Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michel Angelo Potenza

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Michel Angelo Potenza, Michelange Potenza, ca. (27?) 1723-13.3.1800, syngemester. Født antagelig i Italien, død i Kbh. (Nic.), begravet sst. (Ass.). P. begyndte sin kunstneriske løbebane som tenorsanger inden for den komiske opera, opera buffa, som netop i denne periode steg i yndest og blev en farlig rival til den alvorlige opera, opera seria. 1764 havde et italiensk selskab, der gennem flere sæsoner opførte alvorlige operaer i Kbh., på grund af manglende tilslutning fra publikums side måttet forlade byen for stedse. Først efter Christian VIIs tronbestigelse 1766 bestemte man sig til igen at engagere en italiensk operatrup, men denne gang skulle den være i stand til at udføre opera buffa. 1768 kom kapelmester Paolo Scalabrini, der blev sendt til Italien, hjem med et personale blandt hvilket P. var første tenor og den fortræffelige Teresa Torre primadonna. Igennem nogle sæsoner gjorde P., der var en "grundig musikalsk dannet" sanger, sig fordelagtigt bemærket i en række dengang meget yndede værker inden for den komiske genre som Pietro Guglielmis La sposa fedele og Nicolo Piccinis La schiava riconosciuta og La buona figlia. Da syngeskolen ved den danske skueplads oprettedes 1773 blev P., hvis "ypperlige Metode" var almindelig anerkendt, ansat som sanglærer. Han var meget afholdt af alle de mange han gennem tiderne havde vejledt i sangkunsten, og han gjorde et stort og fortjenstfuldt arbejde med de danske kræfter som ret hurtigt blev sat i stand til at udføre de ikke altid lige lette partier i datidens populære syngespil der netop i denne periode havde en foretrukken stilling i teatrets repertoire. Han blev ganske vist ikke betragtet som nogen betydelig pædagog – man klagede således over at han forsømte det bravourmæssige – men til gengæld lagde han stor vægt på tonedannelsen og en naturlig, udtryksfuld sang. I et vist omfang har han også være komponist (arier og duetter). P. der var genstand for flere intriger blev rost for den alvor og den iver med hvilken han gik op i sin gerning; selv i sin høje alder overværede han alle teatrets syngespilforestillinger. Han døde på teatret under en opførelse af F. L. Ae. Kunzens syngespil Vinhøsten. – Naturalisationspatent 14.3.1776.-Kancelliråd 1780.

Familie

gift Giovanna Cerasi, født ca. 1723, død 1806 i Kbh.

Bibliografi

Th. Overskou: Den danske skueplads II-III, 1856-60. V. C. Ravn i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Pers. hist. t. 6.r.II, 1911 184. W. Ørbæk: Hans Wilh. Warnstedt, 1936. Sten Høgel i Musik og forskn. VI, 1980 102-25.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: Michel Angelo Potenza i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295868