• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sextus Miskow

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sextus Miskow, 3.2.1857-24.11.1928, sanger, komponist. Født i Nyborg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). M. skulle oprindeligt have været militær, men viste sig ikke særlig egnet for denne vej, og hans musikinteresser fik da overtaget. Han fik undervisning på klaver af E. Neupert og på violin af Chr. Schiørring og gennemgik 1876-78 konservatoriet hvor det især var sangtimerne hos Carl Helsted der interesserede ham. Han Fik hos Helsted uddannet sin gode basstemme der skaffede ham en lærerstilling ved Alb. Meyers sangkonservatorium og 1880 debut på Det kgl. teater som Jacob i Etienne Méhuls Josefog hans Brødre. Trods sin anvendelighed kunne M. alligevel ikke rigtig hævde sig ved teatret, og 1885-86 var han med statsstøtte i Wien for at studere videre hos Faistenberg. Efter hjemkomsten vendte han ikke tilbage til operaen, men levede som sanger og sanglærer. 1903-14 var han musikanmelder ved Berlingske Tidende, 1915 stiftede han Kbh.s arbejder sangkor. Hans kompositioner er dels nogle syngespil (Snehvide, s.m. Chr.- Danning, Fyrtøjet, Ridder Karl af Rise) og korværker (Fangen paa Sønderborg) og acappellakor, dels instrumentalværker, sonate for violin og klaver, fantasistykker for klarinet og klaver, klaverstykker m.m. og endelig sange. Mens M. i størstedelen af sin produktion ikke undgår det almindelige har han i sine sange, hvor han netop med hensigt søger at træffe en folkelig tone, ramt i centrum af sin tids visesmag med nogle yndede melodier, hvoriblandt Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg til Holger Drachmanns tekst bærer prisen og skaffede sin komponist en næsten livslang popularitet. I et par bind memoirer, Det var dengang, 1926 og Pelikohl eller saa galt gik det, 1928, giver han lune og bramfri skildringer af sit liv og de mennesker han traf.

Familie

Forældre: manufakturhandler, først i Nyborg, senere i Kerteminde, sidst kontorassistent i Kbh. Julius Larsen M. (1826-97) og Magdalene Meyer (1831-1918). Gift 29.11.1890 i Odense med Gudrun Langkilde, født 5.8.1871 på Marienlund, Skt. Hans landsg., Odense, død 15.5.1957 i Kbh., d. af godsejer, cand.polyt. Niels Valdemar L. (1838-1914) og Hedvig Marie Petersen (1848-1921).-Bror til Johan M.

Bibliografi

S. M.: Det var dengang, 1926. Samme: Pelikohl eller så galt gik det, 1928 (erindr.). -G. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s beg., 2.udg. 1917 209-12. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. III, 1925 107 144.

Annonce

Ikonografi

Malet som ung af Vilh. Th. Fischer. Afbildet på mal. af fakkeltog for Drachmann 1906. Mal. af P. Mønsted, 1927, af Emil Kruse s.å. og af Johs. Nielsen, 1928.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Sextus Miskow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294369