstein, 1952. Buste af Helge Holmskov, 1972. Mal. af Anne Marie Telmanyi, 1980. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1965 194-96. – Søren Sørensen: Kbh.s drengekor gennem 50 år, 1974. De musiske udsendelser. DR 1925-75 især III, 1978. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. III, 1978 241-44. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig