Max Hansen

Max Hansen, Max Josef Hansen, 22.12.1897-12.11.1961, sanger, skuespiller. Max Hansen havde en utrolig karriere. I løbet af et halvt hundrede år nåede han at blive ikke alene Danmarks men Skandinaviens og hele den tysktalende verdens store entertainer, og han blev det i kraft af sit glimrende talent og sin enestående flid.

Som ganske spæd blev Max Hansen af sin syngende mor der altid var på farten sat i pleje hos familien Bögl i München der tog sig af hans opdragelse, og her voksede han op. Hans tydelige musikalske gaver skaffede ham hurtigt plads i et kirkekor og senere friplads på musikkonservatoriet. Uden plejeforældrenes vidende sang han på forskellige ølknejper, og 13 år gammel debuterede han på kabaret. Snart efter blev han – nu med forældrenes tilladelse – medlem af Munchener-operaens kor. En impressario, Max Adam, hørte den sjove dreng med den klare sopran. Han gjorde ham til vidunderbarn, gav ham tilnavnet "den lille Caruso" og rejste et par år land og rige rundt med ham. Max Hansen blev groft udnyttet af impressarioen, men han fik dog til sidst frigjort sig for ham og nåede via Warszawa, St. Petersborg, Helsinki og Stockholm 1914 til København hvor han fik sin danske debut i Cirkus Varieté. De følgende år gik med turneer i de danske provinser.

Da krigen sluttede havde vidunderbarnet sagt farvel til fløjlsbukserne og operaarierne. Nu var det kabaretrepertoiret, viserne, det gjaldt. Hans lyse stemme, elskelige charme og sceniske dygtighed åbnede vejen til engagementerne. Efter optræden i bl.a. Oslo (Theater Modern) og København (Apolloteatret) fulgte et tilbud fra varieté Wintergarten i Berlin, og efter succes her lå Tyskland åben for H.: Frankfurt, Dresden, Hamburg, München, Hannover m.fl. Et vendepunkt blev hans optræden på varieté Ronacher i Wien. Her hørte Emmerich Kálmán ham hvad der resulterede i et tilbud om at synge den komiske elsker Zsupans parti ved urpremieren på hans nyeste operette Grevinde Maritza. Det skete 1924 på Theater an der Wien, de store operetters vugge. Og wienerne begejstredes. Så fulgte tilbud fra Berlin: først var Max Hansen knyttet til Metropolteatret, derefter til Grosses Schauspielhaus med roller som Menelaos i Den skønne Helene i Max Reinhardts iscenesættelse, og Leopold i Sommer i Tyrol, iscenesat af Eric Charell. På få år var Max Hansen nu blevet Wiens og Berlins populæreste operettekomiker. Rollen som Leopold "forfulgte" ham hele livet igennem. Han mente selv at over 3000 gange havde han i alt fald spillet den på forskellige teatre.

I Berlin startede Max Hansen sammen med betydende forfattere, komponister og skuespillere "Kabaret der Komiker" som en overgang dannede skole i sin genre og blev verdensberømt. Kabareten var i begyndelsen af 30erne et samlingssted for ikke-nazistiske intellektuelle. Men den tiltagende knægtelse af det frie ord gjorde det stadig vanskeligere for kabareten at eksistere, så da Hitler helt tog magten i 1933 tog Max Hansen flyvemaskinen til Zürich. Han genså først Tyskland i 1951.

De følgende år gæstespillede Max Hansen i bl.a. Wien, Amsterdam, Stockholm og København, og han vil huskes for sine roller i lystspil som Den lille Napoleon, En yndig pige, Axel i den syvende himmel, Levende lys, Nitouche og Harvey. Og så naturligvis stadig Sommer i Tyrol. Efter krigen optrådte Max Hansen igen i Wien og efter 1951 i Tyskland (Hamburg, Düsseldorf og Berlin), men i de sidste år af 50erne var det dog navnlig Sverige og Danmark der kunne glæde sig over hans eminente teaterrutine.

Under opførelserne af musicalen Adam og Eva i Stockholm 1961 ramtes han af et hjerteanfald der medførte hans død. Han havde slidt sig op. Hans succeser livet igennem var godt nok betinget af glimrende talenter på mange områder, men det var hans flid, hans utrættelige arbejde med rollerne, hans respekt for lystspillet der gjorde at disse talenter virkelig kom til at funkle. Hans udførelse af rollen som Celestin-Floridor i Nitouche og hans foredrag af visen Ah, Louise fra "En yndig pige" er perler, som ikke kan gøres efter. Hans sprog er næsten et kapitel for sig. Rigstysk, berlinerdialekt og wienerisch beherskede han naturligvis. Med de nordiske sprog kneb det lidt mere. Bedst gik det med svensk. Men når han optrådte, blev hans fremmede accent et led i charmeoffensiven. Han talte "kattegatsk", som han selv sagde. Dog – dansk i sind og lune forblev han hele sit liv, selv om han aldrig lærte at tale sit modersmål helt uden accent.

Han forenede i sin kunst den yderste tekniske kunnen med en charme, en hjertevarme og spontaneitet der kunne få den mindre erfarne tilhører til at tro at kunstneren improviserede. En halv snes udsøgte roller i lystspil og operette var hele Max Hansens repertoire. Men i disse vil han til gengæld være svær at overgå. Max Hansen har medvirket i både tyske, svenske og danske film, bl.a.: Legationssekretæren, ty. 1930, Berlinernætter, ty. 1932, Tre piger i en båd, sv. 1936, Roser hver aften, sv. 1939, Tror du, jeg er født i går?, da. 1941, Wienerbarnet, da. 1941, Den grønne elevator, sv. 1944, Den skønne Helene på eventyr, sv. 1951, Hvad vil De ha?, da. 1956.